fredag den 15. september 2017

Perspektiver - Detaljer, Weekenden, Evigheden (Ars Nova)


Tirsdag morgen

Detaljer

Jeg bliver ved med at kredse om søndagens enetime, det sorte hul, mandagens træning med Max og tiltagene for at (gen)skabe Max’ motivation.

Tirsdag havde Lille Bjørn dårlig mave – han fik også rigtigt mange godbidder til HTM/Nose Work mandag - og har været på vand, havregrød, A38 og nu optrapning af almindeligt foder. Jeg havde kraftigt overvejet at tage ham med til onsdagens rallytræning i stedet for Max. Det var så ikke muligt pga. hans mave, og jeg havde i stedet besluttet, hvordan jeg ville gribe timen an med Max, men det hele endte med en aflysning pga. en træningsplads, der var uanvendelig pga. den meget regn.

Jeg har ikke trænet andet i løbet af ugen, og pludselig er der gået 4 dage uden blogindlæg, det er meget længe siden det er sket sidst …

Onsdag morgen

Med en Lille Bjørn, der ikke måtte få almindelig mad og godbidder, blev jeg meget opmærksom på, hvor mange af de daglige ritualer, der pludselig ikke kunne køre på rutinen. Morgenmaden skulle Max have meget diskret ude i garagen, godbidder på turen, når jeg spiste morgenmad og når jeg tog på arbejde forsvandt, aftensmaden det same med adskillelse. Daglige rutiner, som plejer at køre på rutinen, skulle laves om, og det skulle der tænkes over.

Det fik mig til at tænke på en masse af det gode, jeg gør i forbindelse med prøver, og også en masse af det, som jeg synes er godt, men ikke opfattes af samme måde på Max. Langt det meste er ubevidst; men det er jo mig, der gør, tænker eller føler noget, som får ham til at reagere, som han gør. Det skal jeg være bevidst om, for at kunne ændre det.

Så overvejelserne omkring Max er bestemt ikke slut, og helt aktuelt er der nogle hundeaktiviteter i weekenden, som jeg skal forholde mig til, udover det langsigtede.

Weekenden

Torsdag morgen

I morgen går turen til DKK Kreds 6, som afholder et stort rallyarrangement i Sabro. Championklasse er sat til banegennemgang 13:15, så Amanda og jeg har aftalt at vi satser på at være fremme en time inden, og kan køre hjemmefra på et fornuftigt tidspunkt.

Vi får uden tvivl også endevendt situationen med Max, og jeg har alle muligheder for at bruge en hvilken som helst strategi på dagen. For vi skal kun have det sjovt sammen.

Lille Bjørn har jeg helt styr på, så vi får det helt sikkert sjovt sammen.

Søndag er der landsholdstræning med NM-holdet. Jeg har endnu ikke afgjort, om jeg tager Max med, og hvis jeg gør, kommer han ikke ind i hallen, vi går en tur i stedet. Træningen i hallen er 2 x 15 minutter med Louise, hvor vi har fokus på vores bevægelser, timing i forhold til musikken og hinanden, håndtering af stok mv.

Evigheden (Ars Nova)

Fredag morgen

For et stykke tid siden opdagede jeg ved et tilfælde en annonce i en lokalavis – indrømmet, jeg kigger sjældent i dem – om en koncert med Ars Nova i Herfølge Kirke i går aftes.

Kirsten og jeg har længe drømt om at opleve dem, og det var en perfekt anledning. Vi var ved kirken 10 minutter i 19 – koncerten startede 19:30 – og der var allerede en del, og det endte med en næsten fyldt kirke (koncerten var også gratis!).

Herfølge Kirke er fra 1200-tallet, og dele af den oprindelig kirke er bevaret. Jeg var lidt loren ved akustikken på forhånd, men det var der ingen grund til.

Vi fik et program, et evalueringsskema og en fantastisk oplevelse. Som en del af evalueringen skulle vi sætte nogle ord på oplevelsen, og vi blev enige om at flot var for tyndt, så det blev storladent.

Overskriften var Music of the Tudors og tyngden i det fem kvarter lange program var den engelske renæssancekomponist Robert Fayrfax’ (1464-1521) Missa Tecum principium. Robert Fayrfax var aktiv under Henrik den 7. og 8., musikken er således omkring 500 gammel.

At opleve musikken i flotte rammer og opført at et verdensklasse kor var fantastisk. En enestående oplevelse, ja, det var storladent. 12 sangere, der kunne fylde rummet , så de lød som et kæmpekor.

Mentalt lyttede jeg, men samtidig flød tankerne flød i alle retninger, jeg kunne simpelthen ikke kontrollere dem.

Der kommer meget perspektiv på hverdagen, når man oplever et 500 år gammelt værk, der bliver opført på en vedkommende og nærværende måde.

Det bliver meget tydeligt, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er. Det er ikke det værste udgangspunkt for at gentænke mine planer indenfor hundeområdet og i øvrigt.

Ingen kommentarer: