torsdag den 30. januar 2014

Motivation

Jeg må erkende at det lige nu er lidt svært at mobilisere den store gejst for at træne egne hunde. Jeg er for sent hjemme til at træne udendørs og hallen er booket alle aftener. Der er ingen prøver nært forestående. Jeg har svært ved at drive mig selv afsted selv til den planlagte træning – men naturligvis sker der det sædvanlige, når jeg først er kommet frem er det fantastisk.

Der eneste dårlige jeg kan sige om tirsdagens træning hos Susanne er, at Max var ualmindeligt optaget af underlaget, så jeg skulle virkelig arbejde hårdt for hans opmærksomhed. Favoritøvelsen indkald med stå var den eneste helt skarpe, men der var masser af gode momenter i fællesøvelser, fastholden af apport – og i en masse rallymomenter, forklaring på det sidste følger.

Lille Bjørn var totalt veloplagt. Fællesøvelserne var perfekte. Fore første gang var jeg i skjul i fællessit, tre gange, sidste gang ca. 25 sekunder, og han sad bare så flot i samtlige 2 minutter. I fællesdækken var Susanne klar med forstyrrelser, men Lille Bjørn lå bare.

Fokusøvelsen var lynet, og mit eneste problem er, at jeg ikke er konsistent i min signalgivning. Hvis jeg siger stå, sit og dæk på den rigtige måde (ståååå, siiittt, dæææk) så indtager han positionerne perfekt.

Fastholden af apport er flot nu, så vi arbejder med afslutning, dels lige plads, dels at blive siddende, når jeg tager apporten.

Vi havde også flere flotte stillingsskiftsekvenser. Det bedste var at han op af væggen, som han ikke bryder sig om, på 15 meters afstand, tog en dæk-stå på 15 meter.

I lørdags fik jeg mulighed for at efteranmelde til Border Collie Klubbens rallyprøver på lørdag. Det gjorde jeg – Megan er tilmeldt i championklasse og Max i ekspertklasse. Selvfølgelig har jeg trænet de nye øvelser med begge hunde, men der er momenter, der driller, så vi er bestemt ikke helt klar til det hele. Men det er voldsomt motiverende at have tilmeldt en prøve :-)

De sædvanlige rallyhold med Anita havde pause i går og jeg havde naturligvis slået to særskilte rallyhold op. 2 x 1½ time, og der var sat 4 baner op med forskellige spændende momenter. Specielt til rallychampiontimen havde jeg lavet en lidt kringlet bane til og den udfordring tog alle godt imod. De fleste af de nye momenter indgik i banerne, og der var udfordrende kombinationer, som dog var sværere på papiret end i virkeligheden. Fx en fremsending til kegle som stod som afvigende kegle i slalom med rundtur og med to kegler fra et 8-tal bagved. Og nogle af de ”svære” nye skilte på højre side.

På det første hold var der mest øvede deltagere, og vi fik talt en del om fundamentale træningsprincipper. På det sidste hold med champions, var det finurlige detaljer, vi talte om – dem, der gør forskellen mellem et certifikat og ingenting i championklasse.

Det gjorde mig også meget opmærksom på, hvor jeg halter bagefter træningsmæssigt. Så den står på selvtræning i morgen eftermiddag i hallen med Megan og Max, med fokus på nye skilte.

Ingen kommentarer: