tirsdag den 19. februar 2013

Otto


Otto var en rigtig vandhund

I eftermiddags kørte jeg for sidste gang til dyrlægen med Otto. Han har været ganske frisk på det sidste, men i går aftes ville han ikke spise og heller ikke i morges. Han kunne næsten ikke støtte på bagbenene og vi var ikke i tvivl om, at i dag var dagen.

Vi fik ikke nogen sidste tur på stranden, det havde han ikke kræfter til.

Vi havde besluttet at han ikke skulle undersøges eller noget, han ville være fyldt 15 år om 16 dage, har levet et langt og godt liv, og pinen skulle ikke trækkes ud, slet ikke for ham.

Han efterlader masser af skønne minder.

Et utal af skuer og udstillinger, hvor han har klaret sig flot, med DKK’s udstilling 8. april 2000 i Esbjerg som højdepunktet, han blev BIR og BIG. Han fik denne flotte kritik af Birte Steffensen ”2 år gl maskulin han med herligt hoved og udtryk, god hals og overlinie, god krop og benstamme, velvinklet for og bag, god pels, bevæger sig frit og effektivt.”

Han fik de nødvendige resultater på rævegrav, så han kunne blive først DKCH, siden SCH, INTCH og KLBCH, KBHV-2000 KBHV-2001, årets border nr. 2 i 2000, nr. 2 i 2001 og nr. 3 i 2002.

Han blev far til 7 kuld med i alt 30 hvalpe, hvoraf mange er blevet godt avlshunde, og vi støder tit på hans navn i stamtavlerne. Vores egen Max er Ottos oldebarn, så de gode gener bliver båret videre også herhjemme.

Otto er fra før min interesse for lydighed startede, så det blev i udstillingsringen han gjorde karriere, og først og fremmest som den skønneste familiehund - og han var både Kirstens og vores søns yndlingshund.

Det var meget underligt til aften kun at stå med tre madskåle og der går et stykke tid før vi vænner os til at han ikke er mere. Jeg kan næsten blive svimmel ved tanken om, at han har været en del af min hverdag i 25 % af mit liv.

Tak Otto for alle de dejlige år. Vi er sikker på at du nu har det godt i hundehimlen.

6 kommentarer:

conni sagde ...

Knus og mange tanker fra Oldfruen og Fragglerne.

Johanna sagde ...

Kæmpe knus herfra.....

Dil Bredholt sagde ...

Varme tanker herfra til jer begge.

Camilla Joh sagde ...

Varme tanker til jer begge, fra Rune og mig, snudepuf fra Emma og Findus

Bluedog sagde ...

Det gør mig ondt, de varmeste tanker herfra :'(

Vicky, Zimba og Zoya

Klaus Aagaard sagde ...

cyTrist anledning, men alligevel dejlig læsning. Otto var en dejlig hund, og han havde et godt liv.

Mange hilsner

Gandalf & Klaus (og Saxo...)