torsdag den 18. april 2024

A Thing of Beauty


Jeg har virkelig lært at værdsætte nuet og glæde mig over de mange ting i hverdagen, som giver livet værdi. 

Jeg glæder mig over de mange hyggelige ture med hundene. Fx i går aftes at kunne nyde denne pragtfulde udsigt fra Jacobshavn mod Præstø sammen med hundene. 

Jeg glæder mig over de skønne rallyprøver i weekenden. Både at Max og jeg stadig kan opnå den helt magiske connection, hvor ALT spiller sammen. Og at Otto og jeg kan gå den skønneste bane og jeg kan nyde det, selvom Otto næsten ikke kan være i sig selv af ivrighed og glæde. 

Jeg glæder mig over, at jeg er kommet dertil i forhold til prøverne, at jeg har NUL nerver, fordi jeg ikke tænker på resultatmål, men kun at nyde at gøre noget sammen med hundene, som kan bringe mig så meget boblende glæde. 

Jeg glæder mig over at være blevet en del af Ældre Sagen, og efterhånden få en bedre fornemmelse af, hvor mange dygtige og entusiastiske frivillige der står bag de mange tilbud vi har til medlemmer og ikke-medlemmer. Over at være en del af en organisation, som fra centralt hold bakker op med støtte på mange forskellige fronter. Og over at skulle engagere mig i emner, som jeg egentlig følger mig for ung til indeni, men trods alt har alderen til, fx Ældrepolitik. 

Jeg glæder mig over at tirsdagens fjerde dag på sommelieruddannelsen - som handlede om oversøiske vine – gav mig yderligere et boost i forhold til det at nørde med vin. Et emne som jeg ”altid” har været interesseret i, men som nu kommer ind i en kvalificeret kontekst. Et kæmpestort emne, som jeg får en bredere og dybere forståelse af. Glæden ved at kunne identificere et par af de blindsmagte vine ret præcist, og erkende, at jeg faktisk udvikler min evne til at analysere vin. Glæden ved at lære at værdsætte nuancer og dybder i vinene, og dermed får yderligere en dimension eller to lagt oveni glæden ved at beskæftige mig med vin i bred forstand og ikke mindst smage på vin. 

Jeg glæder mig over, så mange dejlige mennesker jeg kender, værdsætter og holder af. Og gør mig umage for at fortælle dem det. 

Og jeg glæder mig over at mit helbred er bedre end det har været meget, meget længe, og at jeg føler mig i topform fysisk og mentalt. 

Jeg er en heldig mand og jeg værdsætter det i allerhøjeste grad.

Ingen kommentarer: