fredag den 9. april 2021

Luksusrallyprøver


Max i Jersie i går eftermiddags

Jeg vil starte med at nævne et meget flot blogindlæg, jeg læste tidligere i dag, åbent, ærligt og meget tankevækkende. Det er skrevet af Emmy Simonsen, og jeg synes du skal læse indlægget Det bliver godt igen, inden du læser videre.

Hvis du vælger ikke at læse videre er det forhåbentlig fordi Emmys indlæg har sat nogle gode tanker i gang hos dig. 

Både arbejdsmæssigt og på andre områder har der været meget at reflektere over det seneste år. På rallyfronten har jeg meget jordnært oplevet, at vi i DKKs rallyudvalg har været hurtige og effektive til at forholde os til de ændrede vilkår for at afholde prøver, og er kommet med konstruktive tiltage til at holde prøver alligevel. 

Det var baggrunden for, at vi i DKK-regi afholdt 10 prøver tidligere på året, og det er baggrunden, for at der er sket nogle permanente tilpasninger af reglerne for at søge og gennemføre rallyprøver. Med det eneste formål at gøre det nemmere at afholde prøver, næsten uanset restriktioner. 

For det første kan alle andre prøver end dem, der tæller til DM eller ÅH, nu søges med 2 ugers frist i stedet for 2 måneders, for at give arrangørerne større fleksibilitet. 

For det andet skal man ikke nødvendige udbyde alle klasser, medmindre det er prøver til DM eller ÅH. 

I Sydkystens Hundeskole vil vi gerne prøve mulighederne, så jeg kontaktede Amanda, Conni og Liv, og foreslog et prøvearrangement, og heldigvis lykkedes det at få alle ender til at mødes, og i dag blev resultatet offentligt: En dobbeltprøve 24. april 2021 i Kirke Hyllinge. 

 Det er måske lidt specielt, at de tre nævnte og jeg selv er DKK-dommere i rally, men det ændrer ikke ved, at det følgende med nødvendige tilpasninger kan arrangeres af mange interesserede. 

Vi har arrangeret en dobbeltprøve, hvor vi hver især dømmer én klasse, og dermed kan gå op hos hinanden. Vi har aftalt, at vi ikke skal have kørselsgodtgørelse, når vi selv går op, og vi deler dommerhonoraret for de to prøver ligeligt. 

For mig er det en genial mulighed for at træne under prøvelignende forhold, fordi det faktisk ER en prøve, og to træningsprøver pr. hund indenfor max 4 timer, det bliver ikke meget bedre. 

Prøven er naturligvis opslået, så alle kan tilmelde, og vi er ikke i tvivl om, at den nok skal blive udsolgt. Og vi er allerede i gang med at finde datoer for tilsvarende arrangementer. 

PS: Der er naturligvis præmier mv. som til ganske normale prøver, for det ér to ”normale” prøver i mindre format. 

PPS: Hvis andre kan se muligheder i dette, vil jeg meget gerne bistå med råd og vejledning. Fx kan afslutning af en træningsrunde med et par hold pludselig blive til noget mere end en ”for sjov” prøve, det kan blive en officiel prøve på træningspladsen, og måske en meget bedre oplevelse end på udebane.

Ingen kommentarer: