mandag den 6. oktober 2014

Dusinet fuldt

Lille Bjørn 3. juni 2012, da han blev DKRLCH. Samme dag som Max debuterede i rally.

Jeg var simpelthen segnefærdig af træthed lørdag aften og gik i seng allerede 21.30, det sker ikke hvert år at jeg går så tidligt i seng. Jeg vågnede 2.30 og gik ekspertbanen med Max 3 gange i tankerne. Derefter sov jeg igen.

Jeg kunne virkelig den bane efter at have læst den på papir og gået den tre gange under banegennemgangen plus selve prøven.

I går gik jeg i stå da jeg gik championbanen med Megan, efter et sideskift ventede jeg næste sideskift, som ikke var der … Og så lavede jeg det om til tyskervendingen, som var det næste skilt.

Amanda spurgte bagefter, hvad der gik galt, og jeg kunne kun sige at jeg troede, der kom et sideskift igen – som på ekspertbanen jeg havde gået to gange. Og Amanda kunne fortælle mig, at så havde jeg ikke været omhyggelig nok med banegennemgangen, hvilket var åbenlyst – fordi jeg skulle følge med i LP3-ringen samtidig med banegennemgangen i championklassen ...

Rigtigt dårligt førerarbejde. En ren begynderfejl til min rallyprøve nr. 150 :-(

Så næste gang lærer jeg banen ligeså godt som jeg gjorde i lørdags – dog behøver jeg ikke vågne om natten og gå den i tankerne!

Jeg har (naturligvis!) også siddet og kigget på championatsamlingen, som med Max’ i søndags rundede dusinet. 7 forskellige championater med 5 hunde i en periode på over 18 år:

NavnTitelDato
Emmy (Borderhouse Emily Rose)DKCH 21-09-1996
Emmy (Borderhouse Emily Rose)DKJCH(G) 17-04-1999
Otto (Borderhouse Knight Rider)DKCH 30-04-2000
Otto (Borderhouse Knight Rider)INTCH 03-09-2000
Otto (Borderhouse Knight Rider)KLBCH 17-09-2000
Otto (Borderhouse Knight Rider)SCH 02-06-2001
Megan (Happy Leans Brown Sugar)DKLPCH 13-09-2008
Lille Bjørn (Wessex Paddington)DKCH 20-09-2008
Megan (Happy Leans Brown Sugar)DKRLCH 29-12-2010
Lille Bjørn (Wessex Paddington)KLBCH 20-03-2011
Lille Bjørn (Wessex Paddington)DKRLCH 03-06-2012
Max (Borderhouse Terranova)DKRLCH 04-10-2014

DKCH, INTCH, KLBCH og SCH er udstillingschampionater, DKJCH(G), DKLPCH og DKRLCH er prøvechampionater.

Vi har været superglade for alle 12 championater, men de 5 prøvechampionater betyder for mig langt mest.

Som alle véd, der følger min blog, er jeg ikke kommet sovende til nogen af dem.

Og så er det måske meget passende at vågne midt om natten og kunne gennemføre den seneste prøve inde i hovedet :-)

Ingen kommentarer: