søndag den 25. januar 2015

Forgængelighed

Solopgang søndag morgen
 
Er jeg blevet gammel og sentimental? Eller er jeg i virkeligheden bare bundsentimental?

Jeg synes jeg har læst og hørt lidt for meget om hunde, som pga. alder eller sygdom enten er pensionerede eller ikke er mere. Jeg kunne mærke det, da jeg i august hørte at en af Megans kuldsøskende var aflivet pga. Glaukom (Grøn stær). Jeg kunne mærke det, da jeg i dag læste, at en af dem, vi trænede med på DKK hold i 2007, har fået aflivet deres 10 år gamle Border collie. Jeg kunne mærke, at jeg blev mindet om, at Megan er en ældre dame og jeg skal glæde mig over at hun stadig er frisk og rask.

Det gør jeg bestemt også!

Jeg nyder hver dag med hende, og det har skabt ny energi i vores samvær at vi har den ugentlige rallytræning om mandagen.

Jeg har det officielle mål at hun skal kvalificeres til DM og Årets hund i rally championklasse i år. Men jeg har i weekenden besluttet at tilmelde hende til flere prøver, som ikke kvalificerer til nogen af delene, se den samlede oversigt i kalenderen.

Den korte forklaring er: Jeg vil konkurrere med Megan så længe det giver mening, dvs. det er tydeligt at hun og jeg begge synes det er sjovt.

Morgentur søndag morgen, Lille Bjørn bliver klappet


Hvis jeg skulle prioritere mellem hundene stod hun ikke først, men så er det jo herligt at kunne have mere end én hund med til prøve.

Næsten de samme overvejelser har jeg gjort med Lille Bjørn. Han bliver 8 år til marts, ikke nogen alder for en Norwich terrier, men dog en alder, hvor man ikke kan tage for givet, at vi bare kan fortsætte med at arbejde på det nuværende niveau. Derfor er der også kommet lidt flere prøver på hans planer.

Badebroen i forårsform

Baggrunden for den intensiverede prøveaktivitet er, at jeg i bund og grund er overbevist om, at alle hundene har et godt og nogenlunde stabilt niveau i den klasse de konkurrerer i, og at detailtræning naturligvis er vigtig, men ikke i denne sammenhæng afgørende for at gå til prøver.

Så også 2015 bliver bestemt konkurrencemæssigt et rigtigt omfattende år.

Jeg har ikke helt afstemt det med Kirsten endnu, men jeg har også besluttet at Max ikke skal være min sidste hund, som jeg vist er kommet til at skrive et sted …

Men næste hund er ikke besluttet hverken tids- eller racemæssigt.

Ingen kommentarer: