Om at nyde livet

I mandags afholdt jeg del 2 af mit foredrag om Mentaltræning. Det 2 fordi det byggede videre på del 1, som jeg har afholdt tre gange tidligere på året. Foredraget var tilpasset, så de, der ikke var med på første del, også kunne følge med.

Jeg har fået en række meget flotte tilbagemeldinger efter foredraget, dem sætter jeg meget stor pris på!!

Det betyder rigtigt meget for mig, at noget, som for mig ”bare” er en beskrivelse af min egen udvikling som hundefører, kan være inspirerende for andre. Jeg siger tusind tak for interesse og kæmpestort engagement.

Det, der har betydet allermest, er dog, at jeg er kommet så langt i min udvikling, at jeg kan se på den udefra, relativt nøgternt, men dog fortsat følelsesmæssigt involveret i allerhøjeste grad. Det er også noget af det, der er fremhævet mest i feedbacken: at jeg er hudløst ærlig og åbenlyst ikke pynter på noget. Jeg fortæller min oprigtige oplevelse af forløbet fra nedsmeltningen med Lille Bjørn til dato. Hvad der skete, hvorfor skete det, hvilke konsekvenser tog jeg, og hvad affødte det.

Jeg kunne let finde stof til en del 3, men først og fremmest har jeg lyst til at fortælle hvor jeg er lige nu.

 

Mit udgangspunkt er ovenstående grundsætninger, som et fundament for min mentaltræning i hundesammenhæng.

Nedsmeltningen skete for over 8 år siden. Jeg er rykket vildt siden, men det er først efter at jeg er startet i seniorklasse, mere specifikt den 4. juni 2023, da jeg var til dobbeltprøve i Islandsk Fårehundeklub, at jeg åbent kunne erkende, hvad der var sket.

Jeg er ikke nået endeligt i mål - det tror jeg aldrig jeg/man gør – men det er åbenlyst, at jeg er rykket så vildt som fører, at mine omgivelser tydeligt kan se det.

Det er en udvikling, der er kommet gradvis, og jeg har fået mange positive kommentarer undervejs. Men, den 4. juni var noget særligt. For første gang havde jeg åbent meldt ud, at jeg ikke længere kunne bruge fysiske skavanker som undskyldning, jeg var kommet mig helt over rygoperationen.

Samtidig var alt det mentale faldet på plads, så jeg kunne gå på banen og fokusere 100 % på at det handlede om Max og mig. Igen, der var været mange fantastiske prøver før, men i tilbageblik tror jeg, at det først var den 4. juni, jeg var klar til helhjertet at have det rette fokus på Max og mig.

Jeg har været igennem en genfødsel, med den vellykkede rygoperation, både fysisk og mentalt.

Jeg har i den grad arbejdet med det mentale fokus ved prøver, og er nået meget langt, men det sidste er først faldet på plads nu.

Forskellen er ikke mindst FLIP og Framestorm.

Jeg har anvendt Framestorm på en række oplevelser/situationer, som fyldte meget på en ikke konstruktiv måde. Ikke at jeg nu har accepteret situationerne, det er slet ikke det metoden handler om, men jeg har formålet at flippe min opfattelse af dem, og fået konstruktive måder at opfatte situationerne på.

Situationer, som jeg objektivt synes er urimelige, unfair og fjendtlige overfor mig. Men jeg har håndteret dem mentalt, så de ikke fylder længere og jeg er kommet videre

.

Det betyder, at jeg nu fx kan gå til rallyprøver på en helt anden måde - og nyde det. Og at jeg i en række andre situationer i processen kan vende en umiddelbart negativ reaktion til en accepterende og konstruktiv. Det skaber nogle helt nye perspektiver og har givet energi på en måde, som jeg ikke havde drømt om, i nogle aktuelle opgaver.

Det er det for mig ekstraordinært storslåede: at det ikke ”bare” handler om min adfærd i forbindelse med hundeverdenen, det handler om min adfærd som menneske generelt.

Om at blive født på ny

6. marts formiddagstur

Torsdag den 23. februar 2023 kl. 17:10 blev jeg født på ny.

Jeg vågnede på opvågningsstuen på Aleris Søborg, fik at vide hvor jeg var og at operationen var gået godt.

Det var ikke noget særligt set i det store perspektiv, men kæmpestort set fra min synsvinkel. Fra at være voldsomt invalideret af spinalstenose – konstante smerter, ikke kunne gå normalt, ikke træne med hundene, ikke kunne ret meget – til potentielt at blive normalt gående og genoptage et liv, som jeg har haft.

Jeg lå med et saligt smil, og følte mig som den heldigste mand i verden og glædede mig til at ringe til Kirsten og Christian og fortælle de gode nyheder.

Jeg kom tilbage til stuen, hvor jeg havde været ganske kort tid inden operationen, fik min telefon, og kl. 18:39 kan jeg se at jeg ringede til Kirsten.

23. februar 20:20 et glas rødvin, det blev nydt!!!

Efter aftensmad blev jeg blev spurgt, om jeg ville have noget at drikke, og jokede med at et glas champagne ikke ville være dumt … og fik et glas rødvin 😊

Tiden siden da har stået på genoptræning og afslapning.

Jeg er indtil videre sygemeldt, og tager bestik af situationen på mandag.

Den fysiske genoptræning er til at forholde sig til. Der er faste rammer for genoptræningen, med fokus på at have et fornuftigt træningsprogram, og ikke forcere. Ryggen skal have tid til at vokse sammen.

7. marts, jeg for længe om at vende om, og nåede at blive lidt våd :-)

I dag er tolvte dag efter operationen. Jeg kan mærke at det er gået stille og roligt fremad. Jeg har de sidste dage fået lov at gå ganske korte ture alene (max 770 meter), i morges luftede jeg for første gang hundene uden Kirsten (500 meter).

I morgen bliver trådene i ryggen fjernet.

Jeg halter stadig, men går lige og uden smerter. Det med at halte er ikke underligt: der er næsten ingen muskler i venstre ben, jeg har kompenseret gennem laaang tid ved at bruge højre ben meget mere, og ja, det kan ses og mærkes. 

Indtil kort før operationen var der er en masse mål på hundefronten. Nu handler det for mig om at træne fornuftigt og systematisk, gøre det jeg må, når jeg får lov til det, og forhåbentlig snart komme dertil, at jeg med sund fornuft og forsigtighed kan komme ud i verden, på arbejde og træne og konkurrere med hundene igen.

Jeg bliver helt glad ved drømmen om at kunne begynde at træne med hundene og især at gå en rallybane med Max – i dag komplet uoverskueligt, men selvfølgelig kommer vi tilbage.

Bare som lille incitament har jeg meldt både Max og Otto til to Siriusprøver hver.

I weekenden var jeg på distancen lidt på banen igen, der var landsholdskvalifikation i rally lørdag til kl. 14 og derefter resten af weekenden HTM- og rallyprøver arrangeret af Neel og mig til støtte for VM i HTM 2023. Jeg nød at kunne være på hjemmefra, opdatere resultater, lægge fotos ud, glæde mig over nogle fantastiske dage. Der røg mange hilsner afsted, ikke mindst til Neel, som uden at blinke overtog alt det, jeg skulle have klaret i rally, oveni alt det andet. Hun er en superstjerne!

Det, der har betydet allermest i denne periode, er de mange søde og kærlige hilsner jeg har fået, hold da op, hvor de betyder al verden. Jeg kan ikke sætte ord på, hvor meget det betyder.

Jeg har bare så meget lyst til at komme tilbage til verden – jeg vil fysisk og mentalt gøre det nødvendige – og glæder mig så meget.