Viser opslag med etiketten NM i Freestyle og HTM. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten NM i Freestyle og HTM. Vis alle opslag

tirsdag den 26. september 2017

På vej til NM

Foto: Camilla Dinesen

Dagens minde på Facebook fik virkelig minderne til at vælte frem. Det var billedet for oven, taget af Camilla Dinesen (siden Johannessen og Grafiko.dk), ved Spaniel Klubbens første officielle LP-prøve 26. september 2009, som jeg var med til at arrangere. 2 ringe, 12 spaniels og masser af andre hunde, bare se resultatlisten her.

De fleste af hundene er fantastiske minder i dag, men enkelte lever i bedste velgående: Django, Zazu og Emma og muligvis andre. Megan gik en fantastisk prøve, fik 10 i fællesdæk, springapport, fremsending og næseprøve og blev klubmester.

Dengang i 2009 var LP det eneste, jeg gik op i. Megan var champion og vi flirtede med eliteklasse og fortsatte i LP3. Lille Bjørn fik sin LP1, og havde to rigtigt trælse LP2. I rally var Megan startet i Ekspertklasse og Lille Bjørn i begynderklasse i 2008, men vi gik ikke til en eneste rallyprøve i 2009, det er ikke sket siden, at et år har været uden rallyprøver.

I år er situationen en ganske anden. Rally fylder rigtigt meget, HTM/FS/6+ også en del, og Nose Work noget. LP har jeg ikke beskæftiget mig med siden 14. december 2015, da Lille Bjørn var til sin sidste prøve, og jeg har ikke savnet det et øjeblik.

Det var minderne. Nu til NUTIDEN.

Det har været et år, hvor jeg har nået de mål jeg har sat mig, sådan set. Kvalifikation til DM i rally med begge hunde, Max nr. 10 og Lille Bjørn nr. 15. Begge hunde til Årets Hund i weekenden, Max nr. 10, Lille Bjørn nr. 11. Det er okay og meget godkendt.

Men at blive udtaget til det danske landshold i 6+ er STORT! Det kan godt være, at det er en uofficiel konkurrence, men det betyder intet for mig – jeg er meget, meget stolt af at være udtaget og skulle repræsentere mit land!!!!!

Jeg har glædet mig i det små, men der har været DM og en lang ferie og Årets Hund og pludselig står NM for døren, det er på fredag jeg skal afsted. NU glæder jeg mig for alvor :-)

Der sker løbende justeringer i tidsplanen men det bliver nogenlunde sådan:

Louise, Billie, Max og jeg (The Silver Duo) har træningstid fredag 16:10-16:15. Der er åbning og lodtrækning 17:00-18:30. Lørdag skal vi starte først af de 4 6+ ekvipager, 15:15. Der er præmieoverrækkelse 16:00. Søndag er der 6+-finaler 11:20 og præmieoverrækkelse 14:00.

Der har været en masse nyt at tage stilling til undervejs, bl.a. landsholdstøj, flag, gaver til de andre hold og til de andre på holdet osv.

Først i dag er jeg nået til noget så vigtigt som at tænke på transport (hotelværelset er heldigvis booket). Så jeg sejler Odden-Ebeltoft fredag og hjem via Århus-Odden. Jeg er blevet klippet, så frisuren er i orden. Og Kirsten har spurgt til det med påklædningen, så jeg ikke står desperat fredag formiddag og der mangler noget.

Så er der træningen. Louise og jeg har trænet en del gange og været sammen til en landsholdssamling (jeg har ikke kunnet de andre gange). Vores nummer har virkelig udviklet sig meget. Det var en FED oplevelse at være til landsholdssamling, og mærke engagementet og iveren for at hjælpe os med at gøre nummeret endnu bedre.

Selvom jeg ikke har været så meget til stede, som jeg selv ville have ønsket, kan jeg godt mærke den gejst, som jeg selv mener, er en ret afgørende del af et TEAM, og jeg er sikker på, at Danmark vil vinde over alle på team spirit :-)

Hvad så med Max og mig, kunne man spørge? Det spørgsmål har jeg stillet mig selv mange gange.

Vi har ikke trænet ret meget, både fordi jeg ikke synes det er det, vi har brug, men nok så meget fordi vi har været til masser af konkurrencer, og vi har begge brug for at kunne slappe af og lade op.

Jeg er sikker på, at vi laver et fantastisk nummer på lørdag. Der er én person i hele verden, der bestemmer det, og det er mig.

Jeg fik en skøn besked fra Liv i går. Hun er også på landsholdet, og er et af mine idoler indenfor HTM. Hun tilbød at tale med mig om mine problemer med Max, fordi jeg måske kunne lære noget af den måde hun arbejder med Mango på, for de har også deres udfordringer.

Lidt over en time talte vi sammen i går aftes – og uden at gå i detaljer kan jeg godt fortælle, at det var en samtale, der gav mig et mentalt boost af den anden verden. Vi har indgået en pagt (lyder det ikke flot?!!!) og kun vi to véd, hvad den går ud på.


Symbolet på pagten er for mig denne hønseorden, som Kirsten og jeg gav Johanna, den dag, hun blev rallydommer, som Johanna gav mig som held og lykke vandregave til DM i rally i 2015, og som jeg for første gang i lang tid vil bære på lørdag.

Det er første gang, jeg er på et landshold, jeg vil nyde hvert et øjeblik af den kommende weekend og tænke på, at jeg har nået så langt som jeg aldrig har troet muligt med Max, at vi repræsenterer Danmark, er sammen med de mest fantastisk skønne mennesker, som er endnu mere passionerede end mig for denne vidunderlige sport og at dette vil være et minde, som jeg vil kunne glæde mig over resten af mit liv.

Og jeg vil være den bedste fører for Max hele weekenden, så vi SAMMEN vil tænke tilbage på den, som højdepunktet i vores karriere indtil nu, og startskuddet på næste del af vores udvikling sammen.

torsdag den 21. september 2017

Sidste NM-træning

Cherie var SÅ tæt på at få Max til at lege :-)

Louise og jeg havde i dag aftalt, at tage den sidste træningsrunde inden NM.

Vi gik vores program nogle gange uden hunde, hundene var med til en fuld udgave eller to med masser af belønning, vi trænede nogle småmomenter med hunde, og vi trænede specielt afslutningen en del uden hunde. Endelig fik vi talt en del om programmet og vi talte også om fejlhåndtering.

Fejlhåndtering?

Teamwork to Music (lyder det ikke så meget bedre end 6+?!) er dramatisk forskelligt fra HTM/FS når man som Louise og jeg har et program, som i høj grad er baseret på at vi og vores hunde skal gøre noget helt synkront, eller forskudt i forhold til hinanden. Hvis vi afviger fra det planlagte, kan vi ikke bare korrigere, som der ofte vil være mulighed for i HTM/FS, for det bliver pludselig meget synligt, at programmet ikke hænger sammen.

Selvom vi synes programmet er meget bedre end den udgave, vi viste i Vejen 2. september, er vi også ærlige og erkender, at der er ting der kan gå galt, og uden tvivl også ting der vil gå galt den 30. september. Det vil vi ikke gå i panik over under prøven, så vi har talt mulige fejl igennem, og talt om hvordan vi vil agere, hvis de sker.

Naturligvis håber vi på et perfekt program, men realistisk set bliver det nok kun tæt på :-)

Glæder jeg mig til NM?

Selvfølgelig gør jeg det!

Men der er lige noget Årets Hund i rally den kommende weekend, så først derefter får jeg fuldt fokus på NM den efterfølgende weekend.

Der er så meget nyt at lære og tage stilling til som landsholdsdeltager. Jeg må indrømme, at det at skulle finde på gaver til alle de andre på landsholdet var lige ved at stresse mig, men jeg fandt en løsning, og nu er den del på plads. Nu skal jeg bare skrive 11 personlige held og lykke kort :-)

Så er der også alt muligt andet, men jeg tror jeg har fået taget stilling til/gjort det undervejs, så der ikke dukker ubehagelige overraskelser op i sidste øjeblik.

I dag har jeg indsendt Max og mit speaker sheet, hvor jeg bl.a. skulle svare på dette: “Please share some of the highlights of your dancing career”. Der var så meget jeg kunne have skrevet, men dette blev sammenfatningen af vores dansekarriere, som for håbentlig kun er i sin spæde start:

Our first appearance was 5th June 2015 in Heelwork, so we have been working in the dog dancing world for only 2½ years. Highlights:
  • Getting the titles HTM1 and HTM2 with a routine to Rolling Stones’ Walking the Dog,
  • Getting the FS1 title with a routine to Beatles’ When I’m 64 (I am 64!) and
  • together with Louise & Billie to discover the joys of Teamwork to Music
  • Being here today is THE Highlight of my dancing career until now!!!

onsdag den 30. november 2016

Noget om Freestyle og HTM



Et landshold så tæt på det bedste, vi har,
er taget til Stockholm og mässan indta’r.
Med Lizza som leder er alt trygt og godt,
vi ønsker de alle performer så flot.
 
At Johanna og Soda giver den gas,
at pilen den rammer for Helle og Jazz.
At Sidsel og Wave, de får drømmene frem,
og Anja og Queeny ta’r kegler med hjem.
 
At Jette og Addi får folk til at grine,
mens Kate og Zonja får sår til at hele.
At Stine og Panda debuterer så flot,
og Johanna og Soda igen scorer godt.
 
Vi håber den weekend får tårerne frem,
hos jer, og hos os og hos alle dem,
der synes at dansende hunde er dét,
der gi’r livet det ekstra, der hører sig til.