fredag den 24. juni 2011

What happened?

Store ring i Valbyhallen

Der er næsten gået en uge siden sidste blog, så her er lidt opdatering om hundeaktiviteterne i den forløbne uge.
Jeg har været på en del hundeudstillinger i tidens løb, men efter at jeg begyndte at interessere mig for LP og rally er det meget lidt, jeg har været på udstillinger. Lille Bjørn har været udstillet lidt, men ikke tilnærmelsesvis så meget som vores border terriere.
Sidste søndag blev Lille Bjørn udstillet på DKKs udstilling i Valbyhallen. Han fik en nydelig kritik, og blev bedste han nr. 3, og det er jo ok, men kan ikke bruges til noget. Norwich terriere blev bedømt tidligt, så inden kl. var 1130 var vi færdige og havde været en runde på det udendørs areal – terrierne blev udstillet indendørs. Vi tog hjem, og vendte tilbage kl. 16 og så de afsluttende konkurrencer i store ring. De var ret indforståede, for at sige det pænt. Der var en stribe afsluttende konkurrencer, der var speak i en hal med rigtig dårlig akustik, så som udenforstående var det meget lidt spændende at følge. Kirsten og jeg gik da BIS-bedømmelserne gik i gang, og Valbyhallen var også ved at være ret tom på det tidspunkt.
Jeg ville meget hellere have været i Albertslund og se LP, men DKK havde desværre valgt at lægge udstilling og LP/rally/agility på to forskellige lokaliteter denne weekend.
I går stod den så på de tre LP-hold i Jersie. Sankthansaften er ikke nogen undskyldning for ikke at træne. Vi havde det skønneste træningsvejr, og jeg så en masse flot hundearbejde. Jeg sender altid mail til alle deltagerne efter træningen, og i går fik den et andet snit: 3 positive iagttagelser om hver ekvipage … og det var ikke svært :-) 4 ud af 6 på det sidste hold skal til prøve i morgen i Lyngby, som jeg for første gang i flere år ikke selv er tilmeldt – jeg regner med at kunne snige mig derop og se prøverne om formiddagen.
Årets første instruktørmøde i Sydkystens Hundeskole afholdes på tirsdag. Det afgørende for at Sydkystens Hundeskole har en eksistensberettigelse er, at vi har nogle dygtige instruktører, og at vi behandler dem, så de har lyst til at blive hos os. En ting er en fornuftig aflønning. En anden at skabe et netværk for instruktørerne. I vores vision står bl.a. ” Bestyrelsen sørger for relevante fora, hvor trænerne kan udveksle erfaringer, netværke, få inspiration osv. Dette kan være i form af netværk (fysiske og virtuelle), kursusudbud eller andet. Eksempelvis trænersparring, hvor man mødes med dem, der træner de samme hold, for at udveksle undervisningsplaner, ideer til nye øvelser, snakker om problemer og evt. ens løsningsmodeller. ” Det er noget af det, som jeg selv synes det er meget meget spændende at arbejde med.
Vores Sjov Sommer arrangement nærmer sig. Vi havde udbudt to dage, men da der ”kun” er kommet 22 tilmeldinger er det endt med at vi sætter alle kræfter (=5 instruktører!) ind mandag den 4. juli, og forhåbentlig giver alle børn og hunde er hyggelig og lærerig dag.
Den 1. juli er der et nørdarrangement, og desværre har jeg måtte melde afbud. Det er midt i flytteugen, og så må den hårde prioritering sætte ind.
Endelig vil jeg nævne rallyprøverne den 11. september i Spaniel Klubbens regi i Herfølge. Johanna skal dømme (max 60 hunde) og lige nu er der kun to ledige pladser. 14 af de tilmeldte hunde er spaniels, og det er fantastisk!!! Og apropos spaniels, så har Anne Ingevold med sin gamle Nushka (Sieger's Aida), som er 11 år, kvalificeret sig til DM i rally øvet klasse. Et stort til lykke til Anne, jeg håber hun vil gøre mig selskab til Bornholm.

2 kommentarer:

conni sagde ...

Fedt at du hellere ville have været i Albertslund og se LP/Rally m.v. :-)))) Stort tillykke med udstillingsresultatet :-)))

Paul sagde ...

Tak Conni! Jeg skriver en dag en blog om hvor deprimerende det er for mange hunde at være på hundeudstilling - det er ikke tilfældigt at dommeren lørdag skrev "herligt at se en sån vågen och glad hund" om Lille Bjørn. Og der er forfærdeligt mange "udstillingshunde" som virker som om de har opgivet alt håb om et godt hundeliv, og uden tvivl berettiget :-(((