fredag den 18. januar 2013

Det rykker

Jeg var den eneste til dagens selvtræningshold, så Lille Bjørn fik en halv time hvor vi arbejdede alene med alle øvelser på nær fællesdæk, og specielt havde fokus på overgange mellem øvelser, og nogle momenter, der driller. Det blev en kombination af (næsten) færdige øvelser, momenter og overgange.

Træningen af fri ved fod er blevet SJOV efter enetimen i tirsdags! Lille Bjørn tjekker hurtigt ind, der er større intensitet, og han synes det er meget sjovere at blive belønnet med en godbid, der bliver kastet end med en godbid lige ned i munden. Og han søger straks tilbage til pladsposition.

I (fælles)sit har han nu to gange rejst sig, når jeg gik tilbage, ups - et mønster?!

Stillingsskiftet kører jeg på 12-13 meter nu, og accepterer en ekstra kommando midt i forløbet, og der er en god intensitet i skiftene, og jeg prøver omhyggeligt at trække tiden mellem kommandoerne.

Den dirigerede apport virker mere og mere overbevisende, men jeg skal fortsat arbejde med udgang og forstærkning for at stå ved keglen.

I springapporten arbejder jeg bevidst med at holde udgangspositionen, for han vil rigtigt gerne springe.

Stå, sid, dæk under gang er blevet er rigtigt hit, hvor vi nu arbejder med at forstærke det at blive i positionen (modsat selv at gå når jeg kommer tilbage).

I indkaldet fortsætter jeg med shaping af bakken (går fint), og øge afstanden.

Fremsendingen går fantastisk.

Og ligeså næseprøven, men jeg skal have arbejdet med fastholdelsen, for han holder meget yderligt og taber derfor ofte til sidst (i pladsen).

I forhold til planen fra 9. december 2012 har jeg i dag gjort op, at vi er rykket (dvs. har skiftet farve) i 5 øvelser: fællesdæk, stillingsskift, dirigeret apport, springapport og fremsending. Det kan betale sig at træne :-)

Ingen kommentarer: