Håndtering af uønsket adfærd

Prætentiøs overskrift på nogle refleksioner de første dage af juleferien affødt af bl.a. følgende:

1. Tak for de mange reaktioner på bloggen Hvad skete? Jeg har nogle konkrete forhold jeg vil holde øje med ved kommende træning/konkurrence og har et hængeparti med en træner, som vil give mere konkret rådgivning. Dejligt, at folk interesserer sig for denne i den store sammenhæng lille bitte hændelse.

2. Nogle af julehilsnerne er fra personer jeg har kendt næsten altid, min førsteklasse fra 1959. Sankt Knud Lavards Skole havde 60 års jubilæum i år og en lokalavis havde ovenstående foto af de første lærere med i sin jubilæumsartikel. Fra venstre Lise Johnsen, Arthur Bahnert, søster Celine. Søster Celine, Lise Johnsen og Arthur Bahnert var mine første tre klasselærere og selvom det er over 50 år siden jeg forlod skolen kan jeg stadig tydeligt huske de tre lærere og nogle episoder som har sat sig dybe spor i mig – lidt positive, men mest negative. Adfærd som jeg kan se jeg har efterlignet, men adfærd som jeg i dag kan se ikke var hensigtsmæssig.

3. Kirsten joker af og til med at mit åndelige overhoved er i fjernsynet. Jeg er opvokset i et katolsk hjem – det var derfor jeg gik på Sankt Knud Lavards Skole. Mine minder fra dengang er ligesådan: lidt positive, men mest negative. Det jeg specielt kunne konstatere mange år efter, var at der ikke skulle argumenteres for noget, specielt ikke, hvis det var trosrelateret – sådan var det bare.

Jeg blev mindet om det i går aftes, da jeg efter at vi var kommet tilbage til hotellet efter en meget hyggelig svensk juleaften hos Christians svigerforældre, så midnatsgudstjeneste fra Rom, og oplevede en åbenbart ortodoks katolik beskrive gudstjenesten, som om ritualerne var virkelighed: Forvandling af brød og vin til legeme og blod. Jamen, det er jo ikke noget objektivt, men noget trosbestemt.

For min skyld må man tro hvad som helst, så længe man ikke pådutter andre sin tro eller begynder at agere som om ”min tro” er bedre end ”din tro”. Det gælder inden for religion og inden for hundetræning. Og alle mulige andre steder.

4. Et svar på min konkurrence om Årets blog 2014 som gjorde mig fantastisk glad: ”Jeg ved ikke hvilket indlæg på din blog jeg syntes er det bedste. Jeg vil egentlig bare fortælle at jeg gennem flere år har været trofast læser af din blog og jeg har nok ikke misset et eneste indlæg. Det jeg godt kan lide ved din blog er at, du opdaterer ofte, du er ærlig hvilket gør bloggen interessant at følge, da der ikke kun opdateres om succeser, men om både medgang, modgang, hverdagen, tanker om lidt af hvert og dine ´nørdede tendenser´ med statistikker (det sidste er sagt med et glimt i øjet J) Din blog gør at man næsten føler man kender dig og alle 3 hunde.”

5. Badebroen fra forskellige synsvinkler. Den samme, men alligevel en anden.

Jeg reflekterer tit over reaktionerne på uønsket adfærd – når det angår hundetræning.

Når det angår mig selv - og min egen uønskede adfærd - er det noget andet og meget sværere. Først at erkende, at det er uønsket adfærd, så at forstå den og dernæst at reagere på den. Forståelsen er lidt for tit, at det er et mønster, jeg har, som måske kan forklares med, at jeg har set rollemodeller i min barndom og ungdom reagere på den måde. Men det kan jeg som voksen ikke bruge til noget.

Det, der virkelig har påvirket mig, er, at personer, der betyder noget for mig, har reageret på min uønskede adfærd. Vel at mærke reageret på en måde, som viste at det var vigtigt for dem, at jeg forstod, hvorfor de reagerede som de gjorde. Altså: hvorfor min adfærd var uønsket eller uhensigtsmæssig.

Det har virkelig gjort, at jeg har forsøgt at ændre min adfærd. Jeg synes selv, det virker, men det er kun mine omgivelser, der kan vurdere det for alvor.

Kriterier, forstyrrelser og uønsket adfærd

Søndag startede jeg med selvtræning med Max kl. 7.45. Vi trænede en halv times tid, og så hjalp jeg et par af de andre. Stort set ingen lyd på Max – er lyden proportional med antal andre deltagere og omvendt proportional med længden af opvarmning?

Derefter konkurrencehvalpeholdet, som jeg synes gør fantastiske fremskridt.

Og så havde Anita og jeg aftalt noget træning. Først fællesøvelser med Camilla og Emma (hold da op, det er længe siden vi har trænet sammen!), og så havde vi hver vores fokusøvelser. Jeg havde fri ved fod, dirigeret apportering og indkald med Lille Bjørn.

Fri ved foden er langt fra mit mål … Lille Bjørn stoppede i snus to gange, og der var mange skæve pladser, så der er virkelig fortsat noget at arbejde med.

Alt det andet gik fantastisk. Fællesøvelserne er blevet meget stabile, den dirigerede apport ligesådan og indkaldet, stadig max over 10 meter, er med fantastisk stop.

Tiden flyver af sted i det gode selskab, og jeg var 4 timer i hallen inden jeg skyndte mig hjem og klædte om, så vi kunne tage til København og få frokost på l’Education Nationale. Christ kom fra Malmø, og vi havde nogle hyggelig timer med dejlig mad og masser af snak.

Moules frites

Mandag var der de to aftenhold. Der er nogle LP-nybegyndere på det første hold, og vi var nået til introduktion til fremsending og apportering, som bestemt ikke skal komme som overraskelser når LP1 er bestået :-)

På det efterfølgende stjernehold fik vi arbejdet meget med forstyrrelser. Først under fællesøvelserne, hvor jeg sørgede for nogle ekstra distraktioner. Så stillingsskift med forstyrrelser. Og så søjlearbejde, som i sig selv er forstyrrende. Uha, det bliver svært for mange hunde (og førere), når der sker så meget omkring dem.

Hvor går grænsen for forstyrrelser? Det er op til den enkelte ekvipage, hvor langt de vil gå i træningen, men det er om at finde en fornuftig balance. På den ene side må det ikke ødelægge øvelsen, at der er forstyrrelser til en konkurrence, så i et eller andet omfang skal det (i det mindste af og til) være sværere til træning. På den anden side må det ikke blive sådan, at forstyrrelserne under træning er blevet af et omgang, så hunden agerer forkert til en prøve, hvor der ikke er forstyrrelser.

Tirsdag trænede jeg 10 minutter med Lille Bjørn – helt alene - og så er han en stjerne. Jeg skulle hente rallyskilte, der skulle bruges til at forberede onsdagens to rallyhold. Det endte med et stort setup, hvori alle rallyskilte undtagen championskiltene indgik, opbygget ret finurligt synes jeg selv :-)

Onsdag var Kirstens fødselsdag, så jeg tog en halv fri dag og vi fik en lækker frokost på Cafeen i KØS i Køge.

Her sidder Kirsten på cafeen med Husk dit navns flotte maleri på væggen.

De to rallyhold tog udfordringerne med rallyskiltene flot. En ekvipage ad gangen gik bane hos mig, de andre, der trænede, var forstyrrelser for hinanden og for den ekvipage, som aktuelt gik hos mig – med almindelige vigepligtsregler. Og efter at have gået 2-3 baner i den sammenhæng vil en prøve virke simpel!

Kirsten kom med Max, som skulle på LP-hold efter de to rallyhold. Ingen opvarmning og fællesøvelserne blev ikke så gode og med meget lyd. Derefter gik det meget bedre. Fokusøvelsen var positioner under gang: jeg skal arbejde med nogle forkommandoer, som Anita fik tydeliggjort, at jeg havde brug for, og så skal jeg forsøge med ekstern belønning i fællesøvelserne, for den lyd er altså ikke på vej væk …

Jeg måtte forlade træningen i utide, fordi Sandy og Chris kom tidligere end jeg havde ventet fra Malmø, og de havde mad med til fødselsdagsmiddagen. Herunder desserten, en fornem prinsesstårta:

På dansk vil det hedde et kæmpegåsebryst. Fantastisk lækker og meget mættende!