Fredag aften opslog Sydkystens Hundeskole Hundedagene 2015 og allerede lørdag morgen kunne det første hold lukkes. Der er kommet flere mails med overraskede reaktioner og der er et par der er kommet på venteliste. Ja, vi havde heller ikke regnet med at det gik så stærkt, men det er altså et luksusproblem.
”Vi tror kombinationen af dygtige instruktører og attraktive priser tiltrækker mange” skrev jeg i en nyhedsmail, og det er virkelig noget vi har drøftet i bestyrelsen. Vi havde kontakt til en meget spændende udenlandsk instruktør, vi kunne konstatere at vores kostpris ville blive mindst 20.000 kr., og vi besluttede, at det ville vi ikke. Vi ville simpelthen ikke annoncere et kursus, som vi selv ville vælge fra alene pga. prisen.
Så vi har besluttet at prisen højst måtte være 1.000 kr. for en dag (inkl. moms), og det har bestemt givet pote.
Mens dette skrives har vi nok fået cirka 70 tilmeldinger, alle Siri Jungersens tre LP-hold er fuldtegnede, ét af Christina Ingerslevs er fuldtegnet og flere andre hold er tæt på skulle lukkes.
Der er nogen der ærgrer sig over at de ikke kom på det hold, de gerne ville. Luksusproblem.
I går aftes havde vi en fantastisk hyggelig julefrokost i bestyrelsen i Sydkystens Hundeskole. Anita, som ikke er med i bestyrelsen, havde anbefalet Hereford Steak House i Tåstrup, og det var et excellent valg! Vi fik noget særdeles lækker mad og vin og en masse hundesnak, herunder et officielt bestyrelsesmøde. Det største ”problem” var valg af mad og vin. Luksusproblemer.
Jeg havde ikke planlagt noget hundetræning i weekenden, og så får jeg skyldfølelse og mener at hundene kommer håbløst bagefter/glemmer alt hvad de har kunnet tidligere. Al erfaring viser, at det ikke er tilfældet, men jeg var nødt til at tjekke og hver af hundene fik en kort træningssession i eftermiddags. Nej, de havde intet glemt, og ja, Max fik lært øvelser med ryggen til fører og bag ved fører.
Luksusproblem.
I dag blev en del af Sydkystens Hundeskoles hold for 1. kvartal 2015 opslået herunder mine rally- og LP-hold om onsdagen. Mine hold løber typisk over en måned, og da jeg tjekkede tilmeldinger til december-holdene kunne jeg se en masse nye i forhold til november-holdene. Jeg har orienteret alle de involverede om problemstillingen. Men igen, det er et Luksusproblem.
Det er dejligt at kunne håndtere en masse af de daglige problemstillinger med bevidsthed om, at det er et luksusproblem. Der er ikke liv på spil, ingen kommer til skade, der er ikke tale om lovbrud, vi følger vores egne regler. Det ER luksusproblemer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar