søndag den 27. november 2011

No Sex Please, We're Working

Megan i baggrunden, Otto med Jonathan og Max med Cecilie

Inden dagens to hold i Sydkystens Hundeskole havde jeg sat 15 minutter af til at træne med Lille Bjørn: fremsending, springapportering, fastholden af apport og fremsending til kegle.
Gulvtæppet i hallen er vildt tiltrækkende, og det gad jeg bare ikke acceptere mere, jf. bloggen om Sex med sekretæren. Så jeg afbrød straks og startede forfra. Og fik nogle meget fine udløb til felt. Det samme skete ved springapportering. Lille Bjørn er begyndt at knaldapportere. Så pt. kører jeg fast med kast apport og belønning for at blive siddende; han sprang derefter og gik i snus. Afbrydelse. Næste gang: han sprang, apporterede og løb uden om springet tilbage, afbrydelse. Tredje gang: spring, apport, spring tilbage og smed apport, ok og belønning. Så arbejdede vi særskilt med fastholden af apport og det går rigtigt godt, han kan holde fast, jeg kan skubbe til den, og han slipper kun på slipkommando. Han kan sidde med den i plads, og jeg kan bukke mig og røre den, han slipper kun på kommando. Endelig prøvede jeg fremsending til kegle med target og det gik strygende.
Så var han demohund på Let øvet holdet (succes!).
Og da LP-holdet kom, skulle jeg vise Anita hvor langt vi var nået med apporten, og det hele gik op i hat og briller fordi Lille Bjørn lige skulle puste sig op overfor alle hunde på vej ind og på vej ud. Så han kom ud i bilen.
Som afslutning på LP-holdet kom han tilbage i hallen, vi fik vist fremsending til kegle. Godt med kritiske kursister, som kunne kommentere demoen :-) Ok, jeg kunne være lidt skarpere i kriterierne, men målet er at han står lige bag ved keglen med front mod mig.
Og så springapportering. Jeg belønnede for at blive siddende, han sprang han apporterede, han sprang tilbage og han satte sig, med apport i munden. Jeg bukkede mig og rørte ved apporten og han slap på kommando – stor succes! Dog bemærkede de kritiske kursister at Lille Bjørn havde rejst sig da jeg bukkede mig ned :-( Træerne vokser ikke ind i himlen.
Om eftermiddagen var der hyggeligt familiebesøg og Jonathan og Cecilie fik lov at gå med Max, Lille Bjørn og Otto i det skønneste solskinsvejr.

Ingen kommentarer: