Viser opslag med etiketten Forandringens vinde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Forandringens vinde. Vis alle opslag

søndag den 7. juli 2019

Oprydning/forandringens vinde

Foto: Grafiko.dk

Det er over 5 år siden jeg blev fastansat i Nets, og Lysholdt Consulting blev afviklet, men jeg har aldrig fået ordentlig ryddet op fra dengang. Vi har snart boet 35 år på samme adresse og tingene har det for mit vedkommende med at samle sig. Arbejdsmæssigt er jeg i et dødvande; jeg kan ikke få en seniorordning, og nærmer mig det tidspunkt, hvor jeg endegyldigt går på pension. Hundemæssigt er jeg også i et vadested; med Lille Bjørn på pension og Max, som netop er blevet 8 år, er der stadig muligheder, men der er bestemt også brug for noget nyt.

I dag blev der taget fat på oprydningen. Mit kontor, som er fyldt med alt muligt fra Lyshodlt-tiden, fik starten på en grundig rengøring: en masse regnskaber og bilag blev kasseret og en masse bøger om ledelse og projektledelse ligeledes. En masse elektronik, som bare er blevet gemt væk, efterhånden som nyt er kommet til, blev også kasseret. Turen gik til Miljøcenter Greve, og det hele blev smidt ud. Dejligt håndgribeligt, og så véd man, der ikke er nogen vej tilbage.

Jeg hader i bund og grund at smide ud, så det er stort at komme i gang. Der er nogle gamle hundeblade og rosetter, som jeg ikke rigtigt ville i gang med – alle de minder – men meget andet røg ud. Der var noget praktisk med min trofaste, gamle stationære pc, hvor Dreamweaver har været mit værktøj til at opdatere mange hjemmesider, aktuelt www.bordertoborder.dk og www.sydkystenshundeskole.dk. Det bliver løst sammen med Christian.

Jeg skrev i fredags om mine ændrede planer for Max i rally i 2020. Nose Work og FS har jeg ikke nævnt.

Jeg er helt sikker på at jeg fortsat vil arbejde med Nose Work. FS er jeg mere usikker på, og den gode grund er, at jeg ikke kan svare på hvorfor. Jeg er halvlunken, og det er et dårligt sted at starte. På den positive side er, at jeg synes HTM/FS er en fascinerende sport, som jeg elsker at være en del af. At Max og jeg havde en fin debut i klasse 2, og har et program der kan udvikles til et rigtigt godt klasse 2 program. Men er det det, jeg vil prioritere? Er det, at arbejde med udvikling af FS-programmet vigtigere end at udvikle/finpudse/skærpe rallydetaljer, så vi kan blande os med toppen? Vil jeg prioritere rally, Nose Work OG FS?

Der kommer helt sikkert en afklaring indenfor de kommende uger.

tirsdag den 26. februar 2019

Forandringens vinde


Har du fået armene ned?” blev der spurgt til rallytræningen i onsdags og svaret var ”Det får jeg aldrig!”. Paul 100 % bygger vindmøller og rider videre på succesen.

På arbejdsfronten dukkede et spændende tilbud op, som jeg sagde direkte ja til. En god kollega havde anbefalet mig til et projekt, indenfor et andet område end jeg har arbejdet på de seneste år, og det havde jeg vældig mod på. Der var lidt bureaukrati, der skulle håndteres, men det faldt på plads i fredags, og på fredag er jeg officielt i et andet område. Uofficielt har jeg været i gang på det nye projekt siden sidste mandag, og der er også lavet planer for overdragelse af nogle af mine nuværende opgaver, samt aftalt at jeg følger et par af dem til dørs. Så der bliver masser at se til på arbejdet og jeg glæder mig så meget til at komme ud af det dødvande, jeg har befundet mig i et stykke tid.

Det samme synes jeg ikke gælder mit hundeliv, om end jeg godt kan se, at fokus de sidste par måneder har ligget meget mere på min personlige træning end på hundetræningen. Men den bonner også ud på hundefronten, så der sker ingen skade.

Min hundekalender den kommende måned ser bestemt heller ikke ud, som om jeg er gået i stå  Bare en hurtig oversigt:
  • Nose Work hos Merete med Max
  • Fri ved Fod kursus hos Anja med Lille Bjørn og Max
  • Tricks hos Johanna med Max
  • Fælles HTM-træning med Max
  • Videooptagelser af rallyøvelser med Christina og Tempo
  • Rallytræning hos Amanda med Max
  • NKU-weekend i Oslo med træning af bedømmelser af de nordiske øvelser
  • Introduktionsaften i Collie Klubben om nye rallyskilte og lidt om de nordiske
  • Generalforsamling i Sydkystens Hundeskole
  • Weekend på Bornholm med rallyprøver med Lille Bjørn og Max
  • 3. dag på Rallyinstruktøruddannelsen
Jeg glæder mig meget til det alt sammen, det er skønt at have mulighed for at arbejde med hundesport på flere forskellige fronter. Og hvor jeg nyder at være så privilegeret.


Til aften stod den på Nose Work træning hos Merete med Max. Max var i topform, og hans fører fik lige trænet lidt ekstra i at læse sin dygtige hund. Specielt en situation hos Merete, hvor han havde fanget dynefærten og tydeligt peb, fordi han ikke kunne komme til kilden, og jeg lavede en temmelig uoverlagt markering. Ligeså snart jeg fik ham dirigeret videre, kom han hurtigt til kilden … Det er i det hele taget en fornøjelse at se, hvor ihærdigt han arbejder med problemløsning, og hans markeringer gør mig stadig blød indeni ;-)

På den personlige front skal jeg da også nævne glæden ved at undre sig over mærkelige henvendelser som en invitation til en 55+ dag, hvor man kan høre om overvejelser når man nærmer sig pensionsalderen – og kunne sige nej tak! - og breve om pensioner mv., som man heldigvis kan ignorere (”Hvis vi ikke hører noget vender vi tilbage om et år”).

På motionsfronten popper der bonuseffekter op. Som i søndags da Max og jeg var godt i gang med den røde kløverrute, og så pludselig mødte en dame med en border terrier Maja. Den var også fra kennel Borderhouse, så vi talte sammen i 20 minutter om stort og småt vedrørende border terriere. Max og jeg gik videre, og lige efter måtte vi vente på at tre ældre mennesker kom over vejen med en nytrimmet border terrier Holger, dem fik vi også en snak med.

På mandagsturen mødte vi på stranden en person jeg kender lidt perifert, vi faldt i snak, den pågældende fortalte om sygemelding pga. stress, og så fik vi en længere samtale med bl.a. udveksling af erfaringer på det område. Det er sådanne oplevelser, der bare er en bonus oveni det velvære det giver, at gå daglige ture i al slags vejr. Eneste ”omkostning” er, at Max’ madration er sat lidt op, for man kan tydeligt se på ham, at han ikke mangler motion!

Jeg går og pusler med planer for at få yderligere input til projekt 100 % og ting at forstærke. Jeg overvejer at spørge andre, om de kan komme i tanker om situationer – hundemæssigt eller i anden sammenhæng – hvor de har oplevet mig som 100 %. Jeg prøver det af i en minifokusgruppe lige nu, og afhængig af udfaldet kan det blive til noget større. En form for 360 grader evaluering, hvor trænere, træningsvenner og hundevenner giver input til, hvad 100 % Paul er for en størrelse.

torsdag den 24. januar 2019

Forandringens vinde, mærkelige drømme og god træning

Endnu et godt minde fra en rigtig vinterdag for 3 år siden

Jeg læser mange blogindlæg, men der er ikke ret mange blogs jeg læser fast. En af dem er Berits blog, hvor jeg lige læste det nyeste indlæg Forandringens vinde. Berit kalder den Berits Blog med underteksten ” Indblik i mit liv, på godt og på ondt”; Berit skriver rasende godt, hendes indlæg er altid læseværdige og tankevækkende, således også det sidste.

Jeg kom til at tænke på, hvor meget der er forandret for mig selv i løbet af de sidste 1½ måned, virkelig dramatisk meget, så jeg uden tøven omtaler min måde at leve på som en ny livsstil, både mentalt, fysisk og madmæssigt.

Det giver nogle gange lidt sjove frustrationer, som da jeg i dag ærgrede mig over at min vægt har stabiliseret sig den sidste uge, og ligger i intervaller 81-82 kg, og mit mål er jo 77 kg. Det var først da jeg tænkte mig om, at jeg kom til at tænke på, at for en måned siden ville jeg have været jublende lykkelig for at ligge på det niveau, og selvfølgelig kommer jeg længere ned.

I morges blev jeg for første gang i længere tid rokket mentalt. Der kom lige et par dumme mails, dels noget arbejdsmæssigt (som var ganske uskyldigt, da jeg fik læst det ordentlig), dels privat, noget hundemæssigt, som irriterede mig voldsomt. Jeg agerede på min gamle facon, i stedet for at tage det stille og roligt og overveje situationen. Det gik desværre ud over en, som fik et ret surt svar på en ganske uskyldig og konstruktiv Messenger-besked, inden jeg fik taget mig sammen, undskyldt og forklaret mig.

Det ærgrer mig ret meget, at jeg røg lige i fælden, for det er et godt stykke tid siden sidst, faktisk lidt over en måned siden. Nu har jeg vendt situationen, der udløste min negative ageren, ret meget i dag, og besluttet, at den skal håndteres konstruktivt og hvordan det skal gøres.

Jeg havde en mærkelig drøm forleden, jeg aner ikke hvad den betyder, men her kommer det, jeg kan huske: Jeg er i en butik, eller et spisested, sidder sammen med nogle andre ved et plankebord. Det er ved at være spisetid (frokost?) og der kommer en og stiller en skål med tomater på bordet. Jeg spørger, hvad der ellers kommer, og får at vide, at det er maden. Jeg bliver sur, rejser mig og går ud af lokalet. En person, en kvindelig kollega, kommer efter mig og siger, at der jo er flere steder i nærheden, hvor jeg kan købe noget ordentlig mad. Så blev jeg vækket af vækkeuret …



Tina (den fitte coach) gør sig virkelig umage med at skabe nogle varierede træningstimer for mig, hvor jeg hver gang får nye øvelser, eller udvikling af eksisterende, så jeg hele tiden skal anstrenge mig mere, eller tænke mere, for at få teknikken på plads. Det er rigtigt fedt. Og så lå dagens træning genialt, for alle de dårlige tanker fra om morgenen blev blæst langt væk, og jeg var øm på den rigtigt gode måde bagefter.

Efter eftermiddagsturen med Max havde jeg planlagt at træne zone og blomst med ham, og det gik rigtigt godt, fordi jeg havde sat det op til succes. Zone klarer han, dog ikke med for kraftige fristelser udenfor, men jeg tror han forstår konceptet. Blomst, jeg gik direkte i gang med blå og grøn, han valgte grøn, jeg gjorde det nemmere, stadig med to, han gjorde rigtigt og så byggede vi videre derfra. Til sidst kom Kirsten ud og fik lov at flytte blomsterne rundt og Max lå på den rigtige side af 80 % i succesrate.

Kirsten kom faktisk ud for at fortælle, at Lille Bjørn også ville træne. Han var helt med på, at der vankede godbidder udenfor, så Max og han byttede, og jeg fik trænet højrehandling af rallyøvelser med Lille Bjørn, arbejdet med vores nye stopsignal og sitsignal, og han var som altid fantastisk at arbejde med. Nu, hvor han definitivt er færdig i HTM/FS er jeg nødt til at gå til rally med ham, han vil så gerne arbejde, og jeg bliver i så godt humør af det! Og det er i bund og grund det hundetræning handler om: At have det sjovt sammen med sin hund.