Viser opslag med etiketten Hund I Fokus. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hund I Fokus. Vis alle opslag

søndag den 3. september 2017

Følelser, detaljer og tal


Efter præmieoverrækkelsen

I dag gik turen til Vejen, ”bare” for to rallyprøver.

Morgentur

Jeg var fremme cirka en time før banegennemgang, opvarmning som planlagt, og Stine og Susanne klarede hundepasning under banegennemgang, tak!

Max skulle starte som nr. 2, Lille Bjørn som nr. 10 og sidst.

Rally Max

Tja, hvad skal jeg sige? Max dæmpede præcis da vi gik over ringbåndet, og jeg talte bagefter seriøst om at få noget måleudstyr sat på mig selv, for jeg må gøre et eller andet når vi går over ringbåndet. Jeg havde taget linen af et stykke fra ringbåndet og gik mod det og henover det, og Max stoppede lige udenfor.

Følelsen var ikke den bedste lige i starten, men den kom og jeg synes selv vi gik en ok bane. Der var 3 ommere, og så blev jeg trukket 10 for skift side foran, som jeg selv mente var en 1’er, da vi lavede den om.

Max var måske 70 % på, ikke rigtigt nok.

Rally Lille Bjørn

Lille Bjørn gik fantastisk igen i dag. Han var på under opvarmning, under indgang og under hele prøven . Vi mistede 3 for at ramme springet – jeg kan kun slå mig selv oven i hovedet for at godkende at det ene spring var over 15 cm, for det er altså meget for Lille Bjørn. Og så 3 for skridt til venstre, som jeg helt tager på mig. Derudover 5 x 1. Lille Bjørn er lidt stiv i benene, som jeg selv er, og sætter sig ikke særlig hurtigt, og jeg gætter på, at det måske har kostet nogle 1’ere?

Min følelse under hele banen var fantastisk, Lille Bjørn går som en drøm, og de tilbagemeldinger jeg fik fra tilskuerne var skønne!

Detaljer

Det var et interessant koncept, ikke at oplyse om resultater fra dag 1, for at holde spændingen intakt til den samlede konkurrence om titlen Hund i Fokus Rally 2017. Desværre viste det en rigtig uheldig konsekvens i dag, da en deltager, som berettiget ud fra sine tilbagemeldinger i går troede, at hun lå på niveau supercertifikat i championklasse, blev IB’et, med 3 10’ere, som hun ikke var blevet oplyst om i går. Og da der skal protesteres på dagen var det for sent, og dommeren var der i øvrigt heller ikke … øv

Når det er sagt var det et fint arrangement, de to championbaner var jeg ret glad for, og alt det udenoms var virkeligt fint.

Præmieoverrækkelsen tog noget tid, for den omfattede både alle lørdagens konkurrencer, alle søndagens, samt HIF-vindere for alle klasser.

Der var erindringsroset til alle deltagere, også IB’erne, det synes jeg naturligvis er god stil. Bare ærgerligt at Hund i Fokus er blevet til Hund i Focus :-(

Tal

Følelser kan ikke direkte omsættes til tal, men her er de officielle resultater fra weekends 4 rallyprøver.
  • Lille Bjørn i går; 72 point. Udover 2x10 og en ommer er jeg blevet trukket 5 (1’ere gætter jeg på).
  • Max i går: 79 point. Udover 3 ommere og er der trukket 3 for førerfejl og 9x1.
  • Max i dag: 75 point. 1x10 for skift side foran, 3 ommere og 6x1.
  • Lille Bjørn i dag: 89 point: 2x3 og 5x1. Det rakte til 5.v., slået på tid af 4.v.
Selvfølgelig betyder pointene noget.

Kostumerne fra i går, hvad skal der ske med dem?

I går fik Louise og jeg 24,63 point i 6+, og det sammenholder jeg med 23,5 den 5. juni = klar forbedring.

De 23,07 jeg fik i FS1 sammenholder jeg med de 9 andre FS1-prøver, jeg har bestået, og det er de dårligste point jeg har opnået.

Rallypointene sammenholder jeg med det forventede krav for at komme ti DM på mindst 97 point. Pointene rækker ikke til noget i den sammenhæng, det jeg skal arbejde med er 1’erne (10 og 3 er bare uheld), og jeg har en god fornemmelse af, hvad der er trukket for.

Der er virkelig noget at arbejde med og tænke over …

lørdag den 2. september 2017

Skøn dag i Vejen


Jeg fik flaget til NM

Som det fremgik af mit blogindlæg i går, var jeg helt klar til dagens prøver i Vejen. Det gik rigtigt godt, og jeg havde en fantastisk dag. Følelserne under dagens fire prøver var de rigtige, og selvom pointene ikke fulgte med, så er jeg mere end tilfreds.

Morgenhimmel

Vi var oppe kl. 5 og der var lidt anderledes lys på stranden end det sidste stykke tid, vi kørte som planlagt og havde god tid til at tjekke arealet og til at finde en perfekt parkeringsplads, meget tættere på HTM-ringen end jeg havde drømt om.

Hvis jeg skal sige det kort, så oplevede jeg i dag alt det ved hundeverdenen, som jeg synes bedst om. Jeg fik hilst på en masse mennesker, fik en masse gode snakke, fik set flot rally, HTM, FS, 6+, fik talt om træning, fik spillet lotteri (og vandt på 3 ud af 10 lodder) og fik en masse dejlige tilbagemeldinger. Det var virkelig en dejlig dag.

Inden det hele gik i gang fik jeg talt med Helle Gadeberg, som synes, jeg så så glad og afslappet ud (det var jeg!!!), Pia Johnsen (tips til næste besøg på Færøerne) og Emmy (6+ detaljer).

Vi startede prøvedelen med banegennemgang kl. 9:30 i rallyringen, hvor Lille Bjørn skulle op som nr. 1 og Max som nr. 7 i championklasse.

Championbanen

Helles bane var ganske regulær, fint flow, den kan jeg godt lide.

Rally LilleBjørn

Lille Bjørn var på, på den allerdejligste måde. Han var så fokuseret og vi havde så god kontakt, at jeg bare gik og gik. Der var en enkelt ommer, og desværre også to 10’ere fik jeg at vide af Helle, men det jeg virkelig tager med mig er Lille Bjørns glæde og fokus. Jeg mødte Charlotte Lia og Susanne Bach om eftermiddagen, og de fortalte at de havde set netop den banegennemgang, og glædet sig over Lille Bjørns glæde og min glæde. Måse er vi IB’et, måske er vi bestået, det betyder intet!

Vi får først resultaterne i morgen …

Rally Max

Max var varmet fint op, men det samme mønster som tidligere, idet linen kom af og vi skulle ind i ringen, dæmpede han. Så meget, at han ikke ville gå med, da vi startede, så det krævede lige lidt ekstra førerarbejde. Jeg tror, det var de hunde/førere, som sad lige uden for ringen i den retning vi startede, som gjorde det, men jeg ved det ikke. Der kom meget mere fut i ham da vi skulle videre langs den anden ringside, og han gik rigtigt pænt det meste af tiden. Der var vist 3 ommere og det løse.

Vi får først resultaterne i morgen …

Så var det tid til at flytte til HTM-ringen, hvor jeg var inviteret indenfor i teltet hos Louise & Henrik. Der var en god lang pause mellem rally og min første prøve i HTM-ringen, det var dejligt.

Dagens makkere :-)

FS1

Opvarmningen til vores allersidste optræden I FS1 gik fint. Max var lidt dæmpet i starten, det var nogle tricks der kiksede, men også flere der gik rigtigt godt (spin og twist uden håndtegn). Jeg havde bestemt den rigtige følelse undervejs.

Den officielle bedømmelse følger her:

Dagens roset

Dommere: Jette P, Lizza, Emmy, 23,07 point, 5.v. 1 Q point. Det ene point gjorde at vi sammen med Karina og Foenix og samt Gitte og Chip alle havde 8 point i konkurrencen om årets hund i FS1. Der tæller så den bedste individuelle score ved de tre prøver, og derfor vandt Gitte foran Karina og mig.

Udførelse
  • 7,6 Lidt tøven ved igangsættelse af tricks. Havde i dag brug for meget hjælp og opmuntring. Lidt langsomme reaktioner, ellers rigtigt fint.
  • 7,5 Lidt snusen og tøvende performance, men ellers fint
  • 7,8 Hunden gik lidt i snus – især i starten. Håndsignaler – der ikke helt blev reageret på bl.a. til ”cirkel handler”. Pas på ikke at skubbe hunden ud med knæet, når den er mellem dine ben
Sværhedsgrad/indhold
  • 7,5 passende for klassen
  • 7,6 Pænt til klassen
  • 7,6
Musik og fortolkning
  • 7,9
  • 7,7 Ok, men timingen kunne være bedre
  • 7,8

6+

Ganske kort efter FS1’en skulle Louise og jeg op i 6+. Den blev ikke helt så skarp som vi havde håbet, men der var mange gode momenter, og masser at træne på den næste måned! Dommere: Lizza, Emmy, Jette H. 24,63 point, 2.v.

Udførelse
  • 8,3 Lidt tøvende performance, men flot med så tæt samarbejde mellem hundene
  • 8,3 I to (mennesker) var super præcise. Flot. Lidt udfald indimellem hos de 4-benede på dagen. Fint show og godt samarbejde.
  • 7,8
Sværhedsgrad/indhold
  • 8 Fint og relevant til musikken – hundene – og jer :-)
  • 8,5 Fint til klassen og god koreografi, hvor I ”gør noget forskelligt” som hænger sammen som en enhed
  • 7,7
Musik og fortolkning
  • 8,5 Fed detalje at I bytter hund til sidst
  • 8,9 Rigtig fin udnyttelse af musik, blændende kostume.
  • 7,9
En virkelig fed dag!!!