Viser opslag med etiketten Rallylydnadsdiplom Nybörjarklass. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rallylydnadsdiplom Nybörjarklass. Vis alle opslag

tirsdag den 6. december 2022

Otto, RLD-N, Årets Hund i rally og Nose Work Challenge

Otto og Girah på podiet ...

Jeg skrev i lørdags:

”Mit helt kortsigtede fokus er, at Otto og jeg skal til Sverige i morgen med Anita & Girah for at deltage i vores tredje prøve i rally Nybörjarklass. Vi er frygteligt resultatorienterede denne gang, fordi vi ”kun” mangler ét kvalificerende resultat i at opnå titlen. 

Men ærligt talt. Til onsdagens træning hos Karina fortalte Otto mig, at han ikke havde trænet ret meget et stykke tid – og det måtte jeg give ham ret i, han var ved at eksplodere af energi. 

Vi satser på god opvarmning og at rutinen er med os. Hyggeligt og sjovt skal det nok blive.” 

Mine noter fra lige efter prøven: 

”Hold da op en energi. Vi arbejdede os igennem banen med højt humør og hop og lyd. Vi havde en fest, point må vi se. Der var mindst en 10er.” 


Det var en meget reel bane, men Otto og jeg var ikke imponerede af at den startede med to øvelser med 8 sitter, og det lagde han bestemt ikke skjul på. 

Han skulle i princippet have været varmet meget mere op, det var der ikke tid til. men rutinen gjorde bestemt en forskel. 

Det var en bane, hvor jeg virkelig synes jeg støttede godt, og jeg gjorde det så godt jeg kunne. 

Vi havde start nr. 10, Anita og Girah start nr. 14. Jeg så deres banegennemgang lidt på afstand, det så ret godt ud. Det var tydeligt at Girah cirka halvvejs syntes, der manglede noget belønning, men så kom han på igen og havde en superflot afslutning. 


Præmieoverrækkelsen startede nedefra og nr. 21 til 13 havde fået point under de nødvendige 70 point. Der kunne vi – nu vi tænkte på resultater – ånde lettet op 😊 Otto blev nr. 8 med 82 point og Girah fik en delt 3. plads med 91 point og kom på podiet. 

Dagens største udfordring var at for de to nybagte RLD-N-hunde til at sidde stille på podiet og kigge på fotografen, faktisk lykkedes opgaven ikke 😉 

Det er fed træning at gå til prøve i Sverige. Skanör-Falsterbo Brukshundklubb har et dejligt aflukket areal, men man kan først komme derind, når forrige ekvipage er på banen, der er masser af forstyrrelser udenfor (bl.a. heste) så det er fornemme forhold til seriøs miljøtræning. 

I dag fik vi en dejlig mail fra Lonni i DKK: Otto er inviteret til Årets Hund i finalen i øvet klasse, han var 1. reserve og der er kommet et afbud. Jeg har sagt ja tak, og den 7. januar 2023 går turen til Hangar 17. Max, Otto og jeg skal følges med Mango og Liv. 

Dagen har potentialet til at blive en fantastisk afrunding af Årets Hund 2022 og starten på konkurreceåret 2023 med to landsholdskvalifikationsprøver, det bliver skønt at være en del af. 

Jeg er også blevet fristet – det var egentlig forrygende nemt at blive det – til at tilmelde både Max og Otto til DKK Sirius Winter Sniffs Challenge. Vi har i dag afleveret videoer til 1. opgave, frithængende søg, og det var virkelig lærerigt. Otto synes det var svært og frustrerende at kilden var svær at lokalisere, og det var en god tilbagemelding at få. 

Konkurrenceåret 2022 bliver rundet af med dobbeltprøve 31. december i Herringløse Agilitycenter for første gang siden 2019, det glæder jeg mig rigtigt meget til. Conni og Stine som dommere, Anita og Amanda som sekretærer, Charlotte Lia som prøveleder, det er så Classic som det kan blive – og bliver en skøn afslutning på et fantastisk år, som jeg godt kan mærke jeg kommer til at skrive mere om snart.

søndag den 18. februar 2018

2 x RLD N aka Rallylydnadsdiplom nybörjarklass


Amanda og jeg havde i dag en aftale om at tage til Svalövs BHKs dobbelte rallyprøve i Trolleholms Ryttarförening. Efter debuten den 10. december havde jeg fået lidt blod på tanden 😉

Amanda huskede naturligvis at minde mig om, hvad baggrunden var for at gå til prøver i Sverige – nå ja, det var for at arbejde med Max i snor. Lille Bjørn var med for hyggens skyld.

Dagen blev lidt mere udfordrende end jeg havde forestillet mig. Prøven fandt sted i en ridehal, og der var meget begrænset mulighed for opvarmning på underlaget inden. Der måtte i princippet ikke være tilskuere i hallen, så der var meget stille = modsat hvad vi plejer. Lille Bjørn var inden sin første bane helt oplagt, men ganske kort tid inden vi skulle på blev han vildt optaget af en golden retriever, og jeg havde meget lidt kontakt med ham det sidste stykke tid inden vi skulle på. Først bagefter fandt jeg ud af, at det var en løbsk tæve, som havde varmet op lige op ad os.

Det gav virkelig god træning, og meget mere anstrengende end jeg havde drømt om. Helt ærligt: to danske champions der skulle gå nogle svenske begynderbaner (Nybörjarklass), hvor svært kunne det være?

Det kunne blive ganske svært skulle det vise sig.

Første prøve blev dømt at Leif Borgenlö, der var 48 deltagere, en regulær begynderbane.

Max var først på, var ikke helt med, lidt utryg af iagttage, men han gik nogenlunde ok. Sit-dæk-gå rundt om mistede vi (han var lidt oppe i dækken), og der var en masse snus. Men vi endte alligevel med 83 point og en placering som nr. 21. 11 point blev mistet på sit-dæk-skiltet. Ud over at Max ikke holdt dækken mistede han 1 point på en langsom reaktion, Derudover mistede vi 5 på snus (25 ved debut ‘en, så det var vildt fremskridt) og 1 på en skæv plads.

Lille Bjørn var oppe som nr. næstsidst, lige før den løbske tæve. Hold da op, der skulle arbejdes med kontakt. Hans fokus var det meste af tiden på indgangen til hallen. Men vi arbejdede os igennem på rutinen! Vi mistede sit-dæk øvelsen, 13 point – dels for at miste øvelsen (10), dels for manglende samarbejde (3). Derudover mistede vi 2 x 3 og 6 x 1. I alt 75 point og en placering som nr. 31.

Dagens anden prøve foregik i samme ridehal, men i den modsatte ende, så der var bedre mulighed for at varme op og lidt for at kigge med. Monique Wrambeck dømte i alt 46 ekvipager.

Lille Bjørn var blandt de først startende og gik en del bedre end første gang, men sit-dæk gå rundt var desværre med og kostede denne gang kun 10 point. Derudover meget flot kontakt bortset fra de allerførste skridt, som kostede 3 point. Derudover kun 2 langsomme reaktioner til 1 point hver og vi endte med 85 point og en placering som nr. 22.

Max havde jeg fået varmet meget fint op, der var lidt snus (3 på start og det første skilt), men derefter kørte det. Vi mistede 2 på snus, og 5 på meget langsom afdækning i sit-dæk gå rundt ((det skilte kostede 39 point på dagen!!!). Det var dagens bedste følelse. 90 point rakte til en 13. plads.

Hvis det havde været danske rallyprøver ville jeg nok ikke have været vildt stolt af 75, 83, 85 og 90 point, men jeg var meget tilfreds med hundene og mig selv i dag.

Med dagens 2 x 2 bestået har både Lille Bjørn og Max nu erhvervet deres første svenske titler nemlig RLD N aka Rallylydnadsdiplom nybörjarklass. Det er jeg ret stolt af.

Arrangementet var stort, men det blev gennemført meget strømlinet, og jeg var meget imponeret af det administrative.

I en ganske kort pause gav Margaretha, som var kommet til prøven alene for at støtte Amanda og mig, en introduktion til skiltene i Fortsättningsklass, med fokus på forskellene på til danske skilte. Desuden fik jeg et fuldt sæt svenske rallyskilte! Tusind tak Margaretha, din opbakning er bare så værdsat!!! Jeg glæder mig til at give mig i kast med Fortsättningsklass.

Også stort tillykke til Pernille og Joker, som bestod med hhv. 89 og 97 point, Amanda og Dumle som bestod med 73 og 79 point og Amanda og Osseau som bestod med 74 og 83 point og også fik titlen RLD N. Prøven til 74, tja han mistede 25 point på gøen!!! Og tangerede dermed Max’ ”rekord”, han mistede 25 på snusen ved sin debut. Der bliver ikke givet ved dørene ved de svenske rallyprøver, heller ikke i Nybörjarklass.