Onsdag havde Julie (engelsk springer på knap 1½ år) og Vibeke generalprøve i LP1, og det gik ret flot. Flere øvelser til toppoint, nogle med mindre detaljer, der skal rettes, og så to rene nuller: spring og fællesdæk. Springet fik vi hurtigt styr på, det var bare et spørgsmål om at vænne sig til et andet spring, og at der står en underlig person og dirigerer hundens fører :-) Og det skal man jo lige prøve et par gange, inden man finder ud af at det kun er mors stemme der tæller. Det med fællesdækken var værre, for det var reel utryghed. Det vender jeg tilbage til …
Torsdag havde jeg en ekstra træningsrunde med mit søndagshvalpehold. De bliver ”snydt” for de to næste søndage, og har fået to søndage i den anden i stedet, men jeg synes de skulle have et plaster på såret. 5 ud af 7 kom, og det er godt nok et dejligt hold at arbejde med! Glade, arbejdsivrige hunde, og interesserede, lærevillige førere – hvad kan man forlange mere? Der er hurtige fremskridt og masser af iagttagelser der skal kommenteres – og som jeg selv kan lære af … Det vender jeg tilbage til …
I dag havde jeg lovet Rikke og Alba (border collie på 10 uger) en time, som kompensation for at de ikke kunne være med ved teoriaftenen. Jeg tror vi alle blev revet med af stemningen, og det endte med næsten to timer :-) Og jeg skal love for at der går lang tid mellem at jeg ser en hvalp med så meget energi, selvstændighed og lærevillighed.
Rikke vil og kan nå langt med Alba, og den feedback jeg gav hende var meget direkte – og blev vel modtaget!! – og er den form for feedback jeg forventer at få når jeg til sin tid skal begynde at træne med min næste hvalp :-) Det handler om helt fundamentale forhold som bl.a.:
- Klik kun for ønsket adfærd, ikke for noget tæt på (eller længere fra) – kriterierne skal du have besluttet på forhånd!
- Tænk på den færdige øvelse, opdel den i fornuftige dele, og indøv hver del for sig. Baglænskædning er genialt i mange tilfælde, fx i apportering.
- Beløn hensigtsmæssigt: Hvis du klikker for kontakt under lineføring, så beløn så hunden er i rigtig position hos dig, ikke et eller tilfældigt sted væk fra dig
- Klik rigeligt: Du kan slet ikke belønne nok under startindlæringen. Masser af klik/godbid (den omvendte lønkurve).
- Lad være med at komme verbal kommando på øvelserne før du er sikker på succes. Fx: hvis hunden dækker på dit håndtegn (uden godbid i hånden), så sæt ”dæk” på lige før håndsignalet, øg afstanden mellem verbalt signal og håndsignal og fjerne håndsignalet til sidst.
- Osv …
Jeg synes det er dejligt at kunne hjælpe andre med at komme videre i deres samarbejde med deres hund. Og bonussen er enorm: For jeg får hele tiden lejlighed til – og behov for – at overveje både en konkret træningssituation, og hvad den betyder i forhold til min egen træning.
Som læsere af denne blog vil vide er jeg helt syg efter at få en hvalp, som jeg kan træne ”rigtigt” med fra starten. Og Marianne Jensen har givet med et rigtigt godt råd: Tag det roligt! Ved at undervise andre lærer du en hel masse selv, som du kan bruge i forhold til din næste hund.
Og det er så sandt som det er sagt :-)
Så jeg har lagt følgende strategi for det videre hundearbejde:
- Jeg underviser naturligvis mest muligt hos Sydkystens Hundeskole, og lærer selv en masse af det
- Efter prøven på søndag begynder jeg helt forfra med træningen af Megan! Hun er kun 6 år, og der er masser af gode år i hende endnu. Og det vil være ekstremt lærerigt for mig at starte alle øvelser forfra, som om hun var en helt ny hund, jeg skulle indlære noget. I den forbindelse er jeg i gang med at genlæse Niina & Kenth Svartbergs ”Med sikte på 10:an. Belöningsträning för lydnadsklass I – elit”. Jeg har netop genlæst kapitlet om fællesøvelserne, og fra på mandag står træningen her på: Find noget hunden kan beskæftige sig med i øvelsen, frem for ”bare” at dække eller sidde. Fx hovedet i underlaget i dækken og godbid på snuden i sitten. For utrygheden er typisk en konsekvens af at hunden lige præcis i de to fællesøvelser ikke skal "gøre" noget, andet end at sidde og dække. Og hvis man kan finde på noget de skal gøre, så har de fokus på det i stedet for alt andet.
- Den næste hund kan godt vente lidt – men vil drage nytte af både 1) og 2)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar