torsdag den 25. april 2024

Derfor var det godt!


De ting jeg beskæftiger mig med, skulle gerne give mig selv og/eller andre glæde, for ellers ville det da være lidt kedeligt …

Da jeg tænkte over denne uge indtil nu, var det åbenbart for mig, at jeg samlet får dækket en lang række interesseområder og at det giver mig afvekslende dage med spændende og varieret indhold.

Jeg har øvet mig i at notere (normalt ”kun” mentalt) bagefter, hvad det var godt – og hvis det kniber med at få gode svar på det, så må der reflekteres nærmere over det. Det har så ikke været aktuelt endnu 😊

I mandags blev jeg interviewet af en person fra Verian – tidligere kendt under navnet Kantar Public, som i Danmark var en del af Gallup. Jeg har i flere år været registreret som interesseret, og får jævnligt mulighed for at svare på diverse spørgsmål skriftligt, men i mandags var det for første gang et personligt interview. Det var om alle mulige politiske spørgsmål, inden- og udenrigspolitiske, og meget spændende at prøve med øjenkontakt med intervieweren – det gav for mig en helt anden form for mulighed for eftertanke.

Jeg værdsætter at mine synspunkter indgår i den pulje, som samlet afspejler hvad ”danskerne” mener, så derfor fortsætter jeg med det.


Jeg fik også det nyeste nummer af Din Vinguide, som bliver min nye favoritlæsning, med 100 sider kun om vin.
 
Tirsdag var dag 5 af sommelieruddannelsen, denne gang med Bonnie Reinwald som underviser. Meget dygtig, meget erfaren og med en enorm viden om dagens to emner: kombination af mad og vin samt mousserende vine. Hver eneste runde af sommelieruddannelsen gør mig meget klogere på de specifikke emner. Det er for hvert område topspecialister indenfor området der underviser; de er erfarne undervisere og formidler stoffet forbilledligt. Mad og vin, hvis man skulle beskrive sommelierens væsentligste arbejdsopgave, kunne man sige: den er at have kendskab til mad og vin med henblik på at sikre den bedst mulige kombination af de to.

Man skal have kendskab til råvarer, grundsmage, tilberedningsmetoder, udskæringer mv. Man skal have kendskab til vindistrikter, druer, klimatiske forhold, jordbundsforhold osv. Og på basis af den viden og masser af erfaring, kan sommelieren rådgive om, hvad der formentlig vil fungere sammen, og hvad der formentlig ikke vil.

Frokosten var i anledning af emnet udvidet, fem retter (hvis en skive æble og et stykke citron tæller som en ret 😊) og 8 vine, hvor vi skulle smage forskellige kombinationer af mad og vin, og notere hvordan vi oplevede det.

Eftermiddagen handlede om mousserende vine, definition og fremstillingsmetoder samt en gennemgang af de vigtigste områder, hvor der produceres mousserende vin af høj kvalitet: først og fremmest Champagne, derudover resten af Frankrig (8 distrikter der producerer Cremant), Cava (7 regioner i Spanien), Franciacorta (Lombardiet) og Prosecco (Veneto og Friuli-Venezia Giulia).
   

Meget passende sluttede dagen med at smage 4 mousserende vine. Champagnen skilte sig helt klart positivt ud, ligeså Proseccoen i den anden ende; Cremanten og Cavaen forvekslede vi i min gruppe; det er ikke nemt …

I går var jeg til møde i Ældresagens Koordinationsudvalg (KOU) for Vordingborg Kommune. Med tre lokalafdelinger i samme kommune, giver det rigtig god mening at samarbejde formelt, så vi fremstår samlet i forhold til kommunen. Fx stiller den nye ældrelov krav til ændringer af plejeområdet i de enkelte kommuner og ændret samarbejde mellem forskellige interessenter herunder Ældre Sagen.

Et helt nyt område for mig, som jeg glæder mig til at komme dybere ind i.

I dag gik turen igen til Albertslund og 1½-times rallytræning hos Karina med primært Otto og lidt Max. Det er fristende at skrive at begge hunde gør gode fremskridt, ja Otto ligefrem dramatisk fremskridt – men det vil være en helt forkert vinkel. Sandheden er at Paul gør dramatiske fremskridt! Nyt input og masser af gammel viden, der bliver hevet frem. Hemmeligheden er opvarmning, konsekvens, timing, belønningsstrategi og sikkert en masse andet.

Det jeg fik med hjem i dag i forhold til Otto:
  • Fed kontakt på variable stræk, med lidt hop, og næsten ingen lyd – faktisk i perioder noget af det smukkeste vi har gået
  • En strategi for håndtering af lyd, som allerede har givet mærkbare resultater
  • En skarpere venstreposition, target, små skridt, skarpe kriterier og ordentlig belønning virker
  • Skønne kegleøvelser, hvor jeg blev valgt til i allerhøjest grad
  • De flotteste fremsendinger til felt – som vi ikke har arbejdet med i over et år
Det fik jeg hjem i forhold til Max:
  • Han er (ligesom Otto) en stjerne!
  • Højrepositionen er lidt sjusket indlært, så vi fik nogle øvelser (platform/target indgår), til at skærpe den
  • Bortset fra det kan han alt 😊
Masser af skøn træning, energi af en anden verden fra begge hunde, nogle meget specifikke ting at arbejde med – og ja, selvom Max snart bliver 13 år, så kan vi godt arbejde med at blive bedre.

Dejlig træning, tak til Karina, Max og Otto!

Weekenden kommer til at stå i rallyens tegn. På lørdag afholder Sydkystens Hundeskole sammen med DKK Kreds 10 dobbelt rallyprøve på Hestehovedet i Nakskov. Det er første prøve i Kreds 10 i flere år, og den er heldigvis blevet fuldtegnet – jeg glæder mig til både at skulle op med begge drengene to gange hver og dømme tre klasser.

Søndag har jeg en aftale med Karina om sammen med hende at afholde to 2-timers introduktionskurser til de nye rallyskilte. En kort introduktion, med kort omtalte af de nye skilte – og det er jo meget fredsommeligt. Der er 26 nye skilte, hvor de 6 er dobbelte (et skilt til venstre, et til højre – eller hund ind den korte eller lange vej), så netto 20 skilte. Derefter skal hver deltager gå en bane (valg mellem Øvet og Champion) og parallelt trænes der udvalgte nye skilte – hvor det primært er de 6 afstandsøvelser der indeholder ny adfærd i forhold til DKK-rally i dag.

Så det er en uge lige efter min smag, med vin, Ældre Sagen og rally (træne, arrangere, dømme, konkurrere og undervise) i en skøn blanding.

Det skal selvfølgelig også nævnes, at den daglige morgentur og aftentur til Jacobshavn med hundene, er genial til at få tømt hovedet. Nedenstående er fra i morges hvor det småregnede.


Ingen kommentarer: