lørdag den 31. august 2013

DM i rally 2013

Annie og Tira, Paul og Megan samt Charlotte og Spot

Da vi fik invitationen til DM i rally tilmeldte jeg straks, men med beherskede forventninger og en målsætning om at slutte i top 10, som man kan læse her.

Siden tilmeldingen har vi gået en prøve 3.8 til 72 point og en 18.8 til 86 point, ikke ligefrem resultater der øgede forventningerne til et godt resultat.

Men med lidt fokuseret træning hos Anita, Susanne og Charlotte synes jeg at vi har fået gjort noget ved vores starter, så jeg må indrømme, at jeg fortsat inderst inde håbede på at komme i finalen.

Charlotte og jeg havde aftalt at køre sammen til DM og i går aftes landede vi så på Hotel Hvide Kro i Aalestrup, hvor vi mødtes med Annie og Tira, gik en aftentur og derefter fik en god middag sammen med tre andre hundebekendte.


I dag til morgen stod vi op kl. 6.00, morgenturen gik til Aalestrup Kirkegaard med bl.a. dette monument.

Ved 8-tiden stod teltene på arealet ved Sortebakkehallerne i Nørager.

Efter indmarch med Kimbrergarden og velkomsttaler, gik prøverne i gang.

Vi skulle op hos Pia Hansen-Schwartz i championklasse som nr. 4 ud af 19. Jeg varmede op som planlagt med nogle starter ind over kantbånd, gjorde klar ud for startskiltet i god tid, gav Megan nogle godbidder, trådte ind på banen, tog en dyb indånding og gav klartegn. Og så gik vi en af vores livs allerbedste rallyprøver. Megan var på fra starten, og der var ikke meget der gik galt.

Sidste skilt var "løb", jeg løb, forbi målskiltet og ud af banen og Megan og jeg jublede sammen. Jeg må indrømme at jeg også tudede lidt, for jeg følte virkelig at Megan havde gjort alt hvad hun kunne og sikkert også lidt ekstra. Vi kan ikke gøre det bedre.

Det er naturligvis et skrapt selskab til DM, så præstationen rakte til en 10. plads og dermed præcis til en finaleplads. Nørderne var stærkt repræsenteret i klassen, men til stor overraskelse for mange kom ingen af de andre i finalen: Christina og Tempo (nr. 16), Charlotte og Spot (nr. 13) og Annie og Tira (nr. 11).

Finalen skulle dømmes af Helle Gadeberg, og vi skulle starte som nr. 1, som blev ændret til nr. 2 pga. en dobbeltfører, der rykkede op. Samme startritual for os, men jeg startede for hurtig og måtte lave første skilt om. Men Megan kom hurtigt i gang igen, og selvom det ikke var helt så godt som første gennemgang var det absolut en rigtig god prøve.

Og så var der ikke andet at gøre end at vente på at de andre gik banen. Der var to der helt klart blev IB’et (Ikke Bestået), så dermed var vi sikre på mindst en 8. plads. Meget tilfredsstillende resultat.

Så kom præmieoverrækkelsen. Vi blev først kaldt op som nr. 5te sidst! Med et gennemsnit på 87 point på de to prøver blev vi nr. 5 ved DM i rally championklasse.

Heldigvis skulle Charlotte køre hjem, for jeg ville nok have haft ret svært ved at koncentrere mig om trafikken :-)

Det ufattelige er sket – Megan har været til DM i 3 år i træk (alle de år det har eksisteret), hun har været placeret som nr. 7 i 2011 og nr. 14 i 2012. Og i år har hun, hvor jeg var klar til at pensionere hende, præsteret sit livs resultat. Jeg bliver da bestemt nødt til at arbejde videre med hende i championklasse :-)

Jeg vil gerne sige specielt tak til Anita, Susanne og Charlotte, som nok har troet mere på mig end jeg selv gjorde, og bestemt endnu engang har bevist at det er føreren, ikke hunden der er noget galt med!

Så vil jeg sige stor tak til DKK Kreds 7 og ikke mindst Grethe Veggerby Hansen for et fantastisk arrangement. Ingen deltagere er vist i tvivl om, hvilket arbejde der ligger bag så stort et stævne og at planlægningen og gennemførelsen ikke har involveret ret mange. Men Grethe Veggerby Hansen har både undervejs i forløbet og på dagen været glad, positiv og imødekommende. Uden hende var dette DM aldrig blevet afviklet på det høje niveau vi oplevede.

Tak til nørderne for hyggeligt selskab og fantastisk opbakning. Udover de allerede nævnte også Merete, som med Jewel opnåede en meget flot 8. plads i Ekspertklasse.

Tak til Charlotte for ualmindeligt hyggeligt selskab på hele turen, og masser af hunde- og anden snak.

Og sidst men ikke mindst tak til Megan. Selvom man ikke skulle tro det var muligt: Efter sådan en dag er jeg endnu mere vild med hende end nogensinde!!!

Ingen kommentarer: