Om at blive født på ny

6. marts formiddagstur

Torsdag den 23. februar 2023 kl. 17:10 blev jeg født på ny.

Jeg vågnede på opvågningsstuen på Aleris Søborg, fik at vide hvor jeg var og at operationen var gået godt.

Det var ikke noget særligt set i det store perspektiv, men kæmpestort set fra min synsvinkel. Fra at være voldsomt invalideret af spinalstenose – konstante smerter, ikke kunne gå normalt, ikke træne med hundene, ikke kunne ret meget – til potentielt at blive normalt gående og genoptage et liv, som jeg har haft.

Jeg lå med et saligt smil, og følte mig som den heldigste mand i verden og glædede mig til at ringe til Kirsten og Christian og fortælle de gode nyheder.

Jeg kom tilbage til stuen, hvor jeg havde været ganske kort tid inden operationen, fik min telefon, og kl. 18:39 kan jeg se at jeg ringede til Kirsten.

23. februar 20:20 et glas rødvin, det blev nydt!!!

Efter aftensmad blev jeg blev spurgt, om jeg ville have noget at drikke, og jokede med at et glas champagne ikke ville være dumt … og fik et glas rødvin 😊

Tiden siden da har stået på genoptræning og afslapning.

Jeg er indtil videre sygemeldt, og tager bestik af situationen på mandag.

Den fysiske genoptræning er til at forholde sig til. Der er faste rammer for genoptræningen, med fokus på at have et fornuftigt træningsprogram, og ikke forcere. Ryggen skal have tid til at vokse sammen.

7. marts, jeg for længe om at vende om, og nåede at blive lidt våd :-)

I dag er tolvte dag efter operationen. Jeg kan mærke at det er gået stille og roligt fremad. Jeg har de sidste dage fået lov at gå ganske korte ture alene (max 770 meter), i morges luftede jeg for første gang hundene uden Kirsten (500 meter).

I morgen bliver trådene i ryggen fjernet.

Jeg halter stadig, men går lige og uden smerter. Det med at halte er ikke underligt: der er næsten ingen muskler i venstre ben, jeg har kompenseret gennem laaang tid ved at bruge højre ben meget mere, og ja, det kan ses og mærkes. 

Indtil kort før operationen var der er en masse mål på hundefronten. Nu handler det for mig om at træne fornuftigt og systematisk, gøre det jeg må, når jeg får lov til det, og forhåbentlig snart komme dertil, at jeg med sund fornuft og forsigtighed kan komme ud i verden, på arbejde og træne og konkurrere med hundene igen.

Jeg bliver helt glad ved drømmen om at kunne begynde at træne med hundene og især at gå en rallybane med Max – i dag komplet uoverskueligt, men selvfølgelig kommer vi tilbage.

Bare som lille incitament har jeg meldt både Max og Otto til to Siriusprøver hver.

I weekenden var jeg på distancen lidt på banen igen, der var landsholdskvalifikation i rally lørdag til kl. 14 og derefter resten af weekenden HTM- og rallyprøver arrangeret af Neel og mig til støtte for VM i HTM 2023. Jeg nød at kunne være på hjemmefra, opdatere resultater, lægge fotos ud, glæde mig over nogle fantastiske dage. Der røg mange hilsner afsted, ikke mindst til Neel, som uden at blinke overtog alt det, jeg skulle have klaret i rally, oveni alt det andet. Hun er en superstjerne!

Det, der har betydet allermest i denne periode, er de mange søde og kærlige hilsner jeg har fået, hold da op, hvor de betyder al verden. Jeg kan ikke sætte ord på, hvor meget det betyder.

Jeg har bare så meget lyst til at komme tilbage til verden – jeg vil fysisk og mentalt gøre det nødvendige – og glæder mig så meget.

Guldbjørnen

Megan har i weekenden slikket en del på sin ene pote, og da vi ikke kunne komme til at tjekke den selv, fordi det tydeligvis gjorde ondt, tog Kirsten hende til dyrlæge i går.

Så fik jeg en sms om at Kirsten var hjemme uden Megan, fordi hun skulle i narkose for at blive tjekket. De kunne simpelthen ikke komme til at undersøge hende, fordi det gjorde ondt.

Vi hentede hende ved 17-tiden og det eneste de havde fundet var en rift i den ene pote; der var åbenbart gået betændelse i den. Vi aner ikke hvornår eller hvordan det er sket, og lidt antibiotika og noget smertestillende ordner det forhåbentlig. Men sikken en forskrækkelse.

Megan har kun været i narkose én gang tidligere, da hun blev steriliseret, og det er da ikke lige det vi har lyst til at udsætte en 10 år gammel hund for.

Som kom der en mail fra Lonni med et dejligt link:



Jeg anede ikke at Anita havde filmet Max og mig i LP3 i søndags, så det var da en skøn gave at få. Det er spændende at se ham udefra, selvom han fokuserer på alt muligt uden for ringen så arbejder han altså stadig godt! Der er potentiale i den dreng.

I går havde jeg ham med til Jersie og trænede med ham inden LP-holdet. Vi fik lavet nogle pæne indkald, springapport og under indkaldet kom den første kursist, som undskyldte da Max løb hen til hende da jeg sendte ham mod feltet – og jeg sagde (sandheden!) at det var bevidst træning, tilbage med ham og næste fremsending blev superflot.

Hvad ville jeg sige hvis jeg var kursist hos mig selv? Hanhund, 2 ¼ år, tiden arbejder for dig, trænes med forstyrrelser, og leve med at der sker underlige ting indimellem. Så det gør jeg!

Ellers må jeg nok sige at tankerne mest nar været rettet mod Lille Bjørns præstation i søndags – Kirsten kalder ham nu for Guldbjørnen.

Har en den af vores hunde, der har flest titler i DKK, og det var godt nok ikke det vi havde drømt om dengang han kom ind i vores liv. Den korte udgave er: Kirsten ville efter vores triste afsked med Asta have en lille terrier med stritører, og det endte med at blive Lille Bjørn. Det var før min interesse for LP for alvor satte ind, men ved et tilfælde kom vi på et hvalpehold hos Hund & Træning, og så skete der bare en hel masse.

Han var min hund på klikkerinstruktøruddannelsen, og han har været til træning hos et væld af dygtige danske og international instruktører: Johanna Allanach, Kathy Sdao, Mads Møller, Charlotte Lyngholm, Christina Ingerslev, Niina Svartberg, Mona Kjernholm, Cecilie Køste, Anita Jakobsson, Conni Hansen, Susanne Bach, Åsa Eriksson, Birgitte Brüel, Helle Damkjær, Marianne Jensen, Siri Jungersen og sikkert nogle jeg har glemt i farten.

Der er ingen af hans titler vi har fået forærende. Jeg bruger Lille Bjørn som eksempel, når personer er skuffet efter en IB i rally.  Lille Bjørn har 5 IB’er i begynder og 4 i øvet, så der er ingen der skal sige jeg ikke har været vedholdende :-) I LP3 fik han den 26. maj i år 64 point og den 3. juli 131 point. Så man kan ikke påstå at vi ligger på et stabilt niveau.

Men vi arbejder naturligvis videre, og selvfølgelig skal Guldbjørnen være DKLPCH. Og jeg glemmer ikke løftet til Niina Svartberg om at han skal gå Eliteklasse.