Frederiksdal Fribad den 25. juni - ikke meget sommerstemning
Siden mit første blogindlæg om hunde for over 5 år siden – det var When Pigs Fly! den 21. maj 2008 - har jeg skrevet over 500 blogindlæg om hunde og hundetræning. Nr. 500 var Rallyprøver den 3. juni 2012. Jeg vil benytte denne blog – nr. 512 – til at skrive lidt om det at blogge. Jeg har gjort det for et par måneder siden (Hvem blogger jeg for?), men hvem kan huske det?
Jeg blogger først og fremmest for min egen skyld. Jeg er meget struktureret med træningslog for alle tre hunde, men bloggen giver mulighed for at reflektere og perspektivere træningsnoterne. Så det sker ikke sjældent at jeg under noterne i min træningslog henviser til en specifik blog. Det gør jeg fx næsten systematisk i forbindelse med at hundene har været til prøver. De kolde facts kommer i træningsloggen, alle mine egne synspunkter kommer i bloggen.
Jeg blogger fordi jeg som hundenørd, hundeinstruktør og hundetræner oplever en masse, som jeg synes det er sjovt at skrive om og kommentere. Der følger utallige gode oplevelser med det at være hundeinteresseret, og det skriver jeg gerne om. Og kedelige og tragiske oplevelser er der naturligvis også, de er sjældent lige så sjove at skrive om, men jeg tror meget på den mentalhygiejniske effekt af at skrive om det triste.
Så er vi en lille kreds, der meget systematisk læser hinandens blogs, fordi vi træner meget sammen, underviser sammen, eller bare interesserer os meget for hinanden. Dér er bloggen en enkel måde at kommunikere på, for vi har normalt læst hinandens blogs kort tid efter at de er opslået, og så behøver vi ikke at bruge tid på at forklare om vores aktuelle træningsudfordringer.
Så er der kendte og ukendte, der kommenterer mine blogs, og vender tilbage med konkrete råd. Det er jo en fornøjelig ekstra bonus, at folk ikke alene gider læse blogindlæg, men også vil bruge tid på at give noget feedback. Stjerneeksemplet er denne blog fra 22. februar i år Det skal være sjovt!!!, hvor Christina meget præcist analyserer mine og Megans samarbejdsudfordringer.
Der er mange andre grunde til at blogge, men først og fremmest er drivkraften naturligvis at jeg synes det er sjovt. Det er ligesom hundetræning og andre hobbies, det er lysten der driver værket.
Dagen i dag har ikke rummet noget hundetræning, så der er ikke noget egentligt at blogge om. Og så alligevel.
Ufrivilligt bad i Furesøen
Jeg var i arbejdssammenhæng på et arrangement, som indebar en kanotur på Mølleåen fra Nybrovej 384 til Frederiksdal Fribad og retur. Det sidste stykke ind til stranden ved fribadet sejler man på Furesøen, og det blæste ret kraftigt i dag, så det var ikke helt ufarligt at sejle ind, og en enkelt af de 10 kanoer kæntrede.
Da vi skulle tilbage var der to muligheder: ud på Furesøen, vende og sejle op ad Mølleåen; eller trække kanoerne over land og sætte dem i vandet på Mølleåen, hvor der var helt stille. Alle bortset fra en kano valgte sidste mulighed, jeg var med i den ene. Jeg var bestemt – for at sige det mildt – den mindst rutinerede af os tre, så jeg overlod trygt kommandoen til Erik. Jeg begyndte ikke at overveje hvor vanvittigt det var, men gjorde præcis det, jeg fik besked på – og det føltes fantastisk godt da vi med god fart blæste ind fra Furesøen i Mølleåen. Det kan være rigtigt fornuftigt bare at overlade styringen til andre – eller underbevidstheden – lade være med at reflektere og bare gøre.
Og så noget hunderelateret alligevel. Onsdag og torsdag i næste uge skal Lille Bjørn og jeg på Cues & Behavior Chains Explained hos Kathy Sdao. Vi fik i dag denne hjemmeopgave:
“Please take some time before the workshop to think about the cues you’ve already taught your dog. Please write out and bring with you a “dictionary” of:
- each trained behavior your dog knows
- the reliability of each behavior on a scale of 1 – 5 (1 = quite unreliable; 5 = highly reliable)
- each behavior’s cue or cues (i.e., words, sounds, gestures, trainer’s posture, environmental or prop cues)
En hjemmeopgave som bestemt afføder mindst et blogindlæg :-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar