torsdag den 22. december 2016

Et fantastisk hundeår

Osseau, Anita, Lille Bjørn, Max og Megan

Det har været mit bedste hundeår nogensinde.

Dette er mit hundeblogindlæg nr. 224 i år. Hvert af opslagene er udtryk for en eller flere gode oplevelser. Jeg skal forsøge mig med et kort overblik over de hundemæssige højdepunkter i år.

Hundene

Megan, 13½ år, har været til 24 officielle rallyprøver i championklasse, har været til DM og Årets Hund, er officielt blevet pensioneret i Rallysammenhæng, men alligevel var hun med til juleafslutning så sent som i tirsdags og så længe hun har lyst – og det har hun bestemt! – er hun stadig på banen. Hun er også min hund i Nose Work, vandt en julekonkurrence og skal med til en uofficiel prøve 29. december. En aktiv pensionist :-)

Lille Bjørn, 9 ¾ år, har været til 13 officielle rallyprøver i ekspertklasse , har været i finalen til Jubilæumsprøven, til DM og Årets Hund. Jeg er begyndt at træne højrehandling med ham, har været til to uofficielle prøver i championklasse med ham (Rallydysten og Juleafslutning) og han har bestået begge gange, og ser ud som om han elsker det. Vi debuterer forhåbentlig i championklasse 11. februar

Max, 5 ¾ år, har været til 30 officielle rallyprøver i championklasse, 1 i juniorklasse, 12 HTM2-prøver og 9 FS1-prøver. Han har givet mig en del grå hår (nå ja, jeg var gråhåret i forvejen!), men det kompenserer han for med en overflod af gode oplevelser. Både til DM og Årets Hund i rally gik han flot, med en lidt skarpere fører, som forstår at motivation er 99 % i forhold til Max, bliver han en superstjerne

Disciplinerne

Det var første gang siden 2005 at jeg ikke var til prøve i LP. Jeg har ikke savnet det, for der har været så meget andet spændende at arbejde med, men vender forhåbentligt tilbage en dag.

Rally har på flere fronter været årets hovedfokus med 68 officielle prøver samt deltagelse i DM og Årets Hund med alle 3 hunde.

I løbet af året har jeg overtaget formandsskabet i DKKs rallyudvalg fra Johanna, og selvom jeg svagt kan huske at Johanna sagde, at det ikke krævede ret meget, er det alligevel blevet til noget tid på den konto, men det er sjovt, når DKK med Lonni har en drøm af en udvalgssekretær og Pia og Johanna er effektive og dejlige medlemmer af udvalget.

Rallysporten fyldte 10 år i DKK i år, og det gav anledning til både jubilæumsprøver og en jubilæumsbog, som jeg havde fornøjelsen at være redaktør af.

Anita og jeg har gennemført to runder af Rallyinstruktøruddannelsen i Sydkystens Hundeskole, og det har været fantastisk at få 18 kursister igennem forløbet.

Jeg har også haft fornøjelsen at dømme ved den traditionelle landskamp mellem Sverige og Danmark, ja det er bestemt en tradition når det var 3. gang og 4. gang holdes til sommer af Sydkystens Hundeskole.

På den officielle dommerfront er det blevet til 11 prøver, som alle har været skønne oplevelser, og med 2 prøver i forbindelse med Stockholm Hundmässa som årets højdepunkt.

HTM gav anledning til nogle af årets største glæder og største nedture. Max og jeg startede flot med at bestå vores debut i HTM2. Siden fulgte 8 prøver i træk uden at bestå, og jeg var ret tæt på at droppe HTM. Noget god coaching fik mig på hesten igen, og så bestod vi lige årets sidste tre prøver, Max fik titlen HTM2 og vi træner mod at debutere i HTM3.

I forbindelse med Hundedagene var jeg tilmeldt to kurser hos Anja I henholdsvis Freestyle og HTM, det var stort. Der var også en Summer camp med masser af HTM og FS, det er en ny og dejlig verden, som har åbenbaret sig.

2016 var også året hvor Max og jeg debuterede FS, først lidt for sjov – nu vi havde indøvet nogle tricks til færdighedsprøverne – men efter 3 4. pladser og i alt 6 Q point er vi på jagt efter en titel, som naturligvis er sekundær i forhold til at få Max til at synes, det er sjovt også at arbejde med den disciplin.

Nose Work var årets nye bekendtskab og det bliver helt sikkert længerevarende. Megan har været på begynderkursus hos Tina, vi fortsætter på øvet i 2017. Jeg har haft alle tre hunde på julesøg hos Tina (som Megan vandt) og skal til uofficiel prøve med Megan 29. december. Igen en disciplin, som en nem at komme i gang med, men hvor muligheder og kompleksitet løbende dukker op, Det bliver en sjov, ny verden.

Menneskene

Så er der en masse mennesker, som har været med til at gøre 2016 til et fantastisk år. Jeg kunne have skrevet ”Ingen nævnt, ingen glemt”, men det er for nemt. Så jeg siger i stedet: "Nogle nævnt, alle andre bestemt ikke glemt". Så her er 14 personer, som har betydet rigtigt meget for mig i år:

Amanda – nu er hun ikke bare Anitas datter, hun er Amanda, som sammen med Osseau er en af Danmarks bedste rallyekvipager, en skarp instruktør – som bestod Rallyinstruktøruddannelsen med glans – og skøn at træne sammen med, fordi hun er rigtig god til at iagttage og give feedback

Anita – vil helst ikke roses for meget i min blog, så det lader jeg være med. Det har været fantastisk at undervise sammen med hende på Rallyinstruktøruddannelsen; vi har fået justeret kurset godt, der er nogle præcise mål, og vi har virkelig været skarpe til at få forløbet stramt og indholdsrigt.

Vi har trænet rigtigt meget sammen, har været på kurser sammen, kommer til konkurrencer sammen, giver hinanden feedback som ingen andre kan gøre det, fordi vi kender hinanden så godt. Det er bare så skønt.

Anita kender mig bedre end de fleste, det er nogle gange lidt skræmmende, men hvor har jeg lært meget af hende.

Anja – som underviser har hun været fantastisk, og virkelig fået mig til at forstå betydningen af grundindlæring, for at have et fundament at bygge på, og balancen mellem motivation og præcision.

Som coach – se nedenfor – har Anja været den person som har betydet mest for mig overhovedet.

Christina – som er et af de mest overskudsagtige mennesker jeg kender, og som kan lokke mig til alt muligt. Jeg ville ønske vi trænede mere sammen, men når vi gør, er det fantastisk. Mentalt hjælper hun mig med at flytte barrierer, og hun er frisk på det meste.

Conni – vi har efterhånden kendt hinanden i rigtigt mange år, og har fra fortiden i LP fulgt hinanden over i rally, HTM, FS og sikkert andet. Vi kan udveksle erfaringer på en meget indforstået måde, og jeg tror, vi begge nyder at gå til rallyprøver hos hinanden. Jeg glemmer aldrig det kram jeg fik efter prøven i Odder, hvor Malou fik sit første certifikat efter en blændende bane – jeg véd hvordan de har kæmpet for at nå dertil, og så er det dejligt at være med, når det lykkes.

Johanna – inspirator, indpisker, organisator osv. Jeg har lært ufatteligt meget af hende, ikke kun træningsmæssigt, men også organisatorisk og mentalt (og sikkert andre områder). Enhver træningsaften hos hende, er noget særligt. Hendes kreativitet i forhold til indlæring af momenter, kvalitetssikring af øvelser, tænke forløb i programmer osv. osv. er bare ubegribelig.

Laila - hendes uventede død ramte mig uventet hårdt og affødte mit meste læste blogindlæg nogensinde.

Lonni – hun er bare fantastisk. Professionelt arbejder vi sammen i bestyrelsen for Sydkystens Hundeskole og i DKKs rallyudvalg, som hun er en meget effektiv sekretær for. Lonni er den mest hjælpsomme person, man kan tænke sig, og alt omkring hende fungerer bare. Et af årets allerbedste minder er vores tur sammen til Bornholm i maj, hvor jeg skulle dømme rally og Lonni skulle op, og hvor vi havde en fredag aften, som jeg i min blog beskrev således: ”klarede verdenssituation med lidt Svaneke øl og noget rødvin.” Det var en fantastisk aften ;-)

Louise – har været så inspirerende et bekendtskab. Vi kendte hinanden lidt på forhånd, men med HTM/FS blev det pludselig alvor, vi havde træningsseancer sammen med Anita og Conni, og jeg har lært rigtigt meget af hende. Vi havde en flot debut i 6+ hvor Louise & Billie sammen med Mig  & Max havde en flot rutine til Be My Life’s Companion med Mills Brothers.

Vi havde nogle skønne aftener på gode spisesteder i Århus i forbindelse med Summer camp, og jeg har besøgt Louise flere gange under hendes sygdom, og har fået en masse inspiration både til hundetræning og at være menneske. Vi har aftalt, at vi er på scenen igen i 6+ den 30. april i Roskilde.

Meta – hun skal naturligvis med. Hun stod bag initiativet med at få mig til Sverige og dømme rally i Stockholm. Den energi og inspiration og drive jeg oplevede var fantastisk.

Sandie – er en fantastisk pige. Vi kender hinanden fra FS-verdenen, hun er på alder med min søn, og hendes smil, glæde og gåpåmod får mig til enhver tid i godt humør. Hendes FS-numre med Rumle er så dejlige at følge, jeg kan ikke lade være med at elske de to.

Sebastian – er Christinas nevø. Han gik op og bestod en juniorklasse i rally med Max efter under 15 minutters træning. Han er en skøn dreng og jeg glæder mig til at se ham igen den 31. december.

Sonja – jeg har trænet hos hende ganske lidt, hun har dømt mig lidt mere, og den feedback jeg får er guld værd. Jeg skrev til hende, at jeg synes de numre hun optræder til, virker som om de er skrevet til hende, for hold da op, det hele går bare op i en højere enhed. Og så er hun bare fantastisk til at give feedback og inspirere, så noget, der virkelig hænger fast fra Summer camp, er nogle af hendes idéer.

Tina – er årets nye, gode bekendtskab. Hun var med på første runde af Rallyinstruktøruddannelsen, og var ret skarp, og da jeg begyndte at interessere mig for Nose Work valgte jeg hende, som instruktør, hvilket jeg bestemt ikke har fortrudt, Hun er fantastisk til at give feedback med et smil, men så man alligevel er med på, at føreren skal stramme sig an …

Og så har jeg besluttet at

Coaching

får sin egen overskrift. Jeg har to guruer: Lanny Bassham og Anja Christiansen. Jeg kan ikke finde ord for at beskrive den udvikling jeg har været igennem, og som er resulteret i Paul v. 2.00 med nogle vigtige ord på tavlen: Vilje, Vinde, Relation, Glæde, Udfordring, Prioritering og Værdier.

Jeg har virkelig fået arbejdet med indersiden af hovedet, og jeg ved jeg er blevet en meget bedre fører – og et bedre menneske. Jeg vil gerne skrive en masse superlativer om Anja, men jeg har skrevet dem mange gange og jeg står ved dem alle. Hun er fantastisk!

Jeg er så klar til 2017. Masser af udfordringer, masser at tage stilling til og masser af aktiviteter, som giver mit liv værdi.

Jeg ønsker alle læsere en glædelig jul og et lykkebringende nytår – hvis du vil, så kan du!

Fotoet: Jeg googlede Megan, Lille Bjørn og Max og så dukkede det foto op :-)

2 kommentarer:

LeoDawgy sagde ...
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
LeoDawgy sagde ...

Tak for indlægget Paul. Interessant at se dit syn på tingene. Også at få et insight i hver enkelt person du skriver om. For mig har det også været et fantastisk hundeår.

Det kunne også være du skulle prøve at lave et indlæg om hundefoder.

Jeg har nemlig også startet end blog om hundefoder - det kunne være det havde interesse. Jeg har lige skrevet en artikel om hvilket hundefoder jeg synes er det bedste.

Fortsæt det gode arbejde!

- Leo

indehaver af Det bedste Hundefoder