mandag den 3. september 2018

Bedst at hvile på …

Den skønneste morgen!

Jeg er nødt til at dvæle ved prøven med Max i går.

Der var så meget, der fungerede rigtigt godt. Jeg var i den helt rigtige mentale balance hele dagen. Jeg varmede op som planlagt. Jeg havde det rigtige fokus lige inden vi gik ind. Jeg lavede en fin og vigtig lille detalje, beskrevet nedenfor. Og støttede Max superflot hele vejen igennem. Ingen irritation, kun opmuntring. Og positiv afslutning og ud og lege.

Den lille detalje fremgår tydeligt af videoen. Se her hvad Annie skrev: ”Kæft Paul- en fantastisk runde- hvor du læser Max fantastisk. Tjek din start- se hvor flot du går tilbage til Max da HAN tøver - “Ok Max - du er ikke helt klar, det venter jeg så på“. Og det tager et split sekund for Max at læse “far er hos mig- han er ikke sur- eller noget“. I min optik er det lige den detalje der giver det fantastisk flotte gennemløb- flere bobler i glasset 👌 🇩🇰 💐 👏 ”

Jeg har set starten flere gange, og ja, jeg gjorde det præcis som Annie beskrev, og jeg tænkte ikke over det. Det var sådan det var tænkt, men i situationen gjorde jeg det ubevidst.

Det er præcis hvad jeg har trænet på, ikke mindst har det været i fokus på de tre gange vi har gået på Amandas konkurrencetræningshold.

Følelsen hele vejen fra før start til efter slut var lige som den skulle være, vi var i boblen, og det var bare så lækkert. Jeg har gennemgået forløbet så mange gange, for det er præcis sådan jeg skal gentage det, så det bliver ubevidst hver gang. Så starten ikke er den, hvor Max overvejer at slår fra, men den, hvor han tænker: Jeg skal have en ny fed oplevelse med far 😊 Sådan er jeg helt sikker på at Lille Bjørn tænker!

Der står en dejlig uge på programmet!

I morgen skal Anita og jeg træne i Osted, den sidste HTM-træning inden prøverne søndag. Jeg skal varme Lille Bjørn op, og så skal vi gå HTM2-programmet.

Max er med for hyggens skyld, men jeg har lyst til at prøve vores HTM3-nummer en enkelt gang, og så træne starter 😊 Måske i modsat orden!

Onsdag står den på Rallykonkurrencetræning med Max, fjerde ud af fem gange. Amanda er allerede efter anden runde mødt af et massivt pres om at fortsætte holdet – det er ”bare” et spørgsmål om at finde en hal, der har ledigt nogle timer onsdag aften … Jeg kan garantere, at jeg ikke afgiver min plads på holdet!

Jeg tror ikke objektivt set, at Amanda har sagt noget, jeg ikke har hørt før, eller godt vidste, men hun har fået sagt det på en måde og i en kontekst, så det er blevet så tydeligt, hvad jeg kan opnå. Og dermed ekstremt vigtigt for mig, at prøve til prøver. Og når det så lykkes, så er det nok fordi der er noget om snakken. Faktisk alt!

Fredag starter Max og jeg på et tricks hold hos Johanna i Ringsted, jeg må indrømme, at jeg ikke har tænkt nærmere over, hvad vi skal træne, men der dukker uden tvivl noget op – og ellers plejer Johanna at finde på noget.

Søndag er der så prøvedag. PM- og katalog for rallyprøverne er ikke kommet endnu, men Lille Bjørn skal op i HTM2, Max i rally championklasse, og begge hunde med Mathilde i rally juniorklasse. Det er en dag jeg glæder mig meget til.

Ingen kommentarer: