Viser opslag med etiketten Dyrlæge. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Dyrlæge. Vis alle opslag

torsdag den 8. august 2019

Sjette feriedag – sundhedstjek, fitness og fast food


Jeg holder fast i den gode livsstil, uden at blive hellig. Jeg bryder mig ikke om fanatisme; jeg kan blive meget grebet af noget, og komme til at virke fanatisk, men jeg prøver at bilde mig selv ind, at det er entusiasme, og ikke galskab …


I ferien er det nemt at fastholde de positive elementer fx morgenturen med hundene efterfulgt af morgenturen med Kirsten.

Derefter fulgte første time i over en måned hos min fitte coach, igen sammen med Kirsten, og det var skønt at komme i gang igen.


Tina har anskaffet en Tanita MC-780, og jeg skulle naturligvis have foretaget en Body Composition Analysis, resultatet kan ses ovenfor. Jeg er meget tilfreds med resultatet. Eneste umiddelbare bekymring er Visceral Fat Rating (Indre fedt/det farlige fedt) på 9 på en skala fra 1-59. Det er indenfor det sunde område (1-12), men skulle gerne længere ned.

Min metaboliske alder er stadig 51 år!

En enkel frokost og så gik turen til Havdrup Dyreklinik, hvor Lille Bjørn og Max skulle til det årlige tjek. Lille Bjørn vejer 6,75 kg., et pænt fald fra 7,6-7,8, formentlig affødt af meget mindre træning og dermed meget færre godbidder. Han er fin form. Hans tænder trænger til rensning og der er en tand, der skal kigges nærmere på, så vi skal finde en tid, hvor han kan komme i narkose og blive tjekket. Aldrig rart, men nødvendigt.

Max vejer 8,2 kg., og er i flot form. Hans vægt er faldet fra 8,8 kg., og er nok udtryk for, at han får en del mere motion end før, fordi han er med på mange af mine ture.

Apropos ture så gik Max og jeg, da vi kom hjem fra Havdrup, en tur til køerne på Strandengene overfor Staunings Ø, en favorittur, som bare ligger i fødderne. En lille time, 4,3 km., og det er ren balsam for sjælen med sådan en tur.


Vi valgte den nemme udgave af aftensmaden: Vi bestilte to steak frites på Bistroen i Køge til afhentning, og det er altid et hit. Kirsten fik et glas Aperol inden, jeg et glas Locret-Lachaud Champagne, til bøffen fik vi Coppolas Blue Label Merlot 2016, et kongemåltid!


Jeg havde sørme også fået købt en Love Box med 6 slags is fra Paradis Is, og så var den middag om muligt endnu bedre 😊

En dejlig feriedag!

onsdag den 24. maj 2017

En stille dag på kontoret


Det var skønt at kunne sove længe.


Morgenfotoet var lidt diset, helt skotsk stemning, var der én, der kommenterede.

Jeg var til dyrlægen med Megan, for at få tjekket hende, hun kan ikke holde sig så godt og drikker meget vand. Hendes blære var næsten tom, så aftalen blev at vi hentede hende efter en frokostaftale i Køge.

Da vi hentede hende, var der gået næsten 5 timer, hun var dødtræt og vi blev lovet en opringning efter lukketid om de foreløbige resultater.

Jeg gik en tur med drengene på stranden, det var rigtigt lummert.

'Opringningen var meget fredsommelig. Urinprøven dyrkes og vi får en opringning i morgen, hvis der er brug for umiddelbar penicillinbehandling. Vi tales ved med dyrlægen mandag om det videre forløb. Så ikke umiddelbart nogen panik.

Jeg har gjort bilen nogenlunde klar til Esbjerg-turen i morgen. Det er RET underligt at skulle til rallyprøve 2½ time hjemmefra og så først køre kl. 11:30, men programmet indikerer, at championklasse starter kl. 16:00, og som udøver synes jeg det er ret træls. Jeg får intet ud af formiddagen og kommer sent hjem.

Men turen skal nok blive fornøjeligt, for jeg har selskab af Amanda og Osseau, og der er en del hundeemner (og sikkert også andre) Amanda og jeg kan tale om :-)

Jeg har ikke trænet med hundene i dag – men jeg har kørt flere visualiseringer af Lille Bjørns HTM-program, det bliver bare så godt ;-)

torsdag den 29. september 2016

Sundhedstjek

Tidlig torsdag morgen på Fuglesangsvej

For nogle dage siden spurgte Kirsten, hvorfor jeg slet ikke gik til træning med hundene længere. Ja, det er jo konsekvensen af at have droslet helt ned for den faste træning. Det er uendeligt lang tid siden kalenderen har været så tyndt besat med træning.

Savner jeg det?

Næ, egentlig ikke. Jeg kan vist roligt konstatere, at jeg ikke er træningsnarkoman. Jeg skal i weekenden både optræde med Max i HTM og til rallyprøver med Max og Lille Bjørn, og i gamle dage ville jeg have været i panik. Men ikke nu.

Jeg får trænet HTM-positioner med Max i morgen. Og til rallyen træner jeg intet.

Bemærkede du, kære læser, at Megan ikke var nævnt? Det er næsten grænseoverskridende. Jeg har bevidst tilmeldt Lille Bjørn og Max og IKKE Megan til rallyprøve på søndag. Det er DM-kvalifikation, hvis hendes 93 point rækker til sin tid er det fint, men jeg melder ikke hende til en konkurrence med henblik på at forbedre det resultat.

I går var Kirsten til dyrlægetjek med alle tre hunde og hun har sagt, at næste gang skal jeg med, for det er lidt af et menageri at holde styr på. Alle hundene synes det er sjovt at komme til dyrlæge, så der er liv og glade dage.

Max er sund og rask, det eneste negative er hans evindelige piberi, som Kirsten oplevede for fuld udfoldelse både da hun stoppede bilen og når han ikke var på hos dyrlægen.

Lille Bjørn er nok den mest skrantende af hundene. Den halten, som vi frygtede var noget med leddet, har vi fundet ud af simpelthen er kramper, og det modvirkes med massage, som vi selv kan klare. Han har begyndende grå stær, helt almindeligt for alderen/racen desværre og ikke noget vi kan gøre noget ved. Han fik klippet negle, som han plejer, og var i øvrigt helt ok.

Megan er fantastisk. Bortset fra hørelsen er alt fint. Hun har en fin vægt, er rask og rørig, hendes pels er flot. De knuder hun har et par steder er testet og det er rent fedt og helt almindeligt for alderen. Hun er stadig den mest arbejdsivrige af hundene og det er da bare skønt.

Kirsten og jeg fejrede i dag 37 års bryllupsdag med et besøg på Det Gamle Røgeri i Greve. Jeg anser det også for et sundhedstegn, at jeg ikke faldt i svime over maden. Faktisk var jeg lidt skuffet. Kirsten og jeg fik diskuteret niveauet – vi fik forskellige forretter og hovedretter – og det er godt, at vi stadig er vilde med mad (og vin) og kan diskutere kvaliteten. Det ville for mig være skrækkeligt, hvis vi var ligeglade.

Hvordan har jeg det med weekendens opvisning og prøver?

Godt!

Lørdag er jeg inviteret til at vise Max og mit HTM-nummer i forbindelse med åbningen af Stestrup WorkingPaws’ hal – vi er i godt selskab med Anita, Anja og Johanna – og det glæder jeg mig meget til. En god gang træning, et godt publikum og Max og jeg er helt klar.

Søndag rallyprøver i Ølstykke. Jeg har helt styr på opvarmning og alt det andet omkring prøven, og er sikker på at Max, Lille Bjørn og jeg får nogle fede oplevelser på banen, og at jeg får en masse hyggeligt selskab og hundesnak ved ringsiden.

Og afslutningsvis kan jeg vel også tillade mig at konstatere, at det på et eller andet plan er et sundhedstegn, at det nu for alvor er ved at blive mørkt om morgenen. I dag kunne jeg ikke få et fornuftigt morgenfoto fra stranden, så billedet blev taget på hjemturen, da vi kom til starten af stien, der fører ned mod vandet.

tirsdag den 11. august 2015

Sundhedstjek


Tirsdag morgen

I går var Max og jeg til anden runde af Johannas klar til DM i rallyhold. Det gik væsentligt bedre end sidste uge. Bedre opvarmning, føreren havde bedre styr på omgivelserne og første gennemgang af 20 skiltes ekspertbanen, gik nogenlunde. Lidt skanning af omgivelser kostede nogle ommere.

De to næste runder gik bedre, og specielt sidste, hvor vi var tre på banen samtidig, gik meget fint. Fin æresplads (sit ved siden af), og vi fik arbejdet med spring, dobbeltspring, fremsendinger, tunnel mv. indimellem.

Supertime.

Bagefter stod vi nogle stykker og talte sammen om DM, årets hund, nerver mv. Og pauser i konkurrencer. Jeg kiggede på min tætpakkede kalender og endte med at beslutte mig for at melde Megan og Max fra vores egen rallyprøve i Osted 6. september. Det er ugen efter DM, prøven betyder ikke noget, hundene får en fridag, og jeg får fornøjelsen at være tidtager med Johanna som dommer og Amanda som sekretær til en uden tvivl superhyggelig prøve – win-win.

I dag tog jeg tidligere fri for at mødes med Kirsten hos Dyrlægerne i Havdrup hvor hundene skulle tjekkes og vaccineres. Alle tre passerede fint. Megan er i fin form, hendes ører fejler ikke noget (fint for spaniel!), bortset fra hørelsen, og hendes (og de andre tænder) er superflotte og uden tandsten pga. de mange kødben, de tygger. Lille Bjørn er også ok og fik som bonus klippet kløerne (det hader han). Max var eksemplarisk og også i fin form.

Kirsten og jeg er ikke enige om hvad Lille Bjørns kampvægt skal være. En udstillingsdommer ville måske sige i underkanten, føreren, der skal konkurrere med ham til lydighed, vil gerne af med omkring et kg. Jeg bad om dyrlægens ærlige mening og vi endte med at konkludere, at det ville være passende at smide 700 g. Godt!

Dette skrives på ugens eneste hundeaktivitetsfri dag.

I morgen er næstsidste runde på Anjas fantastiske sommerhold i HTM/FS, torsdag er der anden dag af Dils Mindfulness for hundeførere, fredag morgen går turen til Bornholm med Megan og Max, lørdag skal de begge op i rally, søndag skal jeg dømme championklasse og Max skal op i ekspertklasse inden turen går hjem.

God uge med masser af spændende oplevelser i vente.