Viser opslag med etiketten Hønsehuset. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hønsehuset. Vis alle opslag

søndag den 10. marts 2024

Glæden ved rally – en skøn weekend på Bornholm ❤️

En kæmpe jubilæumskage (foto: Birgitte Lous)

En ikke uvæsentlig sideeffekt af en periode med ufrivilligt fravær fra rally både som udøver og dommer er, at glæden ved at vende tilbage. Og ikke bare vende tilbage, men vende tilbage og kunne mærke, at det er noget, jeg har savnet rigtigt meget.

Jeg skrev i et blogindlæg sidste lørdag om Ottos første prøve i over 14 måneder og jeg har skrevet lidt om mine prøver med Max, hvor jeg faktisk først i lørdag, synes jeg var i min ”gamle” form.

I weekenden har jeg for første gang i over 4 måneder været dommer, jeg var inviteret til at dømme prøver lørdag og søndag i Hønsehuset på Bornholm, inviteret af Kreds 8 ved Birgitte Lous.

Hold da op en dejlig oplevelse, jeg nød begge dage i fulde drag. Lørdagen startede med begynderklasse, hvor jeg startede en anelse rustent. En kuglepen som ikke var varmet op (!) og en dommer, der pludselig huskede, at nu skulle der ikke stoppes ved 70 … Men hurtigt kørte det, og jeg kunne nyde at dømme og at give feedback i fulde drag.

Jeg havde fortalt Birgitte, at jeg havde taget en præmie med til en deltager i hver klasse lørdag, fordi det var min prøve nr. 200 som dommer.

Hun tog helt fusen på mig, som man kan se på billedet: hun havde organiseret at Kreds 8 gav en flot kage i anledning af jubilæet. Den smagte fantastisk, men endnu mere fantastisk var tanken – jeg blev meget overrasket og meget, meget glad.

Der ligger en oversigt over alle prøverne og banerne her

Lørdagens begynderbane

Banerne til lørdag blev jeg selv lidt træt af … udgangspunktet var at jeg gerne ville se en spiral højrehandlet, og i min visdom havde jeg så først en venstrespiral venstrehandlet, sideskift og så en højrespiral højrehandlet. Så jeg fik gået spiral mange gange ved banegennemgangene og set rigtigt mange gå spiraler 😉 Deltagerne var naturligvis superdygtige også til det!

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Birgitte, som organiserede det hele, Margit, som var sekretær begge dage, og alle de andre søde og hjælpsomme mennesker, der gjorde til en pragtfuld rallyweekend, en af dem jeg aldrig vil glemme.

Lørdag aften havde jeg booket bord på Râzapâz – hvor jeg har været fire gange tidligere. Ordveksling da jeg kom - jeg ved ikke hvad hun hedder, men jeg har talt med hende ved tidligere besøg:

Er du Paul?

Ja. Er det fordi jeg er den eneste der har bestilt, eller fordi du kan huske mig?

Begge dele 😊
Desserten

Så følte jeg mig ekstra velkommen, og fik selvfølgelig noget dejlig mad og nogle skønne vine til. Forårsruller, naturligvis deres tatar, ”Wannabe Wellington” (okse i butterdej) og så blev jeg sørme fristet til en basilikum is med granité og crumble. Dertil Cava fra Castellblanc, Chardonnay 2018 fra Babich (New Zealand), Vega Real El Empecinado 2018 (Ribera del Duero), Ballorin Pinot Noir (Bourgogne) og en Riesling Spätlese 2020 (Tyskland), jeg fik ikke tjekket navne ordentligt ☹

Et superhyggeligt sted, venlig og imødekommende betjening; min tjener var meget opmærksom på om jeg kunne lide vinene, så jeg smagte et par af dem først. Men i bund og grund var jeg kun interesseret i at smage noget spændende vin, og de to røde bad jeg om samtidig, så jeg kunne smage dem mod hinanden til Wellingtonen. En dejlig oplevelse! Jeg siger hver gang at jeg kommer igen, og det håber jeg også bliver tilfældet næste gang jeg kommer til Bornholm.

Championbanen søndag

Søndag i Hønsehuset blev også en dejlig oplevelse, min bane var hurtigere end den om lørdagen – to spiraler tager altså tid. Faktisk gik prøver så meget hurtigere end lørdagens, at der blev organiseret ændring af min hjemrejse fra 18:30 til 14:30, fire timer tidligere hjem end planlagt, det var ikke dumt.

Udover en masse virkelig flot rally – der var et virkelig højt niveau i alle klasser – var der nogle ting som gjorde mig ekstra glad. En debutant, som efter prøven i dag kom hen til mig for at takke mig for at have givet hende nogle rigtigt gode oplevelser og anvendelig feedback i weekenden; jeg elsker at kunne give alle gode oplevelser i og udenfor ringen, men det betyder ekstra meget, når det er helt nye i rallysporten.

Det der gjorde mig allergladest, og jeg har fået lov til citere hende, var at Lone Rahbek, lige før en banegennemgang i alles påhør sagde (råbte 😊): ”Hvor er det dejligt at se dig tilbage igen!”. Jeg takkede hende en ekstra gang til aften og hendes svar får lov at afslutte dette blogindlæg: ”Det var så lidt. Det strålede ud af dig hvor glad du var. ❤️”

mandag den 14. marts 2022

Endnu en dejlig weekend på Bornholm

Max med en flot roset :-)

Weekenden stod i rallyens tegn, som så ofte før. Og endnu engang gik turen til Bornholm, hvor jeg skulle op med begge hunde lørdag og dømme søndag. 

Første stop da vi ankom var traditionen tro Kanondalen, hvor vi gik en tur i området omkring Kastellet. Derfra kørte vi til Hønsehuset, hvor Annette Bonderup Olesen skulle dømme. 

Hendes øvet bane kan ses her: 


Hele forløbet frem til jeg skulle op med Otto var som planlagt inkl. belønning med legetøj inden vi gik på banen. Otto gik superflot. Han var på fra start, han kom lidt på afstand indimellem, men blev hos mig. Selvom vi have et par ommere som begge mislykkedes, var halen i fuld gang hele tiden, så jeg har også håndteret dem ok. 

Annette fortalte, at der var et par gange, hvor han var ved at snuse, men valgte mig til, og det er jo skønt! Fedt fokus og en rigtig dejlig prøve. 

Jeg talte kort med Liv lige efter prøven, jeg havde bare brug for at fortælle om deen og det var skønt at få fortalt om den gode oplevelse.

På Sose Strand

Der var god tid inden championklassen så vi tog til Sose Strand, nød det gode vejr og at hunden kunne løbe løs.

Championbanen kan ses her: 



Jeg afprøvede en lidt ændret start ved at lave flere bakker inden vi skulle ind og lige da vi var kommet ind og det virkede rigtigt godt: Max var på fra start. Jeg havde den fedeste følelse hele vejen: jeg mistede ikke fokus et splitsekund, jeg havde den rette grad af anspændthed og det føltes bare som det skulle. 

Jeg kan også mærke at mit fokus på nordisk træning med Max virkelig har rykket os på flere områder. Flotte, skarpe vendinger og større præcision i fodarbejdet i mange øvelser. 

Det var en af vores allerbedste prøver ever, og ja dem er der efterhånden en del af, heldigvis. Jeg havde tårer i øjnene bagefter og så er det altså supergodt og jeg ved vi begge har givet alt ❤️ 

Jeg skrev med Karina lidt efter prøven og takkede for nogle tips jeg fik i onsdags og afprøvede bl.a. en ændret kommando til sideskift om kegle, som virkede perfekt. Det er lækkert, når man kan justere lidt og få en tydelig positiv effekt med det samme. 

Som bonus fik Max 97 point, fik sin anden sølvpind og blev 2. vinder 👍 

Kammusling

Selleri

Kulmule

Tiramisu

Aftensmaden fik jeg på restaurant 1B i Svaneke. Menuen:
  • Snacks: Popcorn & Trøffel. Cava
  • Kammusling. Stenbiderrogn – Peberrod – Calvados. 2020, Gabel, Sauvignon blanc, Pfalz
  • Selleri. Vallesauce – Svampe – Smør. 2006, Heyl zu Herrnsheim, Riesling kabinett, Magnum, Rheinhessen
  • Kulmule. 2016, Dr Heger, Spätburgunder, Baden
  •  “Tiramisu”. Salt Karamel – Mascarpone – Kakao. Vores egen sammensætning af limocello og mousserende vin.
Der er mulighed for en ”Køre vinmenu”, så jeg fik mulighed for at smage alle vinene. 

Jeg vil gerne sende en masse roser til det for mig helt nye bekendtskab, hvor jeg fik et dejligt måltid, nogle spændende vine og fin betjening. Et dejligt første møde, og jeg håber jeg kommer igen en dag.

Jeg fik også opsummeret mine oplevelse af prøverne i forhold til mine mål. Med Max: fortsat fokus på starten, så den bliver helt flydende. Generelt: Fortsætte det vi allerede gør 😊 Med Otto: vi skal også fortsætte det vi har gang i. Og så skal vi køre kampagne på sit-stå 😉 

Søndag skulle jeg dømme. Mine baner ligger her. Jeg synes de havde passende sværhedsgrad. Jeg har en tommelfingerregel om, at hvis der er god spredning af resultater med IB'er på alle baner, flotte point i toppen og lidt indimellem, så er det ikke helt skævt. 

Vi er klar til at løbe ned til vandet!

Max og Otto var lidt ude indimellem og jeg lovede at vi skulle til vandet, når prøven var slut. Vi tog til Sose Strand og gik en tur, der var ikke et øje.


Jeg spiste tidlig aftensmad på café Gustav i Rønne (pariserbøf), inden vi sluttede af med en kort tur ved Kanondalen.

Hundene (og jeg!) var godt trætte efter den weekend, men på den gode måde for alles vedkommende ❤️

søndag den 29. november 2020

Årets sidste tur til Bornholm

1. vinder i Championklasse (foto: Ditte)

I går gik turen for fjerde gang i år til Bornholm. Vi holdt sommerferie med svenskerne den sidste uge i juni, jeg var til rally 12. juli og 8.-9. august, begge gange som både udøver og dommer. I går var det igen i rallysammenhæng, men ”kun” som udøver, en super hyggelig tur med Lonni.

Jeg kørte hjemmefra 6:25 og hentede Lonni ved DKK. Da vi kom til Ystad lidt i 8 var bilerne allerede ved at køre af færgen, og inden der var gået 5 minutter, var vi ombord.

Da vi kom til Rønne kørte vi til Kanondalen, og hundelufteturen gik ned til stranden. Vi havde god tid, for pga. Covid-19-tidsplanen måtte vi først komme til parkeringspladsen ved Hønsehuset 10:50.

Der var i alt 7 hunde i championklasse, de første 3 havde været oppe, før vi ankom.

Max var på som nr. 3 af de sidste 4, opvarmningen var som den skulle være, og jeg havde den rigtige følelse indeni. Der var lidt træghed i starten, men Ditte sagde i sin feedback, at Max’ hale var kommet op, da vi var kommet forbi første kegle i første øvelse - 8-tal med sideskift – og derefter var der ingen problemer. Vi måtte lave anden øvelse om - sideskift om kegle fra højre side – fordi Max fokuserede så meget på mig, at han ikke reagerede på min kommando, ellers kørte det fint. Næstsidste øvelse – hund snur rundt på højre side - skulle udføres tæt på et spring, og jeg trak væk fra det, men blev lidt for anspændt og gav min kommando for sent, så det blev også en ommer. Netto endte vi med 2 ommere og 4 1’ere (snus og skæv), i alt 90 point og en rigtig god følelse, som ikke blev dårligere af Dittes fine feedback.

Præmieoverrækkelsen blev en ekstra bonus, sørme om de 90 point ikke rakte til en 1. vinder ud af 7. Det er bestemt ikke hverdagskost for os at vinde den klasse, under frokosten bad Lonni min tjekke, og ja, det er kun fjerde gang på 140 championprøver Max har vundet, forrige gange var 9. februar 2019 (hvor han vandt to gange). Fed fornemmelse 😊

Lonni og Morgan blev nr. 5 med 80 point, meget flot gået. De var ikke oppe i rally 2018, 3 gange i 2019 og så i går 😉

Perfekt selskab til en skøn frokost :-)

Da vi selvfølgelig skulle hurtigt afsted, så de næste deltagere kunne komme til, kørte vi til Rønne, hvor jeg havde bestilt bord på Det Røde Pakhus. Vi kunne parkerede lige overfor, så vi kunne se bilen fra restauranten, og vi fik en virkelig skøn frokost. Et dejligt overskueligt frokostkort med omkring 10 forskellige stykker smørrebrød. Lonni valgte et stykke med mørksej og et stykke med kyllingesalat.

En udsøgt sildemad!

Jeg valgt sild med ingefær/soya og æg samt tatar. For at fejre førstepræmien 😊 skulle vi naturligvis have en Svaneke julebryg til. Et fantastisk lækkert måltid og masser af ros til Ivan for fin betjening. Vi kan anbefale Det Røde Pakhus på det allervarmeste. Jeg kommer helt sikkert igen.

Efter frokost gik vi en tur ned til vandet og langs Nordre Kystvej, forbi Griffen og tilbage ad Store Torvegade. Klokken var blevet omkring halv tre, men vi måtte først komme tilbage til Hønsehuset halv fire, så vi kørte til Torvehal Bornholm, og derfra lidt rundt. Pludselig var vi i Hasle og kørte derfra til Hønsehuset.

Heldigvis var vi kun fire i begynderklasse, så Lonni måtte komme med ind og kunne holde Otto under banegennemgangen. Vi skulle starte som nr. 1, der var lidt snus i starten, vi måtte lave sit om (han var på vej ned i dæk, måske ikke helt nede, men jeg valgte at lave øvelsen om alligevel), og ellers var han ok på.

Det var tydeligt, at han cirka halvvejs begyndte at blive lidt frustreret (manglende belønning), det er noteret, at vi skal træne mere systematisk at variere belønningen i forhold til tid.

Vi endte med 90 point, der var ommere, 4 x snus og 3 x 1 som jeg ikke kan huske hvad var for. Men først og fremmest en rigtig god følelse 😊 Otto var på hele vejen, og at der var lidt snus, kan jeg dårligt fortænke ham i ved hans første besøg overhovedet i hallen.

Vi havde været hjemmefra i over 9 timer, han havde været i bilen det meste af tiden, og det var ikke lang tid vi havde varmet op. Det var supersejt arbejdet af Otto!!!

De 90 point rakte til en 4. vinder på dagen.

Tak til DKK Kreds 8 med Birgitte Lous i spidsen for et virkeligt flot arrangement, hvor der under de besværlige vilkår alligevel kom et fornuftigt flow i prøverne. Og tak til Ditte for nogle fine baner, ikke mindst en finurlig championbane, og god feedback.

Rønne By Night (foto: Lonni)

Rønne Havn (foto: Lonni)

Mindesmærket for faldne søfolk under 2. verdenskrig (foto: Lonni)

Der var et par timer til færgen skulle sejle, så vi kørte til Rønne og parkerede på Kirkepladsen ved Sankt Nicolai Kirke, og gik en tur og nød det skønne, kølige vejr, og hundene fik snuset af.

Hjemturen var uden problemer, selvom vi undrede os over, at der var SÅ lidt trafik. Vi landede ved DKK 21:20 og jeg var hjemme fem minutter efter.

15 timer hjemmefra, for at gå 3 rallyprøver, der tilsammen varede under 7 minutter. Som alle hundenørder ved, kan regnskabet slet ikke gøres op på den måde 😉 Det var en superhyggelig dag. Lonni og jeg fik talt om alt mellem himmel og jord, bl.a. fik jeg genopfrisket hele mit hundeliv fra Terry til Otto den anden, og tiden fløj afsted. Tak Lonni for det allerbedste og hyggeligste selskab!

Aftenen blev rundet af med denne øl fra Det Lille Bryggeri.

mandag den 25. marts 2019

En dejlig weekend på Bornholm

Præmieoverrækkelse championklasse lørdag

Jeg har haft en virkelig dejlig weekend på Bornholm. Jeg opfattede det selv, som det foreløbige højdepunkt af træningen ikke af Lille Bjørn, ikke af Max, men den sværeste af dem alle sammen: mig selv!

Det er kun 6 uger siden jeg havde en fantastisk dag To strålende prøver med Max – nu Rally Super Champion, jeg omtalte det som ”Dagen i dag var den mest fantastiske jeg har oplevet som hundefører.”

Men der skete noget den dag, som i mit hoved fyldte ret meget. Jeg nævnte det i blogindlægget dengang ”Der var en enkelte lille ting jeg ærgrede mig over, men det var uden Max, så det betød kun noget indeni mig …”.

Men det fyldte og jeg blev mindet om det flere gange, og derfor var det helt klart noget, jeg skulle arbejde med inden turen gik til Bornholm. Og det blev der i den grad. Bl.a. skrev jeg Rallymanifestet, som forhåbentlig mange har haft glæde af at læse, men i bund og grund var min måde at holde mig selv op på nogle løfter, jeg havde givet mig selv.

Hvordan gik det så?

Jeg starter med mine to Facebook-opslag, og så kan jeg jo supplere dem 😊

Dag 1 i Hønsehuset. Mit fokus var 1. Rette stemning. 2. Smil. 3. Næste moment. Det lykkedes og jeg har en usædvanligt god følelse indeni, fordi jeg kunne mærke at jeg gjorde det, jeg havde lovet mig selv og støttede Max fint. Han var ikke helt tryg ved hallen, og det kostede lidt - vi fik 86 point og blev nr. 16 ud af 18(!). Sjældent har jeg følt så meget ægte glæde over et pointmæssigt ikke prangende resultat - men feedbacken fra både dommer (Anita Jakobsson) og tilskuere (især Conni Hansen og Birgit Dahlgren) om hvor tydeligt det var, at jeg støttede Max godt og ikke blev irriteret på noget tidspunkt, den betød alt!

Mathilde var oppe i juniorklasse med først Max. Han synes sit foran skulle forbedres med en twist, og da der var tre af dem endte det med IB.

Til gengæld var Mathilde og Lille Bjørn stjerner og fik 98 point 😀 De blev nr. 2 ud af 6.

Som ekstra bonus fortalte Christina Ulrich Pedersen at han var meget mere smidig i ryggen end tidligere, og det er jo dejligt at høre.”

Dag 2 i Hønsehuset. Juniorklasse. Mathilde og Max 83 point og 5. vinder. Mathilde og Lille Bjørn 87 point og 4. vinder. Championklasse. Max 92 point og 12. vinder af 16. Igen super god følelse men benhård konkurrence i klassen, Det skulle mindst 94 point til at komme i top 10 til Årets Hund.

Status juniorklasse: både Max og Lille Bjørn skulle være sikre på at komme til DM, og Lille Bjørn til Årets Hund. Max' og mit samarbejde udvikler sig fantastisk og vi arbejder støt videre.

Tak til DKK Kreds 8 alias Ditte Wolsted og Kimmie Wolsted for superarrangement. Tak til dommerne Anita Jakobsson og Amanda Haue Jakobsson for fede baner, god feedback og superhyggeligt selskab og tak til alle andre, der var en del af en skøn rallyweekend 😀”

Nå, vil læserne måske tænke, hvordan kan sådan en weekend matche en weekend, hvor Max og jeg vandt to championklasser, fik to supercerter og blev DKRSCH???

Det kunne den, fordi jeg kunne mærke at jeg gjorde det rigtigt hele weekenden. Nogle eksempler:
  • Max’ i championklasse lørdag hos Anita. Han var bestemt ikke helt glad ved hallen. Jeg bevarede roen hele vejen, og det havde Paul < 100 % ikke gjort. Anita roste for det i sin feedback, og Conni og Birgit gjorde det i den grad bagefter. Man kan sige meget om mig, men mit kropssprog er meget let at læse, så jeg kan ikke snyde hverken Max eller andre: Hvis jeg ser glad ud, så ER jeg glad, og det var jeg!
  • Jeg smilede ÆGTE under præmieoverrækkelsen, da jeg blev kaldt op som nr. 3 af 18, og der er helt bevidst at fotoet fra oven er præcis fra den præmieoverrækkelse. Jeg var glad for mine 86 point, som altså rakte til en 16. plads.
  • Amanda, Anita, Christina og jeg spiste en dejlig middag på Griffen Spa Hotel lørdag aften, og jeg kunne helt ærligt fortælle dem, at jeg havde en bedre følelse indeni end den 9. februar, fordi jeg ikke havde begået nogen fejl. Jeg havde været 100 % tro mod mine løfter overfor mig selv og overfor andre.
  • Max i championklasse søndag hos Amanda. Han startede med at løbe ud til tidtageren, men kom tilbage da jeg kaldte; da vi kom til skilt 4, det stationære skift side foran, skete der et eller andet da han kom fra højre til venstre og jeg måtte lave øvelsen om. Jeg fik ham på plads på højre side, trak vejret dybt, og smilede til Max og mig selv, og så gik vi videre. Vi mistede 2 point på resten af banen. Præcis dér var jeg Paul, som allerbedst. Under feedbacken smilede jeg til Amanda – som jeg jo også træner hos - og spurgte om jeg havde smilet rigtigt. Og hun sagde, at det var tydeligt, at jeg netop ved skilt 4 var lige ved at blive irriteret, men havde gjort, som jeg lige har beskrevet, og at det var præcis det, der havde gjort prøven til en succes.
  • Under præmieoverrækkelsen blev vi kaldt op som nr. 5 ud af 16, en 12. plads, ikke point til Årets Hund. Lige dér, kunne jeg mærke lidt ærgrelse. Den forsvandt et øjeblik efter, da Pernille, som blev nr. 11, fortalte, at hun var blevet nr. 11 begge dage. Tja, sådan er gamet. Niveauet er vildt højt i championklassen, og der er bare ikke råd til 3’ere, hvis man vil ende i toppen.
Så ingen diskussion: Det var en dejlig weekend, og jeg levede op til alle mine mål. Det er meget, meget tilfredsstillende, og jeg har bare fået endnu mere blod på tanden, til at fortsætte arbejdet med mig selv og Max.

mandag den 28. august 2017

Træning i Hønsehuset

Hundene på arealet bag ved Baltic Sea Glass

Det er vist ikke den mest spændende ferie for hundene. Der er ikke rigtig mulighed for at løbe løs. De er selvfølgelig med på alle turene, men kommer også i bilen, når vi spiser om aftenen, for når der ikke kan lukkes af og der er to små børn, bliver det ret bøvlet, hvis hundene også er der.

Morgenhimlen over Rønne
 
Jeg havde booket Hønsehuset 1 time til morgen, og det var ret lækkert at stå tidligt op, fodre hundene, gå en tur, færdiggøre blog om besøget på Kadeau i går og så gå køre til træning i den skønne hal.
Max med to dejlige stykker legetøj

Jeg havde ikke undersøgt om der var musikanlæg i hallen, men de var der, og så var det lige til at gå til træningen.

Motivation – jeg havde et læs friske skinkestykker med & to friske stykker legetøj & en 100 % konstruktiv tilgang. Det ene legetøj overlevede dagens træning, det andet ikke. Begge hunde var vilde med dem begge.

Max FS. Fuldt nummer to gange med musik og masser af godbidder og legetøj. Udover fokus på Max arbejdede jeg mest med mit eget bevægelsesmønster.

Max 6+. Vi arbejdede med startpositionen, og fik fuldt nummer to gange med musik og masser af belønning. Jeg havde glemt stokken men en tværpind til et spring fungerede fint.

Max rally. Vi arbejdede med sideskift, vendinger og bakninger.

Klar til at træne bak

Lille Bjørn HTM. Vi gik fuldt nummer med musik to gange, og arbejdede særskilt med starten (bakningen). Lille Bjørn er bare totalt tændt og arbejder med en energi, som jeg bliver gladere og gladere for. Han vil gerne arbejde lange stræk for en belønning, og legetøjet bringer ham yderligere op i gear. Fantastisk dejligt.

Lille Bjørn rally. Vi arbejdede med sideskift, bakning, fremsendinger til kegle og felt samt dobbeltspring

Max rally. Jeg sluttede med Max og samme rally som Lille Bjørn ovenfor.,

En times intensiv træning, masser af skønt hundearbejde, nogle ting der ikke fungerede, som der blev rettet op på, og god energi fra begge hunde, men allermest fra Lille Bjørn. En skøn måde at starte dagen på.

Visdom fra Gudhjem

Tilbage på hotellet fik jeg morgenmad med resten af familien. Kirsten og jeg startede dagens tur med at besøge Bente Hammer i Nyker, derfra tog vi til Baltic Sea Glass i Gudhjem, frokost med hele familien på røgeriet i Gudhjem, en softice i Snogebæk, en eftermiddagsøl på hotellet, og så fælles middag på vores værelse med diverse lækre fisk og skaldyr.

Programmerne for weekendens prøver i Vejen er kommet og det ser supergodt ud. Jeg starter med 2 x rallychampion lørdag, og så er der god tid inden FS med Max og derefter tre hunde inden Max og jeg skal op i 6+. Som Anita skrev: ”Afstand mellem fs og 6+ bliver slet ikke noget problem. Tvært i mod er det sikkert bare godt for Max, han skal bare være med til omklædningen og ikke holdes af andre så han bliver ked af det - så er han med garanti varmet godt op og helt klar!”

Søndag ligger championklasse sidst, der er præmieoverrækkelse derefter for alle klasser, og det passer jo helt perfekt.