fredag den 19. juli 2013

Ferietid


Det er altid sørgelig at miste en hund og det har været særligt sørgeligt for to nørdevenner, som har mistet deres hunde i utide denne måned. Conni mistede Cocky pga. sygdom først på måneden og i dag tog Susanne afsked med Bastian, som var angst for lyde. To dejlige hunde, som fik fantastiske hundeliv, men desværre alt for korte. Meget trist og der er sendt mange varme tanker til Conni og Susanne fra masser af hundevenner.

Jeg skrev i forrige blog at Megan var udtaget til DM i rallychampionklasse, selvom hun ud fra min beregning kun lå som nr. 23 på kvalifikationslisten. Jeg kunne se på flere reaktioner på Facebook at noget var galt og i går morges tjekkede jeg så den officielle DKK-liste med min uofficielle. Den officielle liste manglede resultaterne fra en kredsprøve og det forklarede det hele: fem hunde som ved den prøve havde opnået point, som rakte til kvalifikation, var ikke på den officielle liste. Kredsen har fået besked af DKK og har flot besluttet at alle inviterede, inkl. de fem som ikke skulle have haft en invitation, må deltage. Jeg siger mange tak og har kvitteret med tre ærespræmier til championklassen.

I går stod også på næstsidste gang sommertræning hos Johanna.

Max var lidt ned og lidt op. Han ville bare ikke apportere metalapporten, som jeg regner for DEN sikre øvelse; men han ville tage træapporten, som vi ellers ikke bruger i springapportering. Der var forskellige andre underlige hændelser, men generelt gik det fint. En ok fællessit, en fornem fri ved fod (vores fokusøvelse), pæne stillingsskift, ok dirigeret apport, meget flotte positioner under gang og flot fremsending.

Lille Bjørn, som ellers ikke er vild med varme, var helt på toppen. Han rejste sig hurtig i fællesdækken, og vi fik nogle underlige starter på fremsending, men ellers var det superflot. Perfekt indkald, superflot fællessit, meget flot dirigeret apport og springapport og i det hele taget PÅ. Vi havde dirigeret apport og positioner under gang som fokusøvelser, og arbejdede bl.a. med starten af øvelserne, forstærkning uden godbid, og det at være klar med det samme.

I dag havde jeg en halv arbejdsdag og så stod den på ferie.


Jagtbladet er endelig kommet, bl.a. med min lille artikel om Hundedagene 2013.

Kirsten og jeg var i vandet med Max, det har jeg ikke fotos af, men for oven kan I se Max da han efter tørring i håndklæde slappede af på en af havebænkene.


Aftensmaden var ren luksus, T-bonesteaks fra slagteren, kryddersmør, kartofler og salat samt rødvin.


Bagefter kunne vi nyde at hundene legede sammen, som de efterhånden gør ret tit.

Der er ikke planlagt ret meget i ferien, men vi skal nok finde på noget!

Ingen kommentarer: