For over to år siden skrev jeg blogindlægget Pardon me, if I'm sentimental, om min 1. klasse og gensynet med den, og om at hundene var ved at blive gamle. Og sådan noget.
I dag er vi alle blevet et par år ældre, og nu synes jeg ikke vi er ved at blive gamle :-)
Der har været masser af reaktioner på artiklen i Hunden, og der dukkede en masse minder op, må jeg erkende. Jeg kom til at lede efter Nørdklubben og fandt Generalprøve på Lydighedsprøve - den 5. april 2009, det var dengang Nørdklubben startede og dette arrangement, i Anitas ”baghave”, havde Conni som dommer og deltagelse af Anita og Django, Catja og Zazu, Camilla Dindorp og Nova, Paul og Lille Bjørn, Katrine og Laika, Camilla Dinesen (nu Johannessen) og Emma samt Paul og Megan.
Bortset fra Nova og Laika lever de alle, og bortset fra Django er de alle konkurrenceaktive endnu.
Ganske banalt kom jeg til at tænke på det med at leve livet, mens man kan. Vi aner ikke, hvad der sker i morgen, og det ville være skrækkeligt at ærgre sig over det, man ikke fik gjort, når det var for sent at gøre det om.
Jeg kom til at tænke på nogle fotosessioner med Megan En stille dag på kontoret, med Laila Stender Bonde, og Bobler, med Anne Gisselø.
Hold op, hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det i tide.
Og efter at have læst artiklen i Hunden og nydt de fantastiske fotos, har jeg bare besluttet, at jeg skal have en fotosession til hos Anne med Megan (og de andre hunde).
Der kom et opslag fra Hougaard&Hund (Tina Hougaard-Nielsen) tidligere FuzzyAnimals om en uofficiel Nose Work prøve, og da der kun må deltage én hund pr. fører tilmeldte jeg naturligvis Megan.
Jeg behandler hende, som jeg gerne selv vil behandles :-) Vi er lidt oppe i årene, men vi er friske, og så længe vi er det, så er vi altså ude og træne og konkurrere.
Jeg kom også til at tænke på, hvad der ville have været anderledes, hvis ikke vi havde været så heldige, at Megan blev en del af familien for over 13 år siden.
Uha, det tør jeg ikke tænke på …
Der var så uendelig meget, jeg var gået glip af. Der var sikkert sket en hel masse andet spændende, men helt ærligt, jeg har ikke fantasi til at forestille mig noget bedre, end det jeg har oplevet.
Der er så mange mennesker jeg har lært at kende i hundeverdenen, så mange, jeg synes jeg har mere end en hej-relation til, så mange jeg ville savne, hvis jeg ikke var en del af hundeverdenen.
Så jeg vil dedikere denne sentimentale blog til alle mine hundevenner. I betyder alle noget for mig!!!
Til allersidst: Jeg kom også til at tænke på Jørgen Lund, som ved et arrangement for mange år siden, fortalte om det gode spørgsmål han og hans hustru stillede sig selv en gang om året: ”Har du det liv, du godt vil have?”
Det er et RET godt spørgsmål, og hvis svaret er alt andet end ja, så gør noget ved det. Det poppede op forleden, fordi der er nogen dele af mit liv, som ikke er, som jeg godt vil have – og bare rolig, det har ikke noget med hundene at gøre ;-)
Jeg har igangsat det nødvendige, for at ændre på det!
