Max og Summer holder en kort pause :-)
Jeg har tidligere skrevet, at jeg går efter at deltage i DM i rally 2015, men skulle afklare med hvilke hunde og i hvilke klasser. Jeg har nu tilmeldt kvalifikationsprøver med alle tre hunde, Megan i champion, Lille Bjørn og Max i ekspert. Så er ambitionsniveauet ligesom lagt.
Så længe Megan er frisk - og virker glad for at træne og konkurrere - fortsætter jeg med at konkurrere med hende. Det er hyggeligt at træne med hende og der er noget betryggende ved at gå til prøver med så rutineret en hund, som alligevel er så uforudsigelig. Hendes niveau er stabilt og på en god dag kan vi få en rigtigt god prøve.
Lille Bjørn – hans rallykarriere skal ikke slutte med en 20. plads ved DM. Jeg har tilmeldt ham et par prøver i ekspertklasse, for han går virkelig godt, og det var da kun uheld at vi ikke kom i finalen til DM ☺
Max er den af hundene der går bedst, når han er på. Og naturligvis skal han også med til DM!
Træningen er planlagt så jeg går til LP med Lille Bjørn hos Susanne Bach om tirsdagen, tager Max med og træner rally med ham inden mit onsdagshold i Osted og Max skal træne LP hos Johanna torsdag.
Efterårstræningen startede hos Susanne i går, i det skønneste træningsvejr, på et luksushold med 4 kursister og med en Lille Bjørn i allerbedste form. Han var på hele timen og der blev ikke sat mange poter galt. Vi fik arbejdet med kontakten i fri ved fod som hovedfokus, kontakt – klik – kaste godbid fremad – fortsætte med at gå – klik når han er søgt op igen osv. Det ser lovende ud. Han lavede en drøm af et indkald, nogle virkeligt flotte fællesøvelser – selvom der var pivedyr og legetøj i gang. Stillingsskift – jeg tror der var ét ud af over 10, som ikke kom i første forsøg. Og så klarede vi lige nogle rallymomenter i overgangene. Efter sådan en time går jeg hjem i højt humør og klar til at redde verden, og kan ikke forstå at jeg nogensinde har så meget som overvejet at pensionere Lille Bjørn.
I dag startede sidste runde træning i Osted inden vintersæsonen. Jeg havde stillet to korte baner op med nogle forskellige finurligheder samt Susanns ekspertbane fra DM. Jeg gik banerne med Max som træning, og det gik sådan nogenlunde, men han var lidt ufokuseret indimellem og da Ellyn og Summer dukkede op blev det til et par springture. Husk at varme Max op Paul.
Max og Summer fik nogle dejlige løbeture inden undervisningen gik i gang, så der var ro på Max da han skulle ligge i bilen.
I morgen får Max og jeg fornøjelsen at indkassere en af præmierne fra 1. juni, et gavekort til en time hos verdensmester Anja. Den har vi glædet os meget til!
Lidt nørderi: Jeg opdaterede min træningslog med resultaterne fra de seneste rallyprøver. Max’ resultat ved rallyprøven 23.8 gjorde at jeg sammenlagt har scoret over 10.000 point ved officielle rallyprøver. Totalt irrelevant og kun en ægte nørd kan lige finde sådan information!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar