søndag den 16. marts 2014

Træning og kenneldag

Dagens træning fandt sted ved Asgårdsskolen i Benløse. Jeg havde Lille Bjørn med og trænede sammen med Anita og Osseau. Vi aftalte en fuld LP3, uden fællesøvelser, og gennemførte øvelserne 2 og 2, så vi også fik arbejdet med overgange. Anita og Osseau gik virkelig flot, de er bestemt klar til og fortjener en 1. præmie i LP3.

Jeg synes også Lille Bjørn fortjener en 1. præmie, men vi er vist ikke helt klar endnu, godt der er tre uger til næste prøve :-)

Der var en del at glæde sig over, ikke mindst en flot fri ved fod, en god dirigeret apport og en pæn springapport. På udviklingssiden står stillingsskift (nu hopper han frem i hvert skifte),stoppet i indkaldet, fremsendingen (stopper undervejs) og fastholden af apport og næseprøve.

Bagefter trænede jeg helt klassisk at sænke kriterierne, og sørme, det hjalp: et knivskarpt stop i indkald stå , da der kom legetøj på. Og flot fastholden af apport, når jeg bare bøjede mig direkte og tog den i et flow.

Eftermiddagen stod i border terriernes tegn. Tinna Grubbe, kennel Borderhouse, havde lavet et arrangement for sine hvalpekøbere fra de sidste 2½ år, og jeg havde lovet at stå for noget introduktion til klikkertræning. Jeg havde allieret mig med Charlotte Lia, og vi fik guidet 16 personer gennem et intensivt forløb med introduktion til klikker, betingning af hunden og arbejde med grundlæggende kontakt, intro til balje og target, selvkontrol og indkald.

Derudover var der introduktion til udstilling, demo af trimning, fotografering samt veterinærsygeplejerske Caroline Holse, som fortalte om hundepleje, negleklipning mv.

Superhyggeligt og alsidigt program, med flot opbakning: Og vi fik hilst på Max’ bror Otto.

Ingen kommentarer: