Viser opslag med etiketten 7 år. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten 7 år. Vis alle opslag
torsdag den 14. juni 2018
A Day in the Life
Jeg huskede naturligvis at sige tillykke til Max, da jeg stod op.
Efter mit morgenbad etc. fik hundene morgenmad og vi gik den sædvanlige morgentur på stranden.
Der var lidt forandret siden i går: der er kommet endnu mere skiltning op, der viser at hunde ikke har adgang på Staunings Ø, lige til højre, der hvor vi kommer ned til stranden. Der kom to gående med deres hunde fra det område, hvor man ikke må opholde sig med hund. Den ene kender jeg lidt, han råbte nærmest forarget: Må man nu ikke engang gå langs vandet? Det har man ikke måtte siden 1. april svarede jeg, og det blev han ikke formildet af.
Jeg fik taget morgenfotoet naturligvis med hundene og havet som baggrund.
Morgenritualet er fast. Jeg laver en kop Lungo, 2 stykker brød med ost. Idet jeg tager kaffekoppen begynder Lille Bjørn at bjæffe, jeg sætter mig ud ved et cafébordet foran huset, og så får jeg morgenmad, og hundene får noget af osten undervejs. Et fint og hyggeligt ritual.
Morgentrafikken var ikke så slem i dag, så jeg var i Nets allerede 20 minutter over 7.
Jeg havde et par spring og et felt med, det hentede Christina i løbet af formiddagen. Vi fik lige en hyggelig snak om bl.a. hundenes alder, Tempo er allerede 8½. Hundene bliver altså for hurtigt ældre.
Jeg gik allerede ved halvtretiden, da jeg skulle i Nordea og tale om omlægning af prioritetslån og status på pensionsordninger, nu hvor jeg har udskudt min pensionering. En meget positiv samtale, som tog godt en time.
Da jeg kom hjem fik jeg en kop Lungo og et par småkager.
Mens Kirsten stod i køkkenet med Lille Bjørn gik Max og jeg i garagen, jeg fandt posen med fyrtårnet, og det var meningen, vi skulle snige os ubemærket til stranden. Max begyndte at gø så snart han fik et lille glimt af posen, og han var helt med på, hvad der skulle ske. Kirsten fortalte bagefter, at Lille Bjørn havde spidset ører, men dog var blevet hos hende i køkkenet.
Der var heldigvis langt til de nærmeste andre på stranden, så Max og jeg hyggede os med apportering af fyrtårn et godt stykke tid. Der er ingen tvivl om, at det er det sjoveste Max’ ved. Jeg skal oppe mig, hvis jeg skal have bare tilnærmelsesvis den interesse fra hans side, når vi træner og konkurrerer, så jeg må stramme mig endnu mere an.
Max blev tørret, da vi kom om, spænede rundt i haven, rullede sig i græsset, helt som han plejer.
Jeg fik en Svaneke Classic, måske for at fejre Max?!
Der var kommet en stor pakke fra KW, præmierne til HTM-prøven 30.6 og rallyprøven 22.7. Jeg har ikke åbnet den endnu, foreløbig er den stillet i garagen.
Aftensmaden fik vi i drivhuset, først burgere, dernæst koldskål. Der var et stykke kød til hver af hundene, de fik lov at slikke de to dybe tallerkener med den sidste koldskål, og fik en kammerjunker som bonus.
Opvaskemaskinen skal repareres, Kirsten ville tage opvasken, så Max og jeg blev i drivhuset og jeg fik løst den svære Sudoku fra Femina og bladret/læst Mad og Boligs Gourmetblad.
Jeg har gjort papirerne klar til Vejen på lørdag. Resultatbøgerne til to gange juniorklasse er fundet frem. Skiltene til ekspertbanen, som jeg skal dømme, blev gjort klar i garagen, Max løftede hovedet fra sofaen, da jeg gik ud, men gik ikke med, han havde luret, at det ikke var noget spændende for ham 😊
Ingen træning? Jeg regner med at visualisere begge HTM-numrene når jeg er gået i seng.
En meget fin dag, og vigtigst: dagens fødselar er enig med mig 😉
onsdag den 13. juni 2018
Max 7 år
Foto: Anne Gisselø (ANGI Foto) 13. marts 2016
Max fylder 7 år i morgen.
Han har det meste af sit liv levet med et vildt forventningspres på sig. Selvom jeg bildte mig ind, at jeg holdt igen, blev han pacet frem. Jeg fandt dette klip fra da han blev tre år: ”Han er blevet RBM, RØM, LP1og LP2. Han blev Danmarksmester i rally begynder og LP1 i DTK 2012, årets rally øvet terrier i DTK 2012 samt Danmarksmester i LP3 i DTK 2013. Han har senest bestået en Færdighedsprøve 1.”
Det var det sidste jeg var jagt efter, vores første flirten med det, der skulle blive vores lidenskab.
Da han blev 4 år skrev jeg: ”Han er den første hund, jeg har haft til en HTM-prøve. Det var ikke fordi den gik godt, at jeg skriver det følgende, for jeg var helt afklaret inden: Jeg er blevet inficeret af en HTM-virus, jeg synes det er en vildt fascinerende disciplin og den skal jeg bare arbejde videre med.”
Alt for tidligt døde Laila skrev:
”HTM-virus - farligt. Jeg er ramt af FS-virus, det er om muligt endnu mere farligt.
God bedring siger jeg bare, der er ingen redning, det bliver kun værre, sjovere og fantasien får i den grad fri udfoldelse. Man lytter pludselig til musik på en helt anden måde, jeg ser sådanne sjove billeder af mig selv og Elvis ved meget af det musik jeg hører :-)”
Jeg er 100 % enig i det hele!!!
Da jeg havde skrevet mit blogindlæg i går og havde offentliggjort det, tænkte jeg over, at det var sært, at jeg ikke havde nævnte den kommende weekends rallyprøver i Vejen. Jeg skal være prøveansvarlig, dømme, have aspirant og Mathilde skal op med begge hunde. Men det var helt tydeligt ikke så vigtigt som min HTM-træning …
Jeg har fået mange velmente skub i tidens løb, og det ER gået op for mig, på et meget sent tidspunkt, at Max absolut ikke var typen der skulle paces frem. Tværtimod …. ” Gør en stor mand af ham, men gør det langsomt”. Anita var den, der tydeligst fik fortalt mig det, så jeg lyttede, og selv med momentane tilbagefald så går det alligevel rigtigt godt. Max udvikler sig stille og roligt i HTM, og jeg er sikker på at vi har den allerbedste del af karrieren foran os.
Vi har haft en masse skønne oplevelser sammen, også det sidste år og jeg tror vores HTM i går, da vi trænede med Anita, var vores bedste oplevelse overhovedet. Der var ikke præmier, der var ikke noget vi skulle nå, jeg skulle bare slappe af, og Max kvitterede med det mest vidunderlige fokus.
Fremtiden med Max bliver helt sikkert ikke kedelig. Der bliver fokus på HTM. Vi vil stadig flirte med Nose Work og Rally, og så må vi se hvad der kommer ud af det.
Det eneste helt sikre er, at Max og jeg efter et meget langt tilløb har fået etableret et samarbejde, som jeg skal bygge videre på. Jeg er endeligt begyndt at forstå, hvad der skal til, for at Max vil arbejde godt og vedvarende for mig.
Max 8 uger
Kære Max, jeg glæder mig til mange flere fantastiske år sammen med dig
Abonner på:
Opslag (Atom)