Viser opslag med etiketten Rallyprøve 2. september 2018. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Rallyprøve 2. september 2018. Vis alle opslag

mandag den 3. september 2018

Bedst at hvile på …

Den skønneste morgen!

Jeg er nødt til at dvæle ved prøven med Max i går.

Der var så meget, der fungerede rigtigt godt. Jeg var i den helt rigtige mentale balance hele dagen. Jeg varmede op som planlagt. Jeg havde det rigtige fokus lige inden vi gik ind. Jeg lavede en fin og vigtig lille detalje, beskrevet nedenfor. Og støttede Max superflot hele vejen igennem. Ingen irritation, kun opmuntring. Og positiv afslutning og ud og lege.

Den lille detalje fremgår tydeligt af videoen. Se her hvad Annie skrev: ”Kæft Paul- en fantastisk runde- hvor du læser Max fantastisk. Tjek din start- se hvor flot du går tilbage til Max da HAN tøver - “Ok Max - du er ikke helt klar, det venter jeg så på“. Og det tager et split sekund for Max at læse “far er hos mig- han er ikke sur- eller noget“. I min optik er det lige den detalje der giver det fantastisk flotte gennemløb- flere bobler i glasset 👌 🇩🇰 💐 👏 ”

Jeg har set starten flere gange, og ja, jeg gjorde det præcis som Annie beskrev, og jeg tænkte ikke over det. Det var sådan det var tænkt, men i situationen gjorde jeg det ubevidst.

Det er præcis hvad jeg har trænet på, ikke mindst har det været i fokus på de tre gange vi har gået på Amandas konkurrencetræningshold.

Følelsen hele vejen fra før start til efter slut var lige som den skulle være, vi var i boblen, og det var bare så lækkert. Jeg har gennemgået forløbet så mange gange, for det er præcis sådan jeg skal gentage det, så det bliver ubevidst hver gang. Så starten ikke er den, hvor Max overvejer at slår fra, men den, hvor han tænker: Jeg skal have en ny fed oplevelse med far 😊 Sådan er jeg helt sikker på at Lille Bjørn tænker!

Der står en dejlig uge på programmet!

I morgen skal Anita og jeg træne i Osted, den sidste HTM-træning inden prøverne søndag. Jeg skal varme Lille Bjørn op, og så skal vi gå HTM2-programmet.

Max er med for hyggens skyld, men jeg har lyst til at prøve vores HTM3-nummer en enkelt gang, og så træne starter 😊 Måske i modsat orden!

Onsdag står den på Rallykonkurrencetræning med Max, fjerde ud af fem gange. Amanda er allerede efter anden runde mødt af et massivt pres om at fortsætte holdet – det er ”bare” et spørgsmål om at finde en hal, der har ledigt nogle timer onsdag aften … Jeg kan garantere, at jeg ikke afgiver min plads på holdet!

Jeg tror ikke objektivt set, at Amanda har sagt noget, jeg ikke har hørt før, eller godt vidste, men hun har fået sagt det på en måde og i en kontekst, så det er blevet så tydeligt, hvad jeg kan opnå. Og dermed ekstremt vigtigt for mig, at prøve til prøver. Og når det så lykkes, så er det nok fordi der er noget om snakken. Faktisk alt!

Fredag starter Max og jeg på et tricks hold hos Johanna i Ringsted, jeg må indrømme, at jeg ikke har tænkt nærmere over, hvad vi skal træne, men der dukker uden tvivl noget op – og ellers plejer Johanna at finde på noget.

Søndag er der så prøvedag. PM- og katalog for rallyprøverne er ikke kommet endnu, men Lille Bjørn skal op i HTM2, Max i rally championklasse, og begge hunde med Mathilde i rally juniorklasse. Det er en dag jeg glæder mig meget til.

søndag den 2. september 2018

Rally i Helsingborg


Video: Pernille Theilin

Til eftermiddag gik turen til Helsingborg Brukshundklubb, hvor Max skulle op i Fortsättningsklass (31 deltagere) og Lille Bjørn i Avancerad klass (21 deltagere). Pernille og Joker var også tilmeldt i Fortsättningsklass, superhyggeligt, og så fik de deres anden pind med 95 point som var nok til en 2. vinder.

Mit absolut vigtigste fokus i dag var at få en god start med Max, med alt hvad det indebar af opvarmning og fokuseret indgang, alt det jeg har trænet på Amandas Rallykonkurrencetræningshold de seneste uger.

De to dobbelte banegennemgange lå samtidig, og da jeg skulle starte med Lille Bjørn blev det til relativt korte banegennemgange. Men da man i Sverige får banerne udleveret ved indskrivning var der masser af tid til at sætte sig ind i dem, og jeg havde fået spurgt til nogle af skiltene og overgangene på Avancerad banen inden banegennemgangen, og krydsforhørte dommer Ida Lindgren om nogle skilte under selve banegennemgangen.

Avancerad bane

Jeg synes jeg havde varmet Lille Bjørn fornuftigt op, men det havde jeg ikke; han var lige overfrisk nok, og det kostede nogle dyre point. Han var i hopla, og ikke et ondt ord om hans indsats, føreren skulle have varmet ham bedre op, på trods af det varme vejr (omkring 22 grader).

Vi mistede 5 point før start, snus og bristet samarbejde og en førerfejl. Vi mistede skilt to bak på højre side (10 point), 1 point på skilt 4, 13 på skilt 5 – udover at udføre det forkert, Lille Bjørn dækkede ikke, så stoppede jeg heller ikke op før jeg gik videre …. - ,1 point på skilt 11, 2 på skilt 12, mistede 15 (han stod ikke stille i ståen) og en skæv på 16. Minus 43 point og dermed 57 point og ikke bestået.

Selvom det lyder af lidt (der skal 80 point til oprykningspind), så er 3 10’ere til at forholde sig til, så jeg kunne finde på at gå op med ham igen.

Præmieoverrækkelsen var lidt underlig, der var kun 2 ud af 21 der havde bestået, det kom tydeligt bag på dommeren, som ikke mente det var så svær en bane. Det synes jeg bestemt heller ikke det var, Lille Bjørn og jeg manglede bare den sidste skarphed.

Fortsättningsklass bane

Derefter var fokus på Max.

Jeg havde Max ude flere gange, bl.a. var vi inde på området da prøven var i gang, nr. 6-8 var på banen, Max havde nr. 22. Der var mange meget langsomme banegennemgange, så Pernille og jeg blev enige om at når nr. 18 var i gang, skulle jeg hente Max og varme op.

Fortsättningsklass
 
Det gik supergodt, og da det blev vores tur, gjorde jeg det helt rigtige. Linen af et par meter fra kantbånd. Max gik ikke med det første skridt, opmuntring og han var med, belønning, og så klar ved kantbånd, belønning og så gik vi ind.

Se videoen foroven, tak igen Pernille fordi du filmede!

Jeg havde den helt perfekte følelse indeni under hele forløbet. Jeg gjorde det så godt som jeg kan, støttede Max superfint, masser af opmuntring, jeg tror ikke jeg har gjort det bedre. Jeg kom også ud med den helt rigtige følelse.

Pointene: Minus 2 for snus på 4, minus 1 for snus på 4, minus 1 for manglende samarbejde på 5, minus 1 for snus på 12 og 13, minus 3 for skævsidninger på 14, og minus 11 på 15, dels for skævsidning, dels for forkert øvelse. I alt minus 20. 80 point rakte til en 10. plads, og nok så vigtigt en oprykningspind (kræver mindst 75). Dermed blev Max RLD-F og kan starte i Avancerad klass.

Skål for Max' seneste titel
 
Det var da værd at fejre 😊

Det var en supergod dag. Alt det jeg har haft fokus på ved træningen fungerede, og Max var bare så tæt på det, jeg ultimativt drømmer om. Lige efter prøve skrev jeg 98 % til Amanda og Anita, og det er altså ret godt.

Der er ikke andet at gøre, end at fortsætte, jeg er så tilfreds med den udvikling der er sket med Max’ og mit samarbejde.