En ganske særlig weekend

En ganske særlig dommergave!

Det har været en fantastisk weekend!

Liv (og Tine) styrede det administrative!

I går havde jeg fornøjelsen at være en af to dommere ved Hornsherred HTM Klubs (HHK) dobbelte rallyprøve i Osted.

Det var et støttearrangement for det første DM i HTM/FS den 9. november 2019, som HHK står for, og jeg foreslog en dobbelt rallyprøve som én måde at skaffe penge til arrangementet på. Det endte med at blive gårsdagens arrangement, og jeg kan roligt sige, at det blev en bragende succes!

Begge prøver var fuldtegnede og vi var i den grad begunstigede af vejrguderne. Vi havde læst vejrudsigter, og der var ikke rigtigt nogen af dem, der var 100 % positive, men vi var superheldige. Vi startede og afsluttede i fint vejr, og først efter sidste præmieoverrækkelse begyndte det at regne, til gengæld ret seriøst … men vi siger tak igen, til dem, der styrer vejret 😊

På det sportslige plan, og det er trods alt det vigtigste, gik det også rigtigt godt. Der var rigtigt mange flotte resultater, og jeg har virkelig lyst til at nævne tre af dem, i den rækkefølge jeg dømte dem.

Den første er Mathilde og Boogie i øvet klasse. Mathilde er en meget rutineret fører, selvom hun kun er 11 år, og har været til rigtigt mange prøver med Boogie, Lille Bjørn og Max. Boogie har hun haft lidt udfordringer med, han har haft en dårlig vane med at skulle forlade ringen undervejs til prøverne, og der kommer også noget lyd af og til, nogle gange rigeligt ☹

Jeg havde set præmieoverrækkelsen for Connis øvet klasse, og vidste at Mathilde og Boogie var blevet nr. 5 med 93 point, og bl.a. trukket 3 for lyd.

Da de gik ind på min bane, var der ingen slinger. Der var fuld kontakt fra starten, og de lavede den ene øvelse efter den anden perfekt. Og der var ikke den mindste lyd. Da de kom forbi skilt nr. 7, kom det dertil, som det altid gør for mig, når ekvipager er kommet et godt stykke ind i banen, og ikke er trukket for noget, at jeg begynder at holde vejret og håber at det fortsætter – for det er altså noget af det bedste at opleve som dommer, at ekvipager går til 100 point.

Mathilde og Boogie fortsatte og gik hele vejen, og der kom stadig ikke en lyd. Det var bare dejligt at kunne give Mathilde feedback, og se hendes glæde da hun løb tilbage til sin mor og far 😉 Mathilde og Boogie vandt klassen med 100 point!

I ekspertklasse havde jeg næsten den samme oplevelse med Winnie og Mira. En ikke helt nem bane, og de gik den bare fuldstændig perfekt. De vandt klassen og fik deres første certifikat ved debuten i klassen. Og i øvrigt det andet hos Conni kort tid efter. En fantastisk oplevelse for dommeren – og nej, jeg har bestemt ikke noget imod at få et kram af glade førere, for hulen der er så mange følelser med, og dommere er også kun mennesker!

Min sidste klasse var championklasse. Otte deltagere, alle rigtigt dygtige. De tre havde to supercertifikater, ,den ene dog begge to hos mig, og der var en ekvipage (Louise og Cherie), som debuterede hos Conni med et supercertifikat, og kunne opnå det andet hos mig. Der var nogle ekvipager, som ikke havde det helt nemt på banen, men da vi kom til de to sidste, var det topniveau. Poul og Rosa (Berner) startede som nr. 7 ud af 8, og det startede superflot. Jeg kender dem rigtigt godt, vi har været til mange prøver sammen, og gået på hold sammen hos Amanda. De går generelt fantastisk, men der har tit været nogle ærgerlige fejl.

I går kom der også sådan en, ud af den blå luft – Poul fik givet et forkert signal, Rosa som er perfekt trænet, reagerede med det samme – en ommer. Så jeg håbede, håbede bare, at der ikke ville ske andet, og det gjorde der heldigvis ikke. 97 point, og jeg valgte ikke at give feedback! Jeg sagde til Poul at det var superflot, og at han måtte vente til præmieoverrækkelsen med at få feedback. Louise og Cherie var sidste ekvipage og gik også virkelig flot. Der var tre 1’ere og en enkelt ommer, 94 point.

Dermed var det afgjort.

Præmieoverrækkelsen for min championklasse var dagens sidste, og det føltes rigtigt godt at kunne knytte lidt personlige ord til Poul og Rosas supercertifikat og dermed deres superchampiontitel. Det er en vidunderlig ekvipage, Rosa er den skønneste Berner, man kan tænke sig, og Poul den mest sympatiske fører, man kan tænke sig. Hvis der er nogen der fortjener titlen, er det dem. Jeg er MEGET glad for, at jeg fik fornøjelsen at dømme dem på denne store dag.

Rammerne for prøven var dejlige. Helt ærligt var grunden til at jeg foreslog at holde rallyprøverne og hjælpe med dem, at jeg synes rigtigt godt om HHK, Liv, Sandie og Tine, og havde lyst til at hjælpe dem. De skabte nogle fantastiske rammer for prøven, og det var en fornøjelse at være dommer. Der var en skøn buffet, som Sandie havde sørget for, og det administrative havde Liv og Sandie fuldstændig styr på. Topprofessionelt og en udsøgt fornøjelse.

Under præmieoverrækkelsen tog de lidt fusen på mig 😊 Der er tradition for at give dommergaver, men uden at fornærme nogen – inkl. mig selv når jeg står for prøver i Sydkystens Hundeskole – er de normalt ikke særligt personlige.

Det var de bestemt i går. Conni fik en T-shirt, med Dodo på ryggen, og jeg fik den T-shirt, som kan ses foroven.

Jeg fik også en ekstra gave. 2 flasker vin. Men ikke bare 2 flasker vin. Tine indrømmede, at hvis hun eller Liv skulle have valgt, ville de gå efter etiketten, så Tine har fået en kollega til at læse i min blog, og finde ud af, hvad jeg ville synes godt om. Jeg fik to flasker pinot noir fra Oregon, jeg har slået dem op – det gør jeg altid, når jeg får vingaver – og jeg kan roligt sige, at jeg glæder mig usædvanligt meget til at smage vinen og den forbindelse sende gode tanker til giverne 😊

Det er dejligt at få gaver, men at få gaver der er tænkt over, det er noget ganske særligt. Tusind tak til Liv, Sandie og Tina – I er stjerner!!!

Conni og jeg er ret garvede dommere, og en kombination af erfaring og lidt held gjorde, at vi kunne køre programmet meget effektivt, og var færdige et pænt stykke tid før den grove tidsplan, som jo altid er vejledende. Så vi kunne tage af sted lidt over 14, lige som det begyndte at styrte ned.

Skaldyr ;-) 

Det passede mig supergodt. Jeg kunne nå hjem, registrere resultaterne og få slappet lidt af, inden turen gik videre til København. Jeg havde en aftale med Anne Marie, Bente og Thomas, som jeg har kendt siden 1. september 1959. Vi gik i klasse sammen fra første til femte klasse på Sankt Knud Lavard Skole, vi ses sjældent, men når vi gør, forsvinder enhver tidsfornemmelse.

Vi kan tale om dengang, tiden indimellem og nutiden, som om vi har kendt hinanden altid. Minderne vælter frem, og vi taler alle åbent om alt. Annemarie og Thomas havde rigtigt meget at tale om, og det havde Bente og jeg også, og tiden fløj. Bente stillede nogle fantastiske spørgsmål og jeg fik sat ord på nogle personlige forhold, som jeg kun kan mindes jeg har gjort én gang tidligere.

Det var overraskende og befriende at sætte ord på, hvorfor Bente oplevede mig som en helt anden dengang end i dag, hvorfor jeg ikke ser mine tidligere søskende, og hvorfor jeg ikke brød mig om mine forældre. Det er bestemt ikke emner, jeg deler med hvem som helst, men det er Bente så heller ikke …

Vi havde en skøn aften, vi har en aftale igen om et år.

Morgentur

I dag er det 40 år siden Kirsten og jeg blev gift.

Labyrint foran Vikingeskibsmuseet

Frokost på Trattoria Snekken

Vi har for længe siden besluttet at vi ikke ville fejre dagen særligt, så vi fejrede med en glimrende frokost på Trattoria Snekken på Roskilde Havn.

Hyggeaften

Og en eksklusiv, men let aftensmad med Pol Roger Champagne og lidt lækker rødvin.

Hundene er bestemt ikke blevet snydt, men vi har prioriteret os selv i dag.

Det har været en fantastisk weekend!

FS-træning, rallyprøve og jubilæer

Fra vores debut i FS2 6. april 2019

I eftermiddags havde Anita og jeg aftalt en times træning i Powerdogs hal i Gadstrup. Der er kun tre uger til vi skal til prøve på Samsø, så det var bestemt nyttigt at arbejde lidt med vores programmer. For Anitas vedkommende seniorklasse (HTM) med Osseau, for mit FS2 med Max.

Ingen af os træner specielt meget kan jeg vis godt tillade mig at sige, men både Osseau og Max er meget erfarne og når grundtræningen er i orden, så er det ikke så svært endda.

Max skal op på Samsø og siden som hvid hund til DM 9. november.

Jeg har udvidet When I’m 64 lidt og har tænkt over justeringer af programmet. I dag skulle det så prøves af med Max. Jeg tørtrænede lidt, gik et fuldt program med Max til musik, og til sidst tog vi en runde til, med nogle forbedringer.

Jeg tror det var vores bedste FS nogensinde 😊 Jeg har omhyggeligt sørget for at sværhedsgraden ikke giver problemer, eller rettere, det er ikke sværhedsgraden, der skal være udfordringen. Det vigtige for mig er at Max er glad, og at vi får leget os igennem programmet. Så jeg har på ingen måder tænkt på noget med resultater. Det er to skønne træningsmuligheder, som vi vil udnytte så godt vi kan.

Der er lidt overgange, som vi skal træne lidt mere, men sidste generalprøve i dag var meget tæt på det, jeg tror vi kan præstere på Samsø, og som jeg vil være meget tilfreds med.

I morgen har jeg fornøjelsen at være den ene af to dommere (Conni er den anden) til Hornsherred HTM Klubs dobbelte rallyprøve i Osted, til støtte for det første DM i HTM/FS. Det bliver en dejlig dag, og første gang jeg skal dømme en fuld prøve med de ”nye” skilte,

Det behøver ikke at trække meget længe ud, for jeg har en aftale kl. 18:00 på l’Education Nationale i København. Vi er 5 der har en aftale, 5 personer der mødtes første gang den 1. september 1959 på Sank Knud Lavards Skole i Lyngby, da vi startede i 1. klasse. Et 60-års jubilæum, det er noget ganske særligt.

Søndag har Kirsten og jeg 40-års bryllupsdag. Vi har valgt ikke at markere det på nogen måde, men mon ikke vi finder et godt sted at få et lækkert måltid, og fejre dagen😉

Håndtering af uønsket adfærd

Prætentiøs overskrift på nogle refleksioner de første dage af juleferien affødt af bl.a. følgende:

1. Tak for de mange reaktioner på bloggen Hvad skete? Jeg har nogle konkrete forhold jeg vil holde øje med ved kommende træning/konkurrence og har et hængeparti med en træner, som vil give mere konkret rådgivning. Dejligt, at folk interesserer sig for denne i den store sammenhæng lille bitte hændelse.

2. Nogle af julehilsnerne er fra personer jeg har kendt næsten altid, min førsteklasse fra 1959. Sankt Knud Lavards Skole havde 60 års jubilæum i år og en lokalavis havde ovenstående foto af de første lærere med i sin jubilæumsartikel. Fra venstre Lise Johnsen, Arthur Bahnert, søster Celine. Søster Celine, Lise Johnsen og Arthur Bahnert var mine første tre klasselærere og selvom det er over 50 år siden jeg forlod skolen kan jeg stadig tydeligt huske de tre lærere og nogle episoder som har sat sig dybe spor i mig – lidt positive, men mest negative. Adfærd som jeg kan se jeg har efterlignet, men adfærd som jeg i dag kan se ikke var hensigtsmæssig.

3. Kirsten joker af og til med at mit åndelige overhoved er i fjernsynet. Jeg er opvokset i et katolsk hjem – det var derfor jeg gik på Sankt Knud Lavards Skole. Mine minder fra dengang er ligesådan: lidt positive, men mest negative. Det jeg specielt kunne konstatere mange år efter, var at der ikke skulle argumenteres for noget, specielt ikke, hvis det var trosrelateret – sådan var det bare.

Jeg blev mindet om det i går aftes, da jeg efter at vi var kommet tilbage til hotellet efter en meget hyggelig svensk juleaften hos Christians svigerforældre, så midnatsgudstjeneste fra Rom, og oplevede en åbenbart ortodoks katolik beskrive gudstjenesten, som om ritualerne var virkelighed: Forvandling af brød og vin til legeme og blod. Jamen, det er jo ikke noget objektivt, men noget trosbestemt.

For min skyld må man tro hvad som helst, så længe man ikke pådutter andre sin tro eller begynder at agere som om ”min tro” er bedre end ”din tro”. Det gælder inden for religion og inden for hundetræning. Og alle mulige andre steder.

4. Et svar på min konkurrence om Årets blog 2014 som gjorde mig fantastisk glad: ”Jeg ved ikke hvilket indlæg på din blog jeg syntes er det bedste. Jeg vil egentlig bare fortælle at jeg gennem flere år har været trofast læser af din blog og jeg har nok ikke misset et eneste indlæg. Det jeg godt kan lide ved din blog er at, du opdaterer ofte, du er ærlig hvilket gør bloggen interessant at følge, da der ikke kun opdateres om succeser, men om både medgang, modgang, hverdagen, tanker om lidt af hvert og dine ´nørdede tendenser´ med statistikker (det sidste er sagt med et glimt i øjet J) Din blog gør at man næsten føler man kender dig og alle 3 hunde.”

5. Badebroen fra forskellige synsvinkler. Den samme, men alligevel en anden.

Jeg reflekterer tit over reaktionerne på uønsket adfærd – når det angår hundetræning.

Når det angår mig selv - og min egen uønskede adfærd - er det noget andet og meget sværere. Først at erkende, at det er uønsket adfærd, så at forstå den og dernæst at reagere på den. Forståelsen er lidt for tit, at det er et mønster, jeg har, som måske kan forklares med, at jeg har set rollemodeller i min barndom og ungdom reagere på den måde. Men det kan jeg som voksen ikke bruge til noget.

Det, der virkelig har påvirket mig, er, at personer, der betyder noget for mig, har reageret på min uønskede adfærd. Vel at mærke reageret på en måde, som viste at det var vigtigt for dem, at jeg forstod, hvorfor de reagerede som de gjorde. Altså: hvorfor min adfærd var uønsket eller uhensigtsmæssig.

Det har virkelig gjort, at jeg har forsøgt at ændre min adfærd. Jeg synes selv, det virker, men det er kun mine omgivelser, der kan vurdere det for alvor.

Pardon me, if I'm sentimental

 

1. september 1959 startede jeg i 1. klasse på Sankt Knud Lavard skole i Lyngby. Jeg skiftede skole efter 5. klasse.

I forbindelse med skolens 50 års jubilæum 2004 satte jeg mig for at komme i kontakt med mine gamle klassekammerater og det lykkedes over al forventning – jeg fik kontakt til alle de levende samt information om den ene, som ikke levede længere.

Mange af os mødtes til skolens jubilæum og flere af os mødes årligt, i år kun 4, men det blev det ikke mindre hyggeligt af. Vi spiste – efterhånden traditionelt – på l’Education Nationale – og vi havde en dejlig aften Vibeke, Bente, Preben og jeg.

Naturligvis talte vi om gamle dage, men absolut mest om vore dage. Det er hver gang lige fantastisk,. Den lagde periode, hvor vi ikke har set hinanden, er bare forsvundet og vi taler som sammen som om vi har kendt hinanden altid. Hvad vi næsten også har.

Preben plejer ikke at være med, så nogle af de historier som vi andre har helt styr på, skulle lige genopfriskes. Bl.a. den sørgelige historie om Lisbeth. Dengang jeg satte gang i eftersøgningen af klassen var der flere  der mente at hun vistnok var død. Det, måtte jeg naturligvis finde ud af. Det er en rigtigt spændende historie hvordan jeg fandt ud af det, men den korte historie er, at Lisbeth døde lige før hun blev 22 år, hun havde lige født sin datter og nåede aldrig at opfatte det. Da denne sørgelige historie kom frem var Maria og jeg på klassens vegne på kirkegården og lægge en blomst på hendes grav.

Det viste sig at Preben, ligesom jeg og flere andre i klassen, havde været forelsket Lisbeth. Fandt vi ud af så mange år efter. Hun har virkelig gjort indtryk på os.

Jeg bliver også indimellem sentimental, når jeg ser hvordan hundene bliver ældre. Megan 11 ¼, Lille Bjørn 7 ½ og Max 3 ¼. 22 år i alt, og Kirsten synes det er passende at vi afvikler menageriet i takt med at hundene dør. Hvilket vi bestemt ikke er enige om, men det får mig til at tænke på, at tiden nærmer sig, hvor det at anskaffe en ny hund ikke er en mulighed længere.

Megan er blevet udskiftet med Max til et par kommende rallyprøver – hun skal kun op til DKK- eller DKK kredsprøver fremover. Jeg kan godt mærke, at tidspunktet hvor hun skal sendes på pension er ved at nærme sig. Måske burde det være nu, men jeg synes ikke vi skal ende karrieren med 2 IB’er.

Og jeg tror der er masser af krudt i Muggen endnu.

Men når hun bliver pensioneret, så skal det nok give anledning til en masse sentimentalitet.

Masser af træning

Lille Bjørn elsker tomater!

I tirsdag begyndte en stribe nye hold i Sydkystens Hundeskole. Jeg var involveret i tre af dem. Først et hvalpehold med Max, med Marie som instruktør. Det var første time Max skulle arbejde på græs, og det gav lidt udfordringer, som vi dog hurtigt kom over. Vi arbejdede med kontakt, fingertarget, stå-sit og indkald, og trænede Johanna-øvelser indimellem. Direkte i forlængelse af det hold har Marie og jeg sammen et hvalpehold. Og endelig har jeg et begynderhold for voksne hunde. Det var lidt af nød, at jeg på tog mig de to hold, men det glemmer jeg altså i det øjeblik, hvor vi går i gang. Jeg kan blive helt blød indeni når jeg ser hvor ihærdigt folk arbejder med deres hunde, og de fantastiske fremskridt der kan ske på bare en time. Betingningen af klikkeren og den åbenbaring dette fantastiske redskab er til hundetræning er herlig at iagttage!
Megan var med som demohund, og Lille Bjørn hyggede sig i en plantekasse med tomater, som han elsker!
Torsdag har jeg mit LP-hold, hvor hovedemnet var fri ved fod: starten, en vending, og nogle to-skridtsøvelser. Og igen igen var det kontakt, der var nøgleordet. Hundene kan langt mere end mange førere tror, bare der er kontakt. Der er et par, som snart skal debutere i LP, og der har vi virkeligt fokus på at de ikke giver klartegn uden at have kontakt med hunden, og ikke give en kommando uden af have kontakt med hunden. Og så fungerer en masse øvelser bare flot.

Fredag var jeg ude med fire klassekammerater, og ikke hvem som helst :-) Annikki, Bente, Margrete, Thomas og jeg begyndte i 1. klasse på Sankt Knud Lavard Skole 1. september 1959, så det var et 52-årsjubilæum der blev fejret. Jeg havde valgt l’Education Nationale som mødested, og det var som altid et hit. Selv nød jeg deres eminente skaldyrsfad med Sancerre til.

Lørdag morgen nød de fire hunde og jeg en sjældent smuk morgen på Solrød Strand.

Derefter gik turen til Kirke Hyllinge. Lille Bjørn og jeg var tilmeldt et kursus med Åsa Eriksson, arrangeret af Sydkystens Hundeskole på Hasselgaard Træningscenter. Der var 8 tilmeldte ekvipager, heriblandt 5 nørder med 6 hunde. De fleste havde også været på kursus hos Åsa før, bl.a. jeg selv, så vi vidste hvad vi gik ind til.
Hver ekvipage var af Åsa Eriksson på forhånd bedt om at komme med tre punkter, de særligt ville arbejde med, og jeg havde skrevet:

1. At bevare gejsten over et længere forløb.
2. Apportering: Det at tage og holde fast (ditto med næseprøve).
3. At fastholde positioner (fx plads som udgangsposition).

Jeg fik i detaljer arbejdet med hvordan jeg får Lille Bjørn i position, og hvordan jeg med 100 % konsekvens skal belønne ham i præcis den ønskede position. Og naturligvis virkede det, og inden jeg havde set mig om har jeg nu en hund, som jeg kan belønne på en måde, så han bliver siddende. Det byggede vi videre på i fastholdelsen af apporteringen; dvs. først skulle jeg demonstrere en færdig LP2-apportering, og det var tæt på at den var perfekt. Det var kun lige afslutningen der var lidt kludder med, det var hans flotteste apportering nogensinde tror jeg! Det gav rigtigt god mening at arbejde med selv det at holde og holde apporten helt ind i plads, og holde den i munden til jeg stille og roligt kunne tage den. Det har vi nu også nogle gode teknikker til. Og så gik Lille Bjørn naturligvis også en flot fri ved fod, da han skulle demonstrere dét, og jeg fik talt med Åsa om hvordan vi bygger videre på dette til længere stræk.
Mange direkte anvendelige teknikker, meget hyggeligt selskab, og vi fik det allerskønneste træningsvejr. En fantastisk kursusdag!