lørdag den 28. juli 2012

Nørdprøver i morgen

En velskænket fadøl på l'Education Nationale

Siden den første Nørdprøve den 14. marts 2009 er der sket rigtigt meget med Nørdklubben. I morgen mødes vi ved Køge-Herfølge Jagtforening til en generalprøvedag med 10 rally ekvipager og 9 LP-ekvipager. Vi er blevet kloge af skade og holder det med én ring, så det ikke bliver det administrative og praktiske, der kommer til at tage fokus fra det væsentlige: nemlig at vi skal træne med vores hunde.

Som læsere af min blog véd, er det ikke gået ret godt til træning på det sidste med hverken Max eller Lille Bjørn, og det har jeg naturligvis tænkt en del over. Træner jeg for meget, nu hvor det er ferie? Er det varmen? Er det Max’ alder? Er jeg for ambitiøs? Osv.

Jeg har den 3. juni og den 29. juni været til officielle rallyprøver med Megan, Lille Bjørn og Max.  Det har passet fint med at kunne varme hundene op, og jeg mener ikke resultaterne ville have været markant anderledes hvis jeg havde ”nøjes” med en eller to hunde. I morgen har jeg tilmeldt alle tre hunde igen, men det er bestemt ikke for at gå færdige prøver, faktisk er kun én ud af fire prøver planlagt som en næsten færdig prøve:
  • Max skal debutere i rally øvet klasse. Mit eneste formål med dette er at teste ham uden line på nogle få skilte i et prøvelignende setup. Så hvis jeg kan gå i gang og der er kontakt de første 4-5 skilte, så bliver der belønnet og vi stopper. En afgørende del af dette er ordentlig opvarmning, dvs. Max skal have tid til at vænne sig til arealet.
  • Megan skal op i rally champion. Mit eneste formål med dette er at teste vores opvarmningsprocedure, få en flyvende start og belønne hvis jeg fortsat har kontakt efter 3-4 skilte.
  • Max skal debutere i fuld LP1 i nørdsammenhæng. Jeg skal lære af erfaringerne fra i går, og have masser af fokus på, hvad jeg gør mellem øvelserne, og hvordan jeg agerer i fejlsituationer. Jeg skal belønne undervejs (stillingsskift), afslutte næseprøve efter diskriminering, og afslutte dæk efter 25 sekunder. Og igen huske opvarmning.
  • Endelig skal Lille Bjørn op i LP3. Vi deltager bestemt i fællesøvelserne. Derefter tager jeg stilling til om jeg gennemfører resten og i hvilket omfang. Fri ved fod skal under alle omstændigheder være kort. Stillingsskift bliver med belønninger undervejs. Indkald med stå bliver på max halv længde.
Det er genialt at have Nørdklubben til at afprøve disse ting under prøvelignende forhold, og kunne tilpasse til den aktuelle træning. Og så er jeg sikker på at mindst to andre deltagere - formentlig flere - har læst min blog inden vi mødes i morgen, og vil holde mig op på ovenstående, så det er bestemt ikke for sjov jeg skriver det :-) Cocktailpølser og noget meget lækker stegt lever ligger klar som ekstra luksus godbidsmotivation.

Træningen i dag har bestået af den sædvanlige morgen- og aftensmadstræning med Max og derudover kun næseprøver med Max og Lille Bjørn med Kirsten som udlægger. De næseprøver har virkelig naget mig efter træningen torsdag, men heldigvis gik det fint til morgen. Jeg skal huske fortsat at træne fastholdelse af næseprøve og apport særskilt med Lille Bjørn, så afslutningen bliver forstærket rigtigt meget, og jeg skal huske fortsat at holde diskriminering og afslutning af næseprøve separat med Max.

Ellers stod dagen på en hyggelig tur til København med besøg på Cafe Björg, l’Education Nationale og Asian Street Party.

Megan og jeg nød den daglige badetur i eftermiddags, i dag med pæne bølger!

2 kommentarer:

Gyldenkærne Border Collies sagde ...

rouHej Poul
Tak fordi jeg måtte deltage i fællesøvelserne med Cody.
Mange hilsner fra Vibeke

Paul sagde ...

Hej Vibeke,
Hvor var det hyggeligt at du kiggede forbi, og du er naturligvis altid velkommen!
Mange hilsner
Paul