lørdag den 14. september 2019

Åh, disse minder


13. september 2008: Megan DKLPCH (foto: Camilla Dinesen aka Johannesen)

Minderne (DDO: en i tankerne ofte fremkaldt følelsesladet eller stemningspræget erindring om et menneske, en begivenhed eller en handling der engang har gjort et stort indtryk på én).

Et godt minde allerede: Max og Otto som de allerbedste venner :-)

Det er bestemt ikke noget jeg tænker på dagligt, som det jo så ofte er med minder. Men af og til sker det, og i går var det så fordi det var præcis 11 år siden Megan og jeg blev DKLPCH at mindet om den dag poppede op. Jeg har skrevet om prøven i dette blogindlæg. En uge efter blev Lille Bjørn i øvrigt DKCH, det var ikke engang et blogindlæg værd dengang?!

Men Megans DKLPCH, det var en ganske speciel dag, en dag som var kulminationen på en masse træning, for midt vedkommende den allerførste træning af en hund, ovenikøbet en crossover hund, i en lydighedsdisciplin i DKK. Det var vores 15. prøve i LP3, og marginalerne havde ikke altid været med os, men den dag spillede det hele, og jeg var stolt ud over alle grænser over Megan, og sikkert også lidt over mig selv.

En skøn eftermiddagstur med Max i dag

Vi har fået 13 championtitler med 5 hunde, heraf har de 7 været udstillingstitler: Emmys DKCH, Ottos DKCH, INTCH, KLBCH og SCH og Lille Bjørns DKCH og KLBCH.

Emmys DKCH – vores første championtitel - fik hun 21. september 1996, det er snart 23 år siden.

Men i mit hoved er udstillingstitlerne for intet at regne mod prøvetitlerne.

Det startede med Emmys DKJCH(G) for over 20 år siden (17. april 1999), som der virkelig blev kæmpet for.

Et vidunderligt aftensmåltid og en enestående vin ;-)

Så kom Megans DKLPCH og siden hendes DKRLCH 29. december 2010, som også var en helt speciel oplevelse, og som der bestemt også blev kæmpet for.

Lille Bjørn blev DKRLCH 3. juni 2012 og Max 4. april 2014.

Derefter drømte jeg om at en af hundene kunne blive DKRSCH. Hverken Megan eller Lille Bjørn var tæt på, ingen af dem fik supercerter., men sørme om Max ikke gjorde det i år, den 9. februar i år fik han to supercerter. samme dag og titlen.

Jeg kan huske alle dagene med prøvetitlerne ligeså tydeligt. Emmy som fik sine sidste to certer. med en uges mellemrum. LP-prøven med Megan i Albertslund. Rallyprøven med Megan ved den allerkoldeste rallyprøve nogensinde i Danmark (og en ommer i en spiral som næstsidste øvelse). Lille Bjørns rallytitel til en prøve i Osted, arrangeret af Sydkystens Hundeskole, hvor der vist var 6, der blev champions, og Max’ til en prøve ved Rishøjhallen (Dansk Collie Klub) med Anita som dommer og Amanda som sekretær.

Og så er der lige 9. februar 2019, som jeg med garanti heller aldrig glemmer, hvor Max først fik et supercert. hos Anita, og jeg tror vi gik vores livs prøve, og så gentog vi det lige efter hos Amanda 😊

Det fede er, at jeg nu er blevet meget bevidst om den mentale forstærkning der ligger i at rose sig selv for godt førerarbejde, og der er så mange prøver, hvor jeg har gjort det fantastisk, og sjovt nok har hundene altid været med på den, og gjort det mindst ligeså godt!

Det er bestemt og heldigvis ikke kun dagene med championtitler, der står klart i erindringen. Der er mange andre fantastiske oplevelser, som jeg tænker tilbage på med glæde, når jeg bliver mindet om dem. Og nogen gange popper de bare op.

Hver eneste dag er der nye muligheder, og der er hele tiden potentiale for øjeblikke, hvor situationer opstår, som vi kan mindes med glæde dagen efter eller mange år efter. Eller resten af livet.

I Orson Welles The Magnificent Ambersons (1942), en af mine yndlingsfilm, fortæller Joseph Cotten på et tidspunkt om en kvinde, som han engang har set, og han har tænkt på hende hver dag resten af sit liv. Sådan har jeg det næsten med nogle minder, og det føles ærligt talt ret godt.

Kommer de sådanne minder i resten af 2019?

Ha, det er det gode, det er ikke noget der kan forudses 😉

Ingen kommentarer: