69 fantastiske dage

De første 4 måneder af 2019 er ikke slut endnu, men allerede nu kan jeg konstatere, at det har været mit mest fantastiske hundeår nogensinde.

Jeg har været til 10 prøver med Lille Bjørn og Max, og alting er gået fantastisk. Max vandt to rallyprøver den 9. februar. Lille Bjørn vandt seniorklasse 17. februar og Max bestod sin sidste optræden i Freestyle 1. Max gik to flotte championklasser 23.-24. marts på Bornholm. Den 6. april vandt Lille Bjørn seniorklasse i sin afsked med konkurrencesport og Max bestod i sin debut i Freestyle 2. Den 7. april vandt Max udesøget i Nose Work 1 og den 19. april fik han sin NW1-titel.

Det har været én lang test af, at jeg kunne gøre det rigtige som fører. Og både Lille Bjørn og - ikke mindst - Max har godkendt mig hver eneste gang.

Når jeg ser på det i dag, synes jeg det virker enkelt, men tro mig – og det véd, mine trofaste læsere – det var været en lang, sej kamp at nå der til. Der kommer stadig smuttere, og jeg bliver gal på mig selv, hver eneste gang. Men der bliver færre og færre, og i fredags var der bare ikke nogen fejl. Det var ikke en perfekt dag, men alt det, som jeg synes manglede, blev håndteret løbende, så Max havde en verdensklasse fører med, og jeg var så tilfreds med mig selv, som jeg ALDRIG har været før.

Hvordan kommer vi videre herfra?

Mere af det samme!

Jeg er så bevidst om, hvad der har krævet at komme hertil, og hvad det kræver at fastholde det og komme videre. Jeg bruger alle de dejlige mennesker, som har været bag ved mig i den fantastiske udviklingsproces, og som har troet på mig, nogle gange mere end jeg selv har.

Det er meget, der har været svært. Ikke teknisk, jeg tror alle mine hunde (Megan, Lille Bjørn og Max) var/er ganske veltrænede, og kan ”alt”. Men mentalt, at jeg har skulle forholde mig til, at jeg var anderledes i mange situationer, og påvirkede hundene på en uønsket måde, det har været svært.

At lade være med at tænke på point og resultater, men kun på hvordan Lille Bjørn eller Max havde det, og at vi havde det godt sammen både på og udenfor banen.

Der er så mange ting, der jeg godt kunne tænke mig at nå, og jeg tror inderst inde på, at jeg når det alt sammen, bare jeg lader være med at tænke på det.

Simple but certainly not easy 😉

Billedet har Kirsten taget, da vi spiste frokost på Herthadalen i dag. Jeg skriver nok om den frokost i morgen, men hold da op, hvor var den fantastisk. Og jeg ser så tilfreds ud, som jeg kan være efter 69 dage med fantastiske hundeprøver.

Forandringens vinde

”Har du fået armene ned?” blev der spurgt til rallytræningen i onsdags og svaret var ”Det får jeg aldrig!”. Paul 100 % bygger vindmøller og rider videre på succesen.

På arbejdsfronten dukkede et spændende tilbud op, som jeg sagde direkte ja til. En god kollega havde anbefalet mig til et projekt, indenfor et andet område end jeg har arbejdet på de seneste år, og det havde jeg vældig mod på. Der var lidt bureaukrati, der skulle håndteres, men det faldt på plads i fredags, og på fredag er jeg officielt i et andet område. Uofficielt har jeg været i gang på det nye projekt siden sidste mandag, og der er også lavet planer for overdragelse af nogle af mine nuværende opgaver, samt aftalt at jeg følger et par af dem til dørs. Så der bliver masser at se til på arbejdet og jeg glæder mig så meget til at komme ud af det dødvande, jeg har befundet mig i et stykke tid.

Det samme synes jeg ikke gælder mit hundeliv, om end jeg godt kan se, at fokus de sidste par måneder har ligget meget mere på min personlige træning end på hundetræningen. Men den bonner også ud på hundefronten, så der sker ingen skade.

Min hundekalender den kommende måned ser bestemt heller ikke ud, som om jeg er gået i stå  Bare en hurtig oversigt:

• Nose Work hos Merete med Max
• Fri ved Fod kursus hos Anja med Lille Bjørn og Max
• Tricks hos Johanna med Max
• Fælles HTM-træning med Max
• Videooptagelser af rallyøvelser med Christina og Tempo
• Rallytræning hos Amanda med Max
• NKU-weekend i Oslo med træning af bedømmelser af de nordiske øvelser
• Introduktionsaften i Collie Klubben om nye rallyskilte og lidt om de nordiske
• Generalforsamling i Sydkystens Hundeskole
• Weekend på Bornholm med rallyprøver med Lille Bjørn og Max
• 3. dag på Rallyinstruktøruddannelsen

Jeg glæder mig meget til det alt sammen, det er skønt at have mulighed for at arbejde med hundesport på flere forskellige fronter. Og hvor jeg nyder at være så privilegeret.

Til aften stod den på Nose Work træning hos Merete med Max. Max var i topform, og hans fører fik lige trænet lidt ekstra i at læse sin dygtige hund. Specielt en situation hos Merete, hvor han havde fanget dynefærten og tydeligt peb, fordi han ikke kunne komme til kilden, og jeg lavede en temmelig uoverlagt markering. Ligeså snart jeg fik ham dirigeret videre, kom han hurtigt til kilden … Det er i det hele taget en fornøjelse at se, hvor ihærdigt han arbejder med problemløsning, og hans markeringer gør mig stadig blød indeni ;-)

På den personlige front skal jeg da også nævne glæden ved at undre sig over mærkelige henvendelser som en invitation til en 55+ dag, hvor man kan høre om overvejelser når man nærmer sig pensionsalderen – og kunne sige nej tak! - og breve om pensioner mv., som man heldigvis kan ignorere (”Hvis vi ikke hører noget vender vi tilbage om et år”).

På motionsfronten popper der bonuseffekter op. Som i søndags da Max og jeg var godt i gang med den røde kløverrute, og så pludselig mødte en dame med en border terrier Maja. Den var også fra kennel Borderhouse, så vi talte sammen i 20 minutter om stort og småt vedrørende border terriere. Max og jeg gik videre, og lige efter måtte vi vente på at tre ældre mennesker kom over vejen med en nytrimmet border terrier Holger, dem fik vi også en snak med.

På mandagsturen mødte vi på stranden en person jeg kender lidt perifert, vi faldt i snak, den pågældende fortalte om sygemelding pga. stress, og så fik vi en længere samtale med bl.a. udveksling af erfaringer på det område. Det er sådanne oplevelser, der bare er en bonus oveni det velvære det giver, at gå daglige ture i al slags vejr. Eneste ”omkostning” er, at Max’ madration er sat lidt op, for man kan tydeligt se på ham, at han ikke mangler motion!

Jeg går og pusler med planer for at få yderligere input til projekt 100 % og ting at forstærke. Jeg overvejer at spørge andre, om de kan komme i tanker om situationer – hundemæssigt eller i anden sammenhæng – hvor de har oplevet mig som 100 %. Jeg prøver det af i en minifokusgruppe lige nu, og afhængig af udfaldet kan det blive til noget større. En form for 360 grader evaluering, hvor trænere, træningsvenner og hundevenner giver input til, hvad 100 % Paul er for en størrelse.

100 %

Den 9. februar gik Max og jeg vores livs 2 bedste rallyprøver. Den 10. februar skrev jeg til Anja, for at aftale en coachingsession. Den 11. februar skrev jeg Fly Me to the Moon og på Facebook skrev jeg i forbindelse med opslaget: ”Når noget jeg ikke har drømt om kunne ske, hvad kan det så ikke blive til, når jeg sætter ord på drømmene, planlægger og gør drømmene til virkelighed? Max og jeg kan flyve hvorhen det skal være!!!”

Coachingsessionen fandt sted i går aftes, det var den femtende over en periode på næsten fire år, den seneste var 9. juli 2018 omtalt i Planer og træning.

Jeg er altid velforberedt til coachingsessionerne, men i går var jeg ekstra velforberedt. Der var så meget, jeg skulle fortælle: tanker, oplevelser, resultater, følelser og jeg var nødt til at skrive det ned på forhånd dels for at få det hele med, dels for at få kronologien på plads, fordi den var vigtig for mig. Jeg blev helt høj af at forberede mig.

Jeg tog udgangspunkt i den forrige session, hvor jeg bl.a. noterede: ”Samtalen blev drejet over på Max, ved at Anja spurgte til min sprogbrug: jeg, han, Lille Bjørn, Max vs. VI. Jeg fortalte om Max og mig, og Anja kunne fortælle mig at mit kropssprog, min attitude, mine følelser, ALT afslører, hvor forskelligt jeg agerer overfor Lille Bjørn og Max.

Jeg brugte selv Mads Skjerns forhold til et par af sine børn: Lille Bjørn er Inger, som ikke kan gøre noget galt, Max er Daniel, som ikke lever op til fars forventninger, uanset hvad.” [PS: Citatet er korrekt, men pigen hedder Ellen, ikke Inger!].

Det har affødt en masse. Det samme har stress, psykologbesøg, konstatering af risiko for diabetes 2, kostomlægning, anvendelse af fitness coach, en besked der startede ”Jeg gad bare godt, hvis du ville lade være med …”. Summen har været noget, jeg kaldte den nye Paul, men som Anja mente skulle hedde Paul 100 %. Jeg er ikke blevet en anden, jeg er blevet meget mere mig selv!!!

Alt ved mig fortalte, at det var Paul 100 % der var til coaching: mit kropssprog, min begejstring, mit ordvalg.

Jeg fortalte om alt det, jeg havde nået med Lille Bjørn siden sidst, og hvordan jeg havde planlagt en ærefuld nedtrapning inden han skal pensioneres – han skal danse af i HTM, han skal til sine sidste danske og svenske rallyprøver, han skal til DM og Årets Hund i rally juniorklasse, og han skal arbejde videre i Nose Work.

Derefter fortalte jeg om det, jeg havde nået med Max, om prøverne 9. februar og 17. februar, om de sidste træninger, om hvilke fantastiske følelser de havde givet mig, og hvilke fantastiske følelser det gav at tænke tilbage på dem og at fortælle om dem.

Max og jeg har udviklet vores samarbejde i udtalt grad og mit hovedmål i 2019 er at udvikle det samarbejde yderligere. Vi skal til DM og Årets Hund i rally, vi skal kvalificere os til rallylandsholdet. Vi rækker ud efter stjernerne og vi når dem! På et tidspunkt i sessionen grinede Anja og sagde at jeg var i fuld gang med at coache mig selv (jeg ved det 😊).

Men som altid kom vi over i den svære fase, hvor jeg skulle sætte ord på følelserne og tale om, hvordan jeg kunne betinge dem, med henblik på at kunne genskabe dem, når der var brug for det. Det lød enkelt og det er meget sværere – at bevidstgøre følelserne. Der er virkelig noget at arbejde videre med: at konkretisere det, jeg føler indeni; give det form, farve, sjæl …

Max og min rejse mod stjernerne er kun lige startet …