fredag den 2. december 2011

Træning og inspiration

Med kun 15 minutters kørsel til en træningshal er det nemt at blive fristet til at træne lidt for sig selv om aftenen. Men det er nu lidt sjovere når man er flere, og jeg er så heldig at have indtil flere der er friske på at stille op til lidt træning af og til. Og alle sammen nogen som jeg gerne lytter til og bliver inspireret af.
I onsdags mødtes Anita & Osseau og jeg & Lille Bjørn til 1½-times træning, og det var ualmindeligt givende. Osseau og Lille Bjørn er stort set lige gamle, de er begge på vej mod den første LP3-prøve (måske skal de ligefrem debutere samtidig til april?), Anita og jeg har en del fælles udfordringer i øvelserne – og så tænker vi meget ens træningsmæssigt. Så vi kan give hinanden virkelig god feedback, og vi kan nemt klikke for hinanden. Jeg synes det er meget givende at få andre til at klikke for en:
  1. Det betyder at man kan støtte sin hund 100 % og vide, at hvis der skal belønnes, er der en anden der markerer det
  2. I nogen øvelser er det vanskeligt eller nærmest umuligt at klikke selv, uden at det indebærer at man gør noget uhensigtsmæssigt, fx drejer hovedet i fri ved fod
  3. Og for at de forrige punkter skal kunne lade sig gøre, skal man være i stand til at beskrive meget præcist hvad ens kriterier er – minderne fra Teaching workshop med Bob Bailey vælter frem :-)
Inden Anita kom, havde jeg arbejdet med fremsending (2 flotte på 20 meter + 1 afdækning på 20 meter), springapport (opvarmning med fastholdelse af apport + 1 perfekt springapportering med skævt kastet apport) samt stillingsskiftet sit-stå med ekstern belønning (3, 5, 7 meter).
Specielt fastholden af apport er blevet fantastisk, jeg har ikke helt vænnet mig til det endnu …
Da Anita kom tog vi fællesøvelserne. I fællessit (samlet 4 minutter) rejste Lille Bjørn sig to gange; det ser grangiveligt ud som om han bare glemmer hvad øvelsen går ud på, jeg må virkelig overveje det med at give ham en opgave (Niina Svartberg). Men vi fik 1:10 med synlig fører og belønning og 2 x 0:25 i skjul, 1 gang med verbal belønning og 1 gang med godbid. Fællessit (samlet 2 minutter) blev til 0:30 og 0:40; det begynder at ligne noget.
Så gik vi i gang med at hjælpe hinanden med diverse punkter fra træningsplanen:
  • I fri ved fod kommer Lille Bjørn lidt for langt frem i almindelig gang, men over kortere stræk (5-6 meter) går det ret godt. I langsom gang bliver han meget mere fokuseret. Jeg skal huske at variere træningen af denne øvelse meget, så det ikke bliver for monotont.
  • I dirigeret apport udviklede jeg mine kriterier undervejs, jeg var lidt i tvivl om hvad jeg egentlig ville belønne. Setup er at jeg står med Lille Bjørn i plads, de tre apporter bliver lagt på cirka halv afstand af færdig øvelse, og jeg drejer på stedet derefter og går et enkelt skridt tilbage for at dirigere. Konklusionen på mine oevervejelser blev at 1) Lille Bjørn skulle følge dirigeringen, 2) tage den rigtige apport, og klikkes på tilbagevejen. Jeg skal overveje at indføre et markeringssignal, for Lille Bjørn ser på mig, ikke på at apporterne bliver lagt, og hvad hvis det nu er græs, så han faktisk ikke kan se dem …
  • Endelig arbejdede jeg med sit under gang, hvor mit nye signal Ned bestemt ikke virker. I langsom gang satte han sig hvis jeg hjalp lidt, det gik meget bedre hjemme.
Og masser af ny inspiration til træningen er undervejs! Nu begynder kalenderen for 2012 at blive udfyldt med spændende kurser. Senest har jeg både tilmeldt et rally- og et trickskursus hos Anja Christiansen og Johanna Allanach, og et 2-dages kursus på Canis Clickercamp med Kathy Sdao: Cues & Behavior Chains Explained. Der skal noget til at slå 2011 kursusmæssigt, men 2012 har fået et lovende indhold allerede.
Weekenden kommer sjovt nok til at stå i hundenes tegn. I morgen skal Lille Bjørn og Max udstilles på DKK Kreds 2’s juleskue i Rishøjhallen, det bliver Max’ udstillingsdebut. Og søndag har jeg fornøjelsen af fire hold i træk i Sydkystens Hundeskole – først afslutning på Let Øvet og LP-hold, og derefter første træningsrunde for de to rallyspecialkurser.

Ingen kommentarer: