tirsdag den 27. oktober 2009

Fridag med hunde og film

I går var en rigtig fridag med hunde og film i centrum.
Mocca og jeg gik først ned til DKK for at aflevere papirerne fra rallyprøven i søndags. En god træning i at gå pænt i snor (det gjorde hun), hilse på de store stenhundefigurer hos dyrlægerne i Jersie (uha, dem skulle vi nærme os meget forsigtigt), sætte sig, før man går over gaden, gå forbi andre hunde i snor og hilse på hundefiguren foran DKK.
Bagefter gik vi ned til stranden, og jo tættere vi kom på vandet, jo mere blev der trukket. Til sidst var de tørre godbidder helt uinteressante; så kom frikadellen frem – og SÅ var der kontakt. Nogle meget fine pladser, og så fri til at løbe i vandet.
Jeg fik også lavet nogle fine indkald. Mocca reagerede straks der blev kaldt, uanset om hun var i vandet eller på vej efter fugle i klitterne – superflot, og masser af glæde og belønninger hver gang.
Hjemme i haven trænede vi lidt plads og så spring. Massiv lokning nogle gange og pludselig fandt Mocca ud af at hun skulle over springet, ikke uden om, får at få en belønning. Tre fire gentagelser og godbidden var fjernet, og vi stoppede med en succes.
Så skulle jeg træne lidt apport med Megan, men hun løb meget langsomt ud og tog langsomt op og kom tilbage i en underlig bue, så jeg flyttede ud på vejen, men med samme resultat. Jeg stoppede straks træningen.
Så så jeg DVD’en af både Megans og min og Emma og Camillas LP3 i Fensmark den 18. oktober. Her er min sammenfatning til Megans fører:
  • Skal støtte sin hund meget bedre. Mens de venter udenfor ringen står han og taler med en anden, mens Megan bare står. Efter fri ved fod taler han længe med dommeren, mens Megan bare sidder (flot i øvrigt). Mellem øvelserne mistes han hende flere gange: Hun er glad noget af tiden, men så stopper støtten.
  • Skal vise meget mere begejstring når det går godt, fx i springapporten.
  • Skal i det hele taget smile og være gladere!
  • Skal vise sin hund meget større tillid. Der er flotte passager i bl.a. fri ved fod og udgang til kegle i dirigeret apporteringen, hvor føreren med mærkelige håndbevægelser eller kropskommandoer (fx dreje hovedet), gør hunden usikker
  • Skal være opmærksom på at kropssproget tydeligt afspejler hvor føreren ikke er tryg, og det smitter måske, fx meget tydeligt i Stå, sid, dæk under gang
  • Skal bruge en meget lysere og gladere stemme, fx i det første indkald i Indkald med stå

Og så tog jeg mig sammen og i silende regnvejr gik Megan og jeg ned til stranden og hyggede os. Jeg gemte mig og blev fundet, jeg lod hende komme på afstand og kaldte hende til mig – og hver gang med frikadelle som belønning. Og pludselig ville hun kun være hos mig, og vi fik leget en masse fri ved fod og vendinger, og syntes begge to det var supersjovt!!!

Så jeg syntes virkelig jeg med god samvittighed kunne se en film sidst på eftermiddagen. Valget faldt på Josef von Sternbergs Morocco (1930) med Gary Cooper og Marlene Dietrich. Fantastisk fotografering, fortættet stemning, en simpel kærlighedshistorie som brænder igennem lærredet. ”Quand l'amour meurt” sunget af Marlene Dietrich så både mænd og kvinder forstummer; hun er meget vovet på en raffineret måde.

Om aftenen Éléonore Fauchers Brodeuses (2004) med Lola Naymark som den gravide teenager Claire, som ikke ønsker at beholde sit barn. Hun arbejder for Ariane Ascaride (fru Mélikian), der netop har mistet sin søn, og der udvikler sig langsomt et varmt venskab mellem de to. En suverænt flot fortalt, meget afdæmpet film. Jeg kom til at tænke på Truffauts La peau douce flere gange (gearskiftet!). Der er så meget som ikke siges men antydes - det er en klassisk film i bedste franske tradition.

3 kommentarer:

Camilla sagde ...

Kan da nu godt se hvorfor min hund er opkaldt efter Marlene Dietrich... Hun er nemlig også vovet på en raffineret måde... eller noget:)

Paul sagde ...

Det er ikke dumt at være opkaldt efter en stjerne - men det forpligter jo :-)

Camilla sagde ...

Ja det kan der jo være noget om:)