Viser opslag med etiketten Kolding. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kolding. Vis alle opslag

torsdag den 30. maj 2019

Lang weekend & Selvcoaching i praksis

Onsdagsaften hygge

På det sidste møde i går eftermiddags side var der en lidt løssluppen stemning, jeg kom til at sige, at der var gået fredag eftermiddag i den, og vi blev enige om det VAR fredag eftermiddag, og en weekend på fire dage lå forude.

Eftermiddagstur onsdag

Jeg kan konstatere, at min livsstilsomlægning er lykkedes. Den 21.3 var jeg for første gang i nyere tid under 77 kg. i vægt (76,8) og siden da har min vægt ligget omkring 77.

Solopgang og badebro torsdag morgen

Jeg bruger billedet, fordi jeg tænker på det i forbindelse med min ændring af attitude med Max til alle prøver: det tager tid, men med tiden bliver det en vane, og så sker det ubevidst.

Rallybane i Kolding

Men i dag kunne jeg konstatere på godt og ondt, at jeg ikke er helt i mål … Amanda og jeg var til rallyprøve i Kolding, og endnu engang slog Max fra inden start. Det må jo være mig eller omgivelserne der gør noget ved ham, men inden vi skulle i ringen – efter en fin opvarmning – slog han fra, kiggede væk, løb hen mod Conni (som dømte), det sædvanlige dårlige mønster lige inden start. Vi kom i gang og han var kun 80 % på. Dumme ommere, og ved skilt 18 af 19 en fører, som fik den forkerte følelse og blev irriteret, da sit under gang skulle laves om, fordi Max rejste sig, da jeg gik om.

Der var mange superflotte momenter bl.a. en flot øvelse 1 (bakke væk fra fører), springvand, stå og dæk under gang mv.

Irritationen var desværre den mest fremtrædende følelse efter prøven, og der skulle lige hives fat i den mentale nødhjælpskasse for at få det på plads. Amanda måtte lægge øre til en gang selvcoaching, da vi kørte fra Kolding, og det hele kom på plads i mit hoved.

Jeg skal huske at rose Conni, for en meget fin måde at give feedback på, og hjælpe mig til at fokusere på en masse positivt ved prøven, trods alt.

(Vi endte med 81 point og en placering som nr. 14 i et felt på cirka 20).

Amanda fik sagt noget om, hvordan mit hoved var indrettet, og jeg svarede at hvis Excel ikke fandtes ville jeg opfinde det, for mit hoved ER et stort regneark, og der kom i dag lidt resultattænkning ind, som absolut ikke var positivt for min indsats.

På lørdag står en dobbeltprøve i Vipperød (Islandsk Fårehundeklub) i kalenderen, hvor jeg skal oppe i 2 x champion med Max, Mathilde skal op med ham 2 x i juniorklasse og hvor jeg også skal dømme en uofficiel Nordisk klasse til støtte for HMC.

Torsdag aften

Jeg har ikke nogen specifikke mål for mine egne prøver, bortset fra at et dårligt minde fra IF sidste år, som skal erstattes med et godt minde. Og at jeg skal efterleve Rallyreglementet. På det punkt fik jeg en særlig dejlig tilbagemelding fra Amanda i dag 😊

søndag den 4. marts 2018

Rallyprøve i Kolding


I går skulle jeg til Kolding til rallyprøve med både Lille Bjørn og Max.


Der var først adgang til hallen kl. 14, så vi havde en dejlig, rolig morgen, bl.a. med en skøn tur ved vandet, som nu er isbelagt et godt stykke ud.

Bilen var godt pakket bl.a. med fire bure samt et ekstra bur, så hundene kunne være i hallen i det kolde vejr. Jeg tog hjemmefra lidt over 11 og hentede Amanda, Osseau og Dumle. Yderligere et bur plus alt muligt andet kom i bilen, så bilen var nu fyldt proppet.

Vi var fremme lidt i 14, fik luftet hundene og slæbt ind i hallen og indrettet os, og gik i gang med opvarmning, da championklassen var første klasse. Banegennemgang lidt i 15, Amanda skulle op som nr. 1 og 4, da hun derefter skulle være dommeraspirant, og jeg som nr. 3 og 10.

Jeg startede med at varme Lille Bjørn op, han var lidt oppe at køre, præcis som han ikke skal være når vi går på banen, og da jeg ikke kunne få ham til at sitte på højre side, men fik de flotteste bakker og dækker i stedet, var jeg ved at blive irriteret, og skyndte mig at bytte hund.

Max skulle naturligvis orientere sig til alle sider og snuse til underlaget, men jeg havde en fin følelse med ham, inden jeg gik i gang med Lille Bjørn igen. Sit og håndtegn, det virkede, og vi fik trænet startsekvensen flere gange så den fungerede: skift side bagved, bakke 1 – bakke 2 skridt, bakke 3 skridt.

Lige da vi gik ind på gulvtæppet, gik Lille Bjørn i snus, og jeg måtte arbejde for at få kontakt inden vi kunne melde klar. Ikke typisk Lille Bjørn, men jeg kunne se at mange i løbet af dagen havde præcis det samme problem. Starten gik fint (bortset fra snusen), bakke 1 – bakke 2 fint (skæv bak), men bakke 3 skridt måtte vi lave om. Der kom lidt lyd i ommeren, men så kørte det ellers: fin kontakt og ingen lyd. Skilt 9 var fremsending til kegle, flot. Indkald til højre side blev noget rod, han kom ind til venstre og jeg var nødt til at lave indkaldet om, og så kørte det fint derfra. Sidste skilt var bakke væk fra fører, det var lige i øjet, og et sikkert tegn på at Lille Bjørn var helt ovenpå!

Lækker fornemmelse, og det rakte til 87 point og 4.v. i et felt på 14 championhunde. Ud over de 2 x 3 var der 6 x 1, mest for langsomme reaktioner (sitter primært).

Max fik jeg varmet fint op, men i det øjeblik vi kom ind på gulvtæppet gik han i snus og halen røg ind under ham. Jeg gjorde alt det rigtige (synes jeg selv). Bakke 1, bakke 2 måtte vi lave om, han var helt i snus og forbi skiltet, og skilt 6, dæk under gang, måtte vi også lave om – han satte sig, et sikkert tegn på, at han ikke havde det godt. Der var et sted i starten hvor jeg tænkte, at han lignede en, der havde lyst til at forlade ringen, så jeg skruede ekstra op for rosen og det høje stemmeleje. Og så kørte det ellers. Bakke væk fra var superflot, og det var også her et helt sikkert tegn på, at alt var godt, for ellers ville han have sat sig.

Så også her en ret god fornemmelse. 2 x 3 og 8 x 1 (de fleste for snus) rakke til 86 point og 5.v.


Derefter var min primære opgave at sørge for de fire hunde, med korte lufteture og lidt frem og tilbage i burene. Dumle ville absolut helst være i bilen, så det fik han lov til med dækken og varmedunk, Osseau havde det fint i buret i hallen, og Lille Børn og Max var de sidste timer sammen i det store bur, og bortset fra en anelse lyd fra Max var det også en succes!

Det var dejligt afslappede ellers bare at kunne nyde rallyen på banen og gå rundt og sludre.

Vi kunne tage hjemad lidt over 19, og jeg landede i Solrød ret præcis 10 timer efter at være taget afsted.

Amanda havde en fin debut som dommeraspirant, og det var altså ret sejt at blive 3.v. med Osseau (88 point), som første ekvipage i championklasse, for han var bestemt ikke optimalt varmet op.

Endnu en dejlig hundedag!


Heldigvis har vi ingen planer i dag, det synes både hundene og jeg er helt ok. Morgenturen bør både på leg med sød Molly og en tur på badebroen.

fredag den 2. marts 2018

Turen går til Kolding – og noget om alder


I morgen går turen til Kolding, til rallyprøver i DKK Kreds 4.

Så går rallysæsonen for alvor i gang, havde jeg nær skrevet, for i virkeligheden er det årets 5. officielle prøve, efter dobbeltprøverne 11.2 og 18.2.

Det bliver 15. og 16. gang jeg skal op i Kreds 4. De første gange var tilbage i 2011, hvor Megan og jeg tog til Tønder for at deltage i to prøver. Der var et DM i 2014 med Megan og Lille Bjørn og senest Hund i Fokus prøverne i september 2017.

Det bliver Lille Bjørns prøve nr. 92 (nr. 36 i champion) og Max’ nr. 122 (nr. 68 i champion).

Det var statistikken 😊


Det er en vigtig prøve for begge hundene - ikke fordi vi skal opnå specifikke resultater, men fordi vi er tilmeldt. Alternativet var, at vi ikke var tilmeldt, og så betød prøverne jo ikke noget …

Jeg har tidligere skrevet om min målestok for succes, glædesbarometret, og målet er at jeg med hver af hundene skal have en fantastisk oplevelse i ringen.

Prøverne starter kl. 14:30, jeg har aftalt at jeg henter Amanda, Osseau og Dumle 11:45, og så får vi en hyggelig dag i det jyske. Som det fremgår af programmet er der dommeraspirant til prøven, og det er vist ikke den store overraskelse, at det er Amanda, som er i gang også på den front. Jeg har til gengæld lovet at tage mig af alle 4 hunde, når vi har været oppe i championklasse, som ligger først.

Meget typisk for Amanda (og mig) er, at vores største bekymring på dagen er frostvejret og hundene i bilen. Men det finder vi ud af!

Træningen i går og prøven i morgen illustrerer for mig meget fint det spænd, der er i rallysporten. Mathilde på 10, Amanda på 24 og Paul på 65 deltager på lige fod i en sport med hunde i alle aldre.

Vi vil helst ikke tale om de ældre hundes alder, måske fordi det minder os om, hvor gamle vi selv er? Lille Bjørn bliver 11 år om en uge. Selvfølgelig holder han mange år endnu, og jeg håber han kan være aktiv til det sidste ligesom Megan.

Jeg har – i hvert fald ikke bevidst – gjort mig nogle tanker om hundenes alder, når jeg lægger konkurrenceplanerne. Eller har jeg?

Jeg véd med sikkerhed, at jeg vil have så meget som muligt ud af mine relationer med Lille Bjørn og Max som muligt, mens vi begge kan.

Jeg er sikker på, at det er med til at holde mig ung!