lørdag den 25. august 2012

DM 2012



Som opvarmning til DM var jeg i går til Islandsk Fårehundeklubs arrangement: IF-træf på Feddet. Jeg skulle dømme 10 LP1-hunde og 19 rallyhunde fordelt på alle klasser. Det var herligt at opleve en del af denne meget aktive specialklubs stort anlagte program. Og det var en fornøjelse at dømme både LP og rally. Der var en del virkeligt flotte resultater, og helt sikkert flere ekvipager vi kommer til at opleve for alvor i LP-og rallykonkurrencer. Vi var også heldige med vejret, selvom der kom lidt smådryppen, og der kunne høres buldren i det fjerne, blev det ikke regnvejr.

Jeg var hjemme igen godt 17, og takket være Kirsten var det meste pakket og klar til dagens næste etape: Turen til Skive med Megan. Sågar lækre sandwiches var smurt, så jeg både fik spist lidt inden jeg tog af sted og havde noget til turen. Jeg kørte godt 18 og receptionen på hotellet havde åbent til 22, og det så fornuftigt ud. Sidsel og Annie fristede med at vi kunne spise sammen et sted på vejen, men da jeg tjekkede GPS’en og så at den sagde ankomst 21:58 sagde jeg nej tak til det ellers gode tilbud. Med et kort ophold undervejs var jeg fremme 21:40. Tjek ind, hurtig luftetur og så i seng.

Megan og jeg var begge friske og udhvilede til morgen, fik morgenmad og kørte til arealet ved Spøttrup Kulturhal, hvor DKKs Danmarksmesterskab i Lydighed og Rally blev afholdt af DKK Kreds 9.



Vi fik straks da vi blev registreret både katalog og championbanen udleveret. Kataloget er nydeligt, men desværre er nogle af annoncerne placeret så de dækker det nederste af deltagerlisterne, så Megan og jeg (der var nr. 18 ud af 19 i championklassen), fremgår ikke af kataloget :-(

Banen blev studeret nøje og så meget reel ud, med i alt 8 højrehandlingsøvelser. Af tidsplanen fremgik at vi skulle op 13:38, og at championklassen startede 12:30, så efter velkomsten kl. 9 kørte Megan og jeg tilbage til hotellet for at slappe af og studere banen. Blot for ret hurtigt efter at få en opringning fra Annie om at begynderklassen, som lå før championklassen, var slut, så jeg skyndte med tilbage til arealet og var der to minutter før banegennemgang. Perfekt.

Megan blev varmet op som vi har gjort de sidste gange, og selvom jeg kom til at slække tempoet lidt i første øvelse (dobbeltslalom) … gik det fint indtil vi kom til skilte 14 tunnel på højre side; Megan skulle lige forbi indgangen, så hun måtte tilbage (en ommer), og det næste skilt nåede hun forbi da hun kom ud af tunnelen, så jeg måtte kalde tilbage (en ommer til), så netto endte vi på 89 point og en 14. plads. Det er ikke nok, når jeg gerne ville med i finalen for de ti bedste. Annie og Tira endte på den ærgerlige 11. plads med 93 point, som altså ikke var nok til at komme i finalen. Championklassen er virkelig blevet en sej klasse, som der er prestige i at deltage i.



Til gengæld var Megan og jeg heldige i det amerikanske lotteri, hvor vi vandt på 5 ud af 12 lodder.



Banerne var store og med masser af plads, vejret var fint da Megan og jeg var oppe, senere kom der lidt regn, faktisk en hel del.



Præmieoverrækkelsen gik fint og effektivt, og der var fine præmier til alle. Som læsere af bloggen véd, havde jeg seriøst besluttet ikke at tilmelde mig DM. Jeg har bestemt ikke fortrudt at jeg ændrede beslutning. Jeg synes, selvom jeg bestemt havde håbet på en top 10 placering, at Megan og jeg gjorde det rigtigt godt i dag, og i den skarpe konkurrence er der ikke råd til to ommere. Så enkelt er det. Vilkårene var ideelle, og vi var bare ikke gode nok på dagen.

Men ambitionerne fejler ikke noget. Annie, som altså blev nr. 11 i dag, Sidsel, der blev nr. 10 (med en IB’er i anden bane) har aftalt at vi til kredsprøven i morgen alle tre kvalificerer os til DM 2013!



Tilbage på hotellet fulgte jeg Marianne Jensens anbefaling og gik en lille hyggelig tur med Megan i Skive Anlæg, som ligger 5 minutters gang fra hotellet. Dejligt afslappende efter dagens konkurrencer.

Nu er vi tilbage på hotellet, Megan er træt, jeg skal ud og have lidt mad, og i morgen møder vi begge friske til championklassen.

1 kommentar:

conni sagde ...

Hov hov ikke mase...Peia skal også med til DM 2013 i Championklassen :-)))))