Om at blogge

Frederiksdal Fribad den 25. juni - ikke meget sommerstemning

Siden mit første blogindlæg om hunde for over 5 år siden – det var When Pigs Fly! den 21. maj 2008 - har jeg skrevet over 500 blogindlæg om hunde og hundetræning. Nr. 500 var Rallyprøver den 3. juni 2012. Jeg vil benytte denne blog – nr. 512 – til at skrive lidt om det at blogge. Jeg har gjort det for et par måneder siden (Hvem blogger jeg for?), men hvem kan huske det?

Jeg blogger først og fremmest for min egen skyld. Jeg er meget struktureret med træningslog for alle tre hunde, men bloggen giver mulighed for at reflektere og perspektivere træningsnoterne. Så det sker ikke sjældent at jeg under noterne i min træningslog henviser til en specifik blog. Det gør jeg fx næsten systematisk i forbindelse med at hundene har været til prøver. De kolde facts kommer i træningsloggen, alle mine egne synspunkter kommer i bloggen.

Jeg blogger fordi jeg som hundenørd, hundeinstruktør og hundetræner oplever en masse, som jeg synes det er sjovt at skrive om og kommentere. Der følger utallige gode oplevelser med det at være hundeinteresseret, og det skriver jeg gerne om. Og kedelige og tragiske oplevelser er der naturligvis også, de er sjældent lige så sjove at skrive om, men jeg tror meget på den mentalhygiejniske effekt af at skrive om det triste.

Så er vi en lille kreds, der meget systematisk læser hinandens blogs, fordi vi træner meget sammen, underviser sammen, eller bare interesserer os meget for hinanden. Dér er bloggen en enkel måde at kommunikere på, for vi har normalt læst hinandens blogs kort tid efter at de er opslået, og så behøver vi ikke at bruge tid på at forklare om vores aktuelle træningsudfordringer.

Så er der kendte og ukendte, der kommenterer mine blogs, og vender tilbage med konkrete råd. Det er jo en fornøjelig ekstra bonus, at folk ikke alene gider læse blogindlæg, men også vil bruge tid på at give noget feedback. Stjerneeksemplet er denne blog fra 22. februar i år Det skal være sjovt!!!, hvor Christina meget præcist analyserer mine og Megans samarbejdsudfordringer.

Der er mange andre grunde til at blogge, men først og fremmest er drivkraften naturligvis at jeg synes det er sjovt. Det er ligesom hundetræning og andre hobbies, det er lysten der driver værket.

Dagen i dag har ikke rummet noget hundetræning, så der er ikke noget egentligt at blogge om. Og så alligevel.

Ufrivilligt bad i Furesøen

Jeg var i arbejdssammenhæng på et arrangement, som indebar en kanotur på Mølleåen fra Nybrovej 384 til Frederiksdal Fribad og retur. Det sidste stykke ind til stranden ved fribadet sejler man på Furesøen, og det blæste ret kraftigt i dag, så det var ikke helt ufarligt at sejle ind, og en enkelt af de 10 kanoer kæntrede.

Da vi skulle tilbage var der to muligheder: ud på Furesøen, vende og sejle op ad Mølleåen; eller trække kanoerne over land og sætte dem i vandet på Mølleåen, hvor der var helt stille. Alle bortset fra en kano valgte sidste mulighed, jeg var med i den ene. Jeg var bestemt – for at sige det mildt – den mindst rutinerede af os tre, så jeg overlod trygt kommandoen til Erik. Jeg begyndte ikke at overveje hvor vanvittigt det var, men gjorde præcis det, jeg fik besked på – og det føltes fantastisk godt da vi med god fart blæste ind fra Furesøen i Mølleåen. Det kan være rigtigt fornuftigt bare at overlade styringen til andre – eller underbevidstheden – lade være med at reflektere og bare gøre.

Og så noget hunderelateret alligevel. Onsdag og torsdag i næste uge skal Lille Bjørn og jeg på Cues & Behavior Chains Explained hos Kathy Sdao. Vi fik i dag denne hjemmeopgave:

“Please take some time before the workshop to think about the cues you’ve already taught your dog. Please write out and bring with you a “dictionary” of:

1. each trained behavior your dog knows
2. the reliability of each behavior on a scale of 1 – 5 (1 = quite unreliable; 5 = highly reliable)
3. each behavior’s cue or cues (i.e., words, sounds, gestures, trainer’s posture, environmental or prop cues)

Also, if you’re bringing a dog, please bring a pair of opaque sunglasses. Cheap ones are fine. You’ll be wearing these for some of the training sessions.”

En hjemmeopgave som bestemt afføder mindst et blogindlæg :-)

Hvem blogger jeg for?

Først og fremmest blogger jeg for mig selv. Bloggen handler om min hundetræning og det jeg beskæftiger mig med i relation til hundetræning og forhåbentlig også hvordan jeg udvikler mig på vej mod mine mål. Jeg bruger ofte selv min blog, når jeg skal finde tilbage til en bestemt situation, eller friskes op på et foredrag osv.

Men naturligvis er mine udfordringer på ingen måde anderledes en så mange andres, så der er forhåbentlig mange der læser med og måske kan hente en idé her og der. Jeg hørte forleden til træning, at der var to der havde diskuteret hvem jeg havde i tankerne da jeg skrev bloggen om at starte forfra  :-) Og det er klart, at inspirationen til en blog tit kommer når jeg iagttager andre træne, eller hører om deres træningsmæssige udfordringer. Hvis nogen er nævnt med navn, så er det fordi det er nogen jeg véd ikke har noget imod det, eller jeg direkte har spurgt. Alle andre bliver ikke nævnt med navn, og jeg vil gætte på at de meget sjældent kan genkendes. For de fleste situationer jeg beskriver, er jeg sikker på at de fleste har oplevet mange gange.

Selvom mange af os synes vi er noget særligt, er de fleste af de problemer vi løber ud i ikke særligt specielle; og heldigvis for det. I går havde vi første træningsrunde udendørs på Johannas torsdagshold. Det var første gang jeg var på dette skønne areal hos Knud Djernes. Og efter træningen kom det evindelige spørgsmål til mig selv: ”Hvorfor er det så nemt at fortælle andre hvordan de skal gøre, og så svært at gøre det selv?”

Jeg fik som altid en række nye ideer, og også en række reminders – hvor jeg tænkte, ”det fik du også at vide sidst” eller ”Paul, det er jo præcis det du selv siger til dine kursister”. Og det nemme svar er, at det er MEGET nemmere at se andre træne og forholde sig nøgternt til det, end det er at stå med hund, line, klikker, godbid osv. selv og så gøre det rigtigt.

Mit eget aktuelle yndlingseksempel er dette fra i går. Problemet er, at Lille Bjørn nogle gange slipper apport/næseprøve pind når jeg bukker mig for at tage den. Jeg har arbejdet med følgende når han sidder i plads med apport/pind i munden: ”Bliv”, bukke mig, holde på apport/pind, ”slip”, tage apport, rejse mig – og Lille Bjørn er hoppet op samtidig med at jeg tog apport/pind eller rejste mig.

Den ganske simple løsning var: Brug en ekstra ”bliv” efter ”slip”. Det virkede! Og da jeg knapt nok var færdig med at juble blev jeg lige spurgt hvad ”super” betød, og hvorfor ”fri” ikke var blevet brugt …

Så indtil jeg begynder at aftrappe er sekvensen denne: ”Bliv”, bukke mig, holde på apport/pind, ”slip”, tage apport, ”bliv”, rejse mig, klik, godbid, ”fri”, vild belønning :-) Totalt logisk … but not easy.

Første træningstime var med Max. Jeg måtte flere gange i løbet af timen minde mig selv om følgende:

1. jeg havde været til foredrag om motivation dagen inden, nu måtte jeg lige bruge noget af det jeg havde lært
2. det var et helt nyt sted for Max, knap 10 måneder
3. hvordan var det lige Lille Bjørn var i den alder?

Dagens bedste øvelse var dagens trick: Øvelsen er at hunden på kommando skal sætte sit hoved i undersiden af en kegle. Det var sjovt: Max fangede øvelsen på et splitsekund, og jeg kunne holde keglen mod mig, væk fra mig, til siden, mellem benene og sat fast i noget bevoksning. På ”gem” pressede Max sit hoved ind i bunden, til klikket lød.

Og når jeg lige dvæler ved dette er det fordi det minder mig om, at jeg skal huske at VARIERE træningen med Max. Vi har trænet en masse tricks på Foundation-holdene, og det skal vi da fortsætte med - det gør vi også, jeg kom bare til at tænke på hvor vigtigt det er!

Dagens næstbedste øvelser var betegnende nok nogle rallyøvelser (sit foran, bagom, plads, sit gå rund, 3 skridt bagud). Det er godt jeg har fået anbefalet ikke at gå til LP-prøve før Max er mindst 1½ år, for så får jeg ikke forceret noget!

Jeg fik nogle tips til at arbejde med fastholdelse af pladsposition. Og så fik jeg et af dagens ”jamen det er jo det jeg selv står og præker”-råd: Adskil søgedelen og apportdelen af næseprøven. Max søger flot, men han aner ikke hvad han skal gøre med næseprøvepinden – jamen så træn det separat …
Lille Bjørn gav mig igen nogle aha-oplevelser. På den positive side:

• Superflot fællessit
• Meget flot fællesdæk
• Flot dirigeret apport
• Superflot springapport (med den ekstra bliv = perfekt)
• Super fremsending

På indsatssiden – og det er ikke kun fordi det lyder pænere end problemer, men fordi det er områder jeg systematisk arbejde med at forstærke – er der specielt følgende momenter:

• Øge skjuletiden i fællesdæk – vi er stadig ved at opbygge øvelsen
• 1. skifte i stillingsskift (dæk-stå), det er kikset lidt for meget på det sidste
• Afslutning af apporteringer/næseprøver, jf. ovenfor
• Sværere dirigeringer i den dirigerede apportering, hvor Lille Bjørn virker ret sikker. Sværhedsgraden skal øges, for at Lille Bjørn skal arbejde for at få fat i apporten
• Dæk under gang – det ville han slet ikke???
• Belønne markering af felt – han løber flot ud når han har set det, så hvorfor ikke forstærke når han markerer det?

Så er det ekstra dejligt at have Anita på sidelinjen, så hun kan minde mig om det og som hun sagde til Johanna og mig, sige til mig ”Johanna sagde …”.

Der er nu kun 15 dage til Lille Bjørns debut i LP3, og som helt sikkert ingen andre har oplevet før mig, så er der sikre øvelser, der ikke længere fungerer, og mindre sikre øvelser, der pludselig fungerer. Og udover at vi selvfølgelig skal træne, så skal vi også huske at holde pause i træningen [Hvem er dette møntet på? Jeg har en bestemt i tankerne, men det passer utvivlsomt på mange].
Jeg skal bestemt ikke træne intensivt med Lille Bjørn de kommende 14 dage. Han kan alle øvelserne, på en god dag kan han lave stort set alle til 10. På en dårlig dag kan han få 3-4 nuller. Så stabilitet er noget jeg skal have fokus på; bl.a. gennem ovenstående indsatsområder. Mine mål for de kommende år kan man naturligvis også se i min blog.

Og det er en del af blog-effekten: at synliggøre målene – så de bliver endnu mere forpligtende.