Landsholdstræning - og hvad er diagnosen

Søndag morgen

Morgenen startede med en lille forskrækkelse. Som led i Lille Bjørns overgang til almindeligt foder har både han og Max fået A38 som en del af maden, for sidste gang i dag. Max kiggede bare på morgenmaden og ville ikke spise. Jeg tænkte, at han måske ikke ville have A38 (det har han dog fået de forrige dage), og lavede en portion normal morgenmad uden ”tilsætningsstoffer”. Ingen forskel. Han har været sig selv hele dagen, legede fint med en ny hund på stranden, har lavet normal afføring og spiste helt som sædvanlig til aften. Så ingen alarm.

I dag havde jeg for første og eneste gang mulighed for at deltage i landsholdstræningen, som er nogle træningsarrangementer med landsholdsdeltagerne frem mod NM i HTM/FS 29.9-1.10. I dag var det i Undinehallen og Louise og jeg havde to træningspas à 15 minutter med en halv times mellemrum.

Vi havde på forhånd aftalt, at det første kvarter skulle bruges på at træne programmet uden hund, det andet til motivationstræning med hund – bortset fra, at jeg så ikke ville arbejde med selve nummeret med Max, kun træne med ham til musikken.

Men selvom Max var med, kom han alligevel ikke ind i hallen. Vi gik en kort tur inden første pas, og han blev luftet mellem de to pas og før jeg kørte igen.

Begge træningspas var fantastiske. Der var 4-5 sæt skarpe øjne der kiggede på, og vi var helt åbne for kommentarer, og det fik vi. Konstruktiv feedback fra nogen af de bedste i landet, meget konkrete råd, som vi kunne forholde os til og arbejde med, og samlet gøre nummeret en tak eller to bedre.

Efter første pas blev Louise og jeg enige om at fortsætte andet pas på samme måde, bortset fra at Billie kom med i noget af passet.

Min sammenfatning af de to træningsrunder:

• Start position, hvor vi hilser på dommerne – kun ét nik
• Huske at give DJ besked om startsignal (jeg løfter stok)
• Husk at kigge op og smile mod dommerne undervejs
• Koordinere vores gang (konklusion: Paul mere stift, ikke så vuggende)
• Aftale håndsignal indbyrdes, så vi véd, når hundene er på plads, inden vi går i møllen (gælder begge veje)
• Huske at sætte fødderne præcis på samme måde i de to sidelæns passager
• Huske front mod dommerne efter slalompassagen
• Koordinere kommando til rundt om to førere
• Starte bakning væk fra fører på samme tid
• Ændre slutpassagen, så vi i to-skridts forløb vender os mod hinandens hunde (i stedet for at jeg går rundt om Billie mv.) og går hen til dem
• Præcis timing af stok i gulv, hundes feet-up og hånd i vejret med kæmpesmil til dommerne

Det var vist de væsentligste punkter.

Louise og jeg har aftalt, at vi skal mødes til en rigtig generalprøve inden NM (om 13 dage!!!), og til da har vi forhåbentlig styr på alt ovenstående og endnu mere styr på vores samarbejde med egen hund.

Jeg vil godt sige, at jeg synes det var skidegod træning – helt ærligt. At få så åben, konstruktiv og anvendelig kritik af vores program var skønt. Jeg ville ønske, jeg kunne være blevet længere, for de lidt jeg fik set af de andres træning var også meget inspirerende. Masterclass!

Mad fra LêLê Street Kitchen

Jeg tog afsted og hjem via LêLê Street Kitchen, for at hente aftensmaden, som altid en fantastisk oplevelse.

Jeg har fået endnu mere godt input til Max-casen, og jeg kan roligt sige at jeg er gået i Think-mode. For én ting er at sætte prøver på pause, en ganske anden at finde ud af, hvad og hvordan der skal arbejdes/trænes/leges/ageres for at ændre Max’ adfærd til prøver.

Annie sendte denne flotte beskrivelse af situationen:

”Jeg tænker(igen) at det sikkert er rigtigt det ikke har haft nogen konsekvens for Max at skride fra dig til prøve. Første og nemmeste konsekvens kunne være at beholde linen på! Hvordan du så kommer videre derfra har jeg ikke lige et bud på, dog er jeg af den overbevisning at Max er særlig sensitiv i forhold til de forstyrrelser han møder til prøver- vi kan ikke se/tolke det han tænker. Jeg er sikker på han helst vil gøre som du ønsker, men hans impulsstyring og lette afledelighed er vanskelige faktorer for ham at håndtere i prøvesammenhæng Måske jeg lyder noget filosofisk, men prøv at indtænke det når nye veje til toppen skal udredes.”

Jeg kunne ikke have skrevet det bedre selv, faktisk kunne jeg slet ikke have formuleret det nær så godt. Det er lige midt i prik.

Det er heldigvis ikke noget, der haster, for jeg skal virkelig arbejde med det grundlæggende problem, hvis jeg skal have en løsning, der holder – og det vil jeg have! Men først skal diagnosen stilles.

Perspektiver - Detaljer, Weekenden, Evigheden (Ars Nova)

Tirsdag morgen

Detaljer

Jeg bliver ved med at kredse om søndagens enetime, det sorte hul, mandagens træning med Max og tiltagene for at (gen)skabe Max’ motivation.

Tirsdag havde Lille Bjørn dårlig mave – han fik også rigtigt mange godbidder til HTM/Nose Work mandag - og har været på vand, havregrød, A38 og nu optrapning af almindeligt foder. Jeg havde kraftigt overvejet at tage ham med til onsdagens rallytræning i stedet for Max. Det var så ikke muligt pga. hans mave, og jeg havde i stedet besluttet, hvordan jeg ville gribe timen an med Max, men det hele endte med en aflysning pga. en træningsplads, der var uanvendelig pga. den meget regn.

Jeg har ikke trænet andet i løbet af ugen, og pludselig er der gået 4 dage uden blogindlæg, det er meget længe siden det er sket sidst …

Onsdag morgen

Med en Lille Bjørn, der ikke måtte få almindelig mad og godbidder, blev jeg meget opmærksom på, hvor mange af de daglige ritualer, der pludselig ikke kunne køre på rutinen. Morgenmaden skulle Max have meget diskret ude i garagen, godbidder på turen, når jeg spiste morgenmad og når jeg tog på arbejde forsvandt, aftensmaden det same med adskillelse. Daglige rutiner, som plejer at køre på rutinen, skulle laves om, og det skulle der tænkes over.

Det fik mig til at tænke på en masse af det gode, jeg gør i forbindelse med prøver, og også en masse af det, som jeg synes er godt, men ikke opfattes af samme måde på Max. Langt det meste er ubevidst; men det er jo mig, der gør, tænker eller føler noget, som får ham til at reagere, som han gør. Det skal jeg være bevidst om, for at kunne ændre det.

Så overvejelserne omkring Max er bestemt ikke slut, og helt aktuelt er der nogle hundeaktiviteter i weekenden, som jeg skal forholde mig til, udover det langsigtede.

Weekenden

Torsdag morgen

I morgen går turen til DKK Kreds 6, som afholder et stort rallyarrangement i Sabro. Championklasse er sat til banegennemgang 13:15, så Amanda og jeg har aftalt at vi satser på at være fremme en time inden, og kan køre hjemmefra på et fornuftigt tidspunkt.

Vi får uden tvivl også endevendt situationen med Max, og jeg har alle muligheder for at bruge en hvilken som helst strategi på dagen. For vi skal kun have det sjovt sammen.

Lille Bjørn har jeg helt styr på, så vi får det helt sikkert sjovt sammen.

Søndag er der landsholdstræning med NM-holdet. Jeg har endnu ikke afgjort, om jeg tager Max med, og hvis jeg gør, kommer han ikke ind i hallen, vi går en tur i stedet. Træningen i hallen er 2 x 15 minutter med Louise, hvor vi har fokus på vores bevægelser, timing i forhold til musikken og hinanden, håndtering af stok mv.

Evigheden (Ars Nova)

Fredag morgen

For et stykke tid siden opdagede jeg ved et tilfælde en annonce i en lokalavis – indrømmet, jeg kigger sjældent i dem – om en koncert med Ars Nova i Herfølge Kirke i går aftes.

Kirsten og jeg har længe drømt om at opleve dem, og det var en perfekt anledning. Vi var ved kirken 10 minutter i 19 – koncerten startede 19:30 – og der var allerede en del, og det endte med en næsten fyldt kirke (koncerten var også gratis!).

Herfølge Kirke er fra 1200-tallet, og dele af den oprindelig kirke er bevaret. Jeg var lidt loren ved akustikken på forhånd, men det var der ingen grund til.

Vi fik et program, et evalueringsskema og en fantastisk oplevelse. Som en del af evalueringen skulle vi sætte nogle ord på oplevelsen, og vi blev enige om at flot var for tyndt, så det blev storladent.

Overskriften var Music of the Tudors og tyngden i det fem kvarter lange program var den engelske renæssancekomponist Robert Fayrfax’ (1464-1521) Missa Tecum principium. Robert Fayrfax var aktiv under Henrik den 7. og 8., musikken er således omkring 500 gammel.

At opleve musikken i flotte rammer og opført at et verdensklasse kor var fantastisk. En enestående oplevelse, ja, det var storladent. 12 sangere, der kunne fylde rummet , så de lød som et kæmpekor.

Mentalt lyttede jeg, men samtidig flød tankerne flød i alle retninger, jeg kunne simpelthen ikke kontrollere dem.

Der kommer meget perspektiv på hverdagen, når man oplever et 500 år gammelt værk, der bliver opført på en vedkommende og nærværende måde.

Det bliver meget tydeligt, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. Det er ikke det værste udgangspunkt for at gentænke mine planer indenfor hundeområdet og i øvrigt.