søndag den 20. juli 2025

Livslang Læring


Master of Mental Training™ (MMT) forløbet er ved at nærme sig sin afslutning. Det har været et fantastisk forløb, som jeg har beskrevet i otte blogindlæg. På den formelle front omfatter certificeringen tre dele:
  • en delcertificering som Certified Practioner hos FirstMind,
  • en skriftlig eksamen (deadline 1. august kl. 23:59) og
  • en mundtlig eksamen den 7. august kl. 10:00. 
I FirstMind-forløbet har jeg anvendt deres værktøjer til at få talentprofiler hos fem personer og gennemgå dem detaljeret med dem. Certificeringen hos FirstMind var en eksamen på en lille time, hvor Head Coach & Senior Insights Consultant Marie Jung – som i øvrigt er medkursist på MMT-uddannelsen – skulle tjekke min forståelse og anvendelse af modellen på en af kandidaterne. Det var en eksamen kvalitetsmæssigt langt over hvad jeg normalt har oplevet, hvor jeg dels blev bekræftet i en masse af det jeg har lært, dels fik spændende input til det videre arbejde med modellen. 


Eksamen blev gennemført i torsdags og kort efter at have bestået den, fik min skriftlige eksamen en sidste gennemlæsning og blev indsendt. 

I dag har jeg lagt en plan for forløbet frem til den mundtlige eksamen, herunder beskrevet selve den mundtlige eksamen – som jo er en oplagt mulighed for at anvende en masse af det vi har lært på kurset i forhold til vores egen performance. 

Der er flere der har spurgt interesseret, nysgerrigt og måske lidt bekymret til, hvad jeg nu vil bruge tiden på, med vineksamener afsluttet og MMT snart afsluttet. 

Det er heldigvis nemt at svare på. Der er INGEN af eksamenerne/certificeringerne der er målet. De er alle sammen trin i et udviklingsforløb. Jeg håber ikke den dag kommer lige med det første, hvor jeg synes at jeg har nået alt hvad jeg vil i livet og ikke vil lære mere. 

På MMT-siden har jeg perspektiver både i forhold til mig selv og andre. Jeg vil blive endnu bedre til at anvende værktøjerne i forhold til mig selv, og jeg vil aktivt (ny hjemmeside 1. september) udbyde ydelser indenfor coaching og mental træning. 


Desuden er jeg blevet meget interesseret i at få en dybere forståelse af hvordan hjernen fungerer I sidste uge er jeg gået i gang med online-kurset Understanding the Brain: The Neurobiology of Everyday Life på The University of Chicago. Det bliver forhåbentlig starten på et længere forløb. Kurset er i øvrigt en perfekt mulighed for mig til at træne grafisk facilitering. 

På vinfronten er hverken sommelieruddannelsen eller WSET Level 3 Award in Wines naturligvis mål sig selv. Det er nærmere startskuddet i forhold til min videre udvikling i vinverdenen. Jeg har skrevet korte omtaler af Pascaline Lepeltier: One Thousand Vines, Elaine Chukan Brown: The Wines of California, Oz Clarke: English Wine og et netop gået i gang med Mads Schyttes: Whisky. Alt sammen for at blive klogere på forskellige aspekter af vinens (og spiritussens) spændende verden. 

The Power of Full Engagement har været en af flere meget inspirerende lærebøger på MMT: ”For at være fuldt engagerede skal vi være fysisk energiske, følelsesmæssigt forbundne, mentalt fokuserede og åndeligt afstemte med et formål ud over vores umiddelbare egeninteresse.” Dette kombineret med vane 3 (gør det første først) har givet disciplineret planlægning af min tid så jeg udover tid til ovennævnte (MMT/Vin) bl.a. får trænet fransk daglig (Duolingo) og har et struktureret program for at træne fitness herhjemme hver mandag, onsdag og fredag, samt daglig meditation. 

Jeg vil gerne specielt nævne den verden, som har åbnet sig for mig, efter at have lært Harry Potter, Lord of Rings og Games of Thrones-universerne at kende. Jeg er nået godt halvvejs i bind 2 af sidstnævnte, og er (naturligvis) for længst suget ind i det univers også. 


Harry Potter fik en ekstra sløjfe, da jeg efter at have læst bøgerne og set filmene fik at vide at jeg ”manglede” Harry Potter udstillingen i London. Det fik ikke lov at blive glemt! Mandag-onsdag sidste uge gik turen til London, med primært mål at opleve Warner Bros. Studio Tour London: The Making of Harry Potter. En kæmpeoplevelse. Tre dage i London blev grundigt anvendt til være turist herunder et par gode middage. 

Hvor længe bliver jeg ved med at være nysgerrig, ville lære mere, nørde osv.? 


Patricia (Jean Seberg): "Quelle est votre plus grande ambition dans la vie?
Parvulesco (Jean-Pierre Melville): "Devenir immortel…et puis mourir.
(Jean-Luc Godard, A bout de soufflé, 1960)

onsdag den 16. juli 2025

Oz Clarke: English Wine (2022)


Undertitel: From Still to Sparkling. The Newest New World Wine Country

Engelsk vin fylder ikke meget i de vinuddannelser jeg har gennemført. Eller rettere: De fylder intet. Hverken på Vinakademiets sommelieruddannelse eller på WSET Level 3 Award in Wines er engelsk vin omtalt.

Jeg har besluttet, at jeg ville blive lidt klogere på hvad der rører sig i England på vinfronten. De første skridt blev taget på en kort tur til London i sidste uge. Foyles på Charing Cross Road var første stop, jeg havde besluttet at jeg skulle købe én bog, og det blev Oz Clarkes: English Wine. Jeg fik på turen lejlighed til at smage Roebuck Estates Rose de Noirs 2019 og Chapel Down Kit’s Coty Blanc de Blancs 2019, og specielt sidstnævnte imponerede meget.


Men jeg skriver dette nyder jeg Simpsons Wine Estate Canterbury Sparkling Rosé Brut 2020. Jeg sidder på terrassen og får den perfekte sommervin. Duft af jordbær, hindbær, citrus, grape, abrikoskerne, marcipan. Tør, fed mousse, fyldig, velbalanceret, frisk. Lang, blød eftersmag. Et fantastisk glas vin.

Tre glas engelsk mousserende vin på højt niveau, det er en beskeden referenceramme, men efter at have læst bogen giver det så meget mening.

Oz Clarke skriver rasende godt. Selvfølgelig kan han stoffet ud og ind. Han får det præsenteret pædagogisk, underholdende, på en uprætentiøs måde. Ikke mindst de 2/3 af bogen ”A Tour of the Regions”, med gennemgang af de engelske (og walisiske) vinregioner er vidunderlig læsning, præget af Oz Clarke detailkendskab til mange af de involverede, hans engagement og hans kærlighed til de mange, der brænder for at skabe fantastisk vin.

England har historisk ikke en stor tradition for at være vinproducerende land. Der er et stort potentiale på mange fronter, men vejret har været den store fjende: for køligt, for meget regn. Men på den front har klimaforandringerne været til fordel for engelske vinproducenter (som det også gælder for danske). De stigninger som er oplevet de seneste 20-30 år har groft sagt gjort, at geologisk og på andre områder meget sammenlignelige områder i Champagne og England har oplevet, at det er ved at blive lidt for varmt (Champagne) og har det helt rette niveau (England). Det betyder at der flere steder i England er ideelle betingelser for at fremstille mousserende vin af tårnhøj kvalitet – og de gør det.

Selvom der også produceres stille vin i England, også på druer som normalt ikke ”regnes for noget” (Bacchus, Rondo, Seyval Blanc m.fl.) er ca. 80 % af den engelske beplantning Champagnedruerne: Pinot Noir (inkl. Pinot Noir Précoce), Chardonnay og Pinot Meunier.

Portrætterne af de enkelte vingårde er skønne, nogle nærmest magiske. Producenter i alle mulige størrelser, nogle mikroskopiske, andre giganter. Men alle drevet af passionerede mennesker. Oz Clarke kender dem, har besøgt dem og har fingeren på pulsen.

Jeg tager Simpsons Wine Estate som eksempel, fordi det ”tilfældigvis” er den jeg har i glasset lige nu. Charles Simpson fortæller, hvorfor han kom til Kent efter 17 år i Frankrig, og troede på at ”in Kent we can have, not the best vineyard sites in England, but the best vineyard sites in the world”. Oz Clarke kender området godt, han har boet i nærheden. Og det hele bliver personligt og meget læseværdigt. Simpsons er topprofessionelt på alle fronter, og jeg glæder mig til at smage andre af deres vine – jeg har netop købt 4 forskellige mousserende fra Gourmet Wine.

På helt samme måde har jeg fået voldsom appetit på andre engelske vine, og mon ikke der pludselig kommer et gennembrud i Danmark?

Jeg har noteret et sted jeg MÅ besøge næste gang jeg kommer til London er London Cru. Jeg fandt netop ud af det ligger tæt på, hvor jeg boede i London. Så er der en god undskyldning for at vende tilbage til London!

søndag den 6. juli 2025

Elaine Chukan Brown: The Wines of California (2025)


Classic Wine Library er en serie fremragende bøger om vin. Den første var Julian Jeffs’ Sherry som kom i 1961. Académie du Vin Library købte Classic Wine Library i 2023 og annoncerede at de dermed var blevet verdens største specialistudgiver inden for vinlitteratur. Kvaliteten er tårnhøj og bøgerne roses til skyerne. Det var derfor naturligt for mig at købe nogle bøger derfra, for at fordybe mig i nogle emner indenfor vinens verden.

Californien var oplagt at starte med. Jeg har tidligere skrevet om Capstone California Wine Certification Programs, hvor jeg gennemførte Level 1-3 i 2024 som beskrevet her. Nu har jeg læst Elaine Chukan Browns The Wines of California (2025). 

Elaine Chukan Brown er en indflydelsesrig amerikansk vinskribent, taler og global vinformidler. Hun anmelder vine fra Napa Valley for Wine Enthusiast. Hun har et meget omfattende cv. Hun er indfødt (Inupiaq og Unangan Sugpiaq) fra det, der i dag er Alaska, har specialiseret sig i amerikansk vin og har viet sin karriere til krydsfeltet mellem bæredygtighed, klimaindsats og nedbrydning af ekskluderende strukturer i vinindustrien.

Bogen er opdelt i tre hovedområder: How we got there, Where we grow og What we’re facing. 
 
How we got there dækker perioden fra 1769 - da de første franciskaner munke kom til det nuværende Californien og etablerede sig fra San Diego op til San Francisco - til 2025 (bogen blev udgivet 14. april i år) og forandringer affødt af ændret indstilling til immigranter, forhold omkring toldsatser mv. En fascinerende historie som bl.a. omfatter behandlingen af det oprindelige folk, guldfeber, Californiens optagelse i USA, Phylloxera, flere depressioner, to verdenskrige, forbudstid, bestandig uro vedrørende immigranter og deres arbejdsforhold, miljøaktivisme, parisersmagningen, Robert Parker, COVID-19, klimaforandringer (herunder skovbrande) for bare at nævne nogle af emnerne.

Where we grow gennemgår dels de generelle betingelser for vindyrkning, dels alle hovedområder inkl. de 154 AVA'er. Geologi, klima, druesorter og betydningen af de teknologiske samspil med virksomheder i Silicon Valley beskrives. De seks hovedområder gennemgås ret detaljeret: North Coast, Santa Cruz Mountains, Central Coast, Central Valley, Sierra Foothills samt far north and southern California. 

Bare som eksempel omfatter North Coast bl.a. knap 30 sider om Napa Valley and County med historik, Parisersmagning, Phylloxeras tilbagevenden i starten af 1980’erne, The French Paradox (tv-program fra 1991 der beskrev paradokset at franskmænd har relativt lav forekomst af hjerte-kar-sygdomme på trods af en kost rig på mættet fedt og det muligvis kunne skyldes deres højere forbrug af rødvin), en oversigt over de 18 AVA’er og en kort gennemgang af 35 vingårde.

What we’re facing handler om den kulturelle betydning af vin, om sociale hensyn (ændret marked, om generationsforhold, om forbudspolitik og sundhed) og ikke mindst betydningen af klimaændringer, herunder spændende stof om røgens indflydelse på vin (skovbrande) og forskning i forhold til det, bæredygtighed.

I epilogen Regeneration and Innovation opsummerer Elaine Chukan Brown bogens optimistiske grundtone. Trods utallige udfordringer gennem tiden, har den californiske vinindustri altid formået at genopfinde sig selv. Bevidsthed om fortidens fejltagelser og nutidens trusler kan håndteres ved at bygge på kollaborative løsninger og mangfoldighed i perspektiver.

Det er en vidunderlig bog skrevet af en fremragende forfatter. Den vidner om et dybtgående kendskab til alt i relation til Californisk vin. Elaine Chukan Brownbrænder for stoffet og hendes engagement er smittende. Udover den ”normale” beskrivelse (Where we grow), er der tydelig historisk perspektivering i bred forstand og grundig fokusering på udfordringer og muligheder. Det giver en dybere forståelse af ikke bare vin i Californien, men i bred forstand. Den kan anbefales på det allervarmeste.