 |
| Paul, Otto, Max og Mathilde, to førere og to hunde klar til tre gange Årets Hund :-) (foto: Mette) |
Jeg var til fjerde behandling hos min osteopat Trine i tirsdags og fik stor ros. Siden den første behandling 15. september har jeg gjort gode fremskridt, og jeg er ved at gå ”normalt” igen. Trine sagde, at jeg kunne takke mig selv; fremskridtene er resultatet af, at jeg udfører de øvelser, som hun har givet mig – en kombination af smidighedsøvelser og styrketræning af mine ankler – og anvender de teknikker, jeg har fået til at strække ud i løbet af dagen.
Det synes jeg er helt naturligt, jeg ved ikke hvordan jeg ellers skulle få det bedre, men det er åbenbart ikke det normale; faktisk spurgte Trine, om hun ikke kunne få mig til at holde foredrag om, hvordan jeg gjorde, fordi mange kunne lære af det. Jeg lappede rosen i mig 😊
Træningen bliver mere specifik, når mine hofter er blevet røntgenfotograferet og analyseret.
At erkende, at der er noget, der ikke er, som det skal være, og gøre noget ved det, hvis det er muligt … det synes jeg bestemt er normalt.
Jeg kom til at tænke på indikationen af diabetes 2 i december 2018 og den umiddelbart følgende livsstilsomlægning med bl.a. fokus på kost og fitness-træning (beskrevet i denne blog).
Jeg kom også til at tænke på Nedsmeltning i april 2015 og beslutningen om at anvende Anja som coach og den dramatiske udvikling den afstedkom.
Fælles for alle tre situationer er, at der ikke var eller er quick fixes: En pille, en hurtig behandling, nogle simple træningstricks. Coaching-forløbet har været langt og fortsætter, det er fundamentale mentale ændringer. Livsstilsomlægning, det ligger i ordet, at det er en større ændring. Træningen i forhold til artrosen (slidgigten) er ikke et overgangsfænomen, det er noget jeg skal blive ved med.
Alle tre dele er drevet af min motivation: jeg vil være en ordentlig hundefører, jeg vil ikke have diabetes 2, jeg vil gerne gå ordentligt.
Da jeg også kun er et menneske, begår jeg fejl, ”snyder” lidt, falder ind imellem tilbage til gamle vaner, men det vedvarende, lange seje træk, det snyder jeg ikke med.
Jeg havde en hundetræningsaftale i går med Liv; det endte med at blive 1½-times coaching/motivationssamtale i stedet for. Det var ideelt timet og jeg blev udfordret en del på mine delvist negative tanker. Igen blev jeg mindet om lidt glemte guldkorn fra Lanny Bassham: Fokusér på de 99 gange, det er gået godt, ikke den ene gang, hvor det gik mindre godt.
Vi kom uundgåeligt ind på Årets Hund, som finder sted på lørdag, og jeg fik sat de helt rigtige ord på mine mål for dagen.
Tusind tak Liv, for at være klar præcis da jeg havde brug for det.
Apropos Årets Hund så har der naturligvis været trænet lidt 😉
Mathilde skal op med Max, og de træner jo ikke til daglig, så i mandags og i eftermiddags havde vi arrangeret lidt. I mandags var det Anitas finalebane fra DM i år, og i dag Amandas bane fra 9. februar 2019. Sidstnævnte var lidt udfordrende, da jeg skulle gøre den klar, det var jo før de nye skilte, så der måtte lige rodes lidt for at samle den rigtigt.
Træningen gik fantastisk! Mathilde og Max var som altid hurtigt på bølgelængde, og i takt med at de blev varmet op gik det bedre og bedre. De er helt klar til Årets Hund.
Otto og jeg kunne jo passende træne præcis de samme baner. Otto er superfrisk og glad og jeg skal være virkelig fokuseret for at få hans opmærksomhed. Men vi kan få det til at virke, og den eneste bane vi gik i dag var vidunderlig, se den ovenfor. Vidunderlig = se hans fokus!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar