2, 6, 10, 15 og 60

Det har været en ganske normal hundeuge.

Mandag undervisning på to LP-hold. Der var afslutningsrunde på holdene. På det ene var der generalprøver på LP1/LP2. På det andet havde vi udover de almindelige fællesøvelser fællestræning af fremsending, med tre forskellige felter: et uden kegler, et uden kantbånd og et normalt. De tre felter blev suppleret med forstyrrende tilskuere med hunde både ved siden af og bagved. Og sjovt nok voldte ingen af felterne problemer.

Tirsdag selvtrænede jeg en halv time med Megan og Max.

Onsdag afsluttede jeg et rally øvet hold, og de blev naturligvis udfordret med to ekspertbaner, som alle klarede i flot stil. Derefter var jeg dommer på Anitas øvet hold, hvoraf flere er temmelig urutinerede. De fik to øvede baner (et par prøvede også ekspert), og igen gik det flot. Jeg har skrevet det før og jeg skriver det igen – det er fantastisk at opleve ekvipager, der bare udvikler sig markant fra gang til gang.

Endelig sluttede jeg onsdagen med at deltage på Anitas LP-hold med Max.

Torsdag deltog jeg på Johannas LP-hold, først en time med Max, så en time med Lille Bjørn.

I dag stod den på selvtræning en halv time med Megan og Max.

I morgen starter dagen med lidt selvtræning med Camilla, og så er der ellers ingen hundeplaner for weekenden – så det er alligevel ikke en helt normal hundeuge. Jeg har i stedet inviteret Kirsten på frokost på Lumskebugten, endnu et dejligt gavekort fra min fødselsdag, som venter på at blive brugt.

Jeg har behændigt undgået at skrive noget om hvordan det går med mine egne hunde. Det går meget godt.

Otto lever fortsat og har det godt. Om 20 dage bliver han 15 år, og selvom vi et par gange har været klar til at tage den sidste tur til dyrlægen med ham, er han hver gang kvikket op i tide. Så han skal nok nå den skarpe dato.

Megan har været med til træning to gange i denne uge. Vi træner ret præcist 15 minutter hver gang inkl. lidt opvarmning. Og hun går som en drøm. Nu skal jeg have vores samarbejde til at fungere på rallybanen også. I lørdags synes jeg hun gik som en gammel hund til rallyprøven. Kirstens kommentar var, at Megan ér en gammel hund, hun bliver snart 10 år. Jeg véd at Megan er ligeså ung indeni som mig, og vi skal nok vise at vi kan få nogle flotte resultater stadigvæk.

Lille Bjørn er i sit livs form. Vi kan træne lange pas og han er bare på toppen. Vi arbejder med nogle detaljer (specielt lige pladser og fastholde apport/næseprøve) og det går fremad. Og især har vi fokus på indkaldet, hvor vi nu på cirka halv afstand kan få superflotte stop.

Alligevel er det lykkedes mig de to sidste torsdage at få ham til at gå helt i baglås i forbindelse med Johanna-træningen: halen ned, vil ikke følge med mig osv. I går tror jeg at jeg fandt forklaringen: Jeg har hævet kriterierne ret meget. Jeg er begyndt på ikke at belønne ”der hvor jeg plejer”, dvs. der hvor øvelsen normalt slutter, men er fortsat lidt (overgang til næste øvelse), og det stressede Bjørnen ret meget. Det var en erkendelse der kom til allersidst, og Johanna og jeg kunne da ikke blive uenige om, at det lød som en meget sandsynlig forklaring. Da jeg fortalte Kirsten det sagde hun, at selvfølgelig ville Lille Bjørn have sin belønning som han plejede, så hun kunne have fortalt mig at jeg ikke skulle have trænet sådan …

Max blev 20 måneder i går, og han udvikler sig ualmindeligt meget. Han er blevet mere voksen at arbejde med, og jeg kan mærke at sikkerheden i mange øvelser er blevet ret stor. Det eneste problem med ham er lyden … Jeg har skrevet til en ekspert, som jeg håber snart at få en konsultation hos, så vi kan arbejde med dette.

Der er stadig et godt stykke tid til de næste prøver, men de nærmer sig, som man kan se af min kalender. Så det er vist også tid til at få aftalt nogle generalprøver.

Overskriften? Det er hundenes og min alder rundet af til nærmeste hele år. Men alderen trykker bestemt ikke :-)