torsdag den 17. januar 2013

Daglig træning


Onsdag var det min tur til at stå for et øvet + hold i rally. De blev udfordret med fristende 8-taller en masse. Derefter havde jeg et lille luksusbegynderhold, som sluttede i går efter to gange, fordi deltagerne er klar til øvet holdet, sådan!

Hver anden uge træner Max med på det første hold (når Anita underviser), og har så pause i den anden time inden LP-holdet. Jeg synes det var for lang tid for ham at vente i to timer i går, så Kirsten kom forbi med ham inden LP-holdet skulle i gang.

I fællesøvelserne forsøger jeg at variere rigtigt meget, og han sad pænt i 1½ og lå pænt i 2 minutter, men der er lyd på, samme kedsomhedslyd, som når vi ikke laver noget. Anita foreslog at jeg (gen)optog dæk som morgenritual, og ja, det virker. 15 sekunder dæk til morgen og 25 til aften uden en lyd, men belønningen er også et måltid …

I fri ved fod var der fokus på mine venstrevendinger og på langsom gang. Hvis jeg laver buer venstre om får jeg Max med, og gør jeg dem mindre får jeg skarpe vendinger.

Dirigeret apport på halv afstand blev flot. Første gang løb han flot ud og apporterede den rigtige, og fik derefter øje på den anden og løb hen til den. Anden gang blev det flot. Hans tyggen er reduceret væsentligt, den skal nok komme helt væk snart.

Sidste fokus øvelse var fremsendingen, hvor strategien nu er to gange target for hver en gang uden, for at få trækket mod venstre forkegle væk. I øvrigt laver han en drøm af en fremsending, både udløb og dæk.

Jeg har af og til to hunde med til træning, men til daglig synes jeg det er rarest med en, og så holde fokus på den. Undtagelsen er torsdagstræningen hos Johanna, hvor Max og Lille Bjørn deltager på to hold efter hinanden. I dag blev træningen aflyst med kort varsel, Johanna var blevet syg. Jeg var allerede sat op til træning, så det endte med at jeg tog af sted alligevel, og i sidste øjeblik besluttede jeg mig for at tage alle tre hunde med, for de stod alle og kiggede forventningsfuldt på mig. Så jeg tog et kort træningspas med hver.

Jeg lavede en opstilling med 4 kegler til slalom og en 5. kegle til at stille ved og lagde et par apporter ud. Spring og felt lå klar.

Jeg startede med Lille Bjørn. Tjek ind tog lidt tid, men pludselig fandt han ud af at han fik belønning for at gå i plads i stedet for at snuse, og de skæve pladser blev rettet op med et skridt bagud. Så var han klar, gik en flot trippelslalom, ud og blive stillet ved keglen og en super dirigeret og apportering. Verbal ros og fri ved fod med total kontakt (han ventede på belønningen), og klar til springapport. Og så fik han belønning for plads der, og vi var klar til næste øvelse. Ligesådan, ikke belønning efter en igen flot øvelse, men noget fri ved fod og slalom og så belønning. Det er nemt med de overgange, bare jeg er bevidst om det. Lidt leg og Lille Bjørn kom i bur.

Megan træner jeg ret lidt med, så hun var ganske tændt, men alligevel skulle jeg arbejde en del med opvarmningen for at få hovedet op i stedet for at hun snusede. Igen startede vi med en trippelslalom, hvorefter vi lavede diverse fremsendinger til den 5. kegle. Så en lang sekvens af sideskifter, med fokus på springvand og tætte vendinger, samt skift foran og bagved. Derefter bakninger i forskellige situationer og endelig lidt diverse. Jeg tror lige det er noget for Megan med sådan en kort, intensiv træning, en god belønningsrate og så fri. Hun kom ind til Lille Bjørn i buret.

Endelig blev det Max’ tur. Hans tjek ind er langt den bedste – hans slalom ok (dog noget snus), han stod flot ved keglen, men dirigeringen var noget rod. Det trækker simpelthen for meget med et felt i nærheden, så jeg måtte reducere dirigeringsafstand for at han valgte apporten. Et par flotte springapporter, noget pæn bakning ved siden af (både til rally og til 2 skridt bagud) samt en fantastisk fremsending til midt i feltet.

Så kom alle hundene frem og vi legede lidt og jeg fik taget et gruppefoto.

I morgen står den på selvtræning med Lille Bjørn, og ditto lørdag morgen inden konkurrencehvalpeholdet.

1 kommentar:

Lone Sommer sagde ...

ih, et sødt billede øverst i indlægget.