tirsdag den 19. maj 2020

Nose Work og rally med Otto og Max

Max er på tæerne :-)
Efter et par ugers pause kom der igen gang i Nose Work træningen til aften.

Som sædvanlig deltager jeg på to hold i forlængelse af hinanden.


Først på et hold med Otto. Første gang vi gik til NW sammen var den 22. oktober sidste år, og vi er tre fra det hold, der fortsat går sammen, og vi er blevet ret skrappe alle sammen 😉

Der var alligevel for smalt

Så vi måtte finde en anden indgang

I dag havde Merete lavede nogle ikke helt nemme søg, og blæsten gjorde flere af dem ekstra drilske. Otto arbejdede virkelig godt, og nogle svært tilgængelige kilder blev der kæmpet for, som man kan se på billederne.

Han blev lidt distraheret, da en dame kom gående med sin Cocker og stoppede op og kiggede på, mens vi søgte, men ellers håndterede han forstyrrelserne fint.


Der er meget at arbejde videre med, og et virkeligt godt fundament at basere udviklingen på.

Max gik på de samme områder på næste hold, og han var supersej. Jeg hæftede mig specielt ved god udholdenhed ved flere af søgene, og nogle virkeligt flotte markeringer af nogle høje kilder.

Der var ikke så meget lyd, dog kom der lidt frustrationslyd på nogle af søgene hos Merete. Hans markeringer er fortsat uovertrufne. En virkelig dejlig Nose Work træning.

Kristi Himmelfartsferien bliver med fokus på rally- og platformstræning. Jeg har træningsaftaler torsdag og fredag, og der kommer mindst én til i weekenden. Jeg har flere nye arealer på tapetet i bestræbelserne på at ikke mindst Otto, men også Max, skal træne rally i forskellige miljøer. På hjemmebane er fokus på højrehandling med begge hunde.

Træningsplanerne bliver også opdateret i weekenderne; jeg er meget tilfreds med udviklingen på det sidste og den trend skal fortsætte.

søndag den 17. maj 2020

Rallyinstruktøruddannelse og rallytræning



Otto til rallytræning søndag morgen (video: Mette Thomsen)

I går havde Amanda og jeg sammen med 11 kursister og 4 inviterede ekvipager afsluttende eksamen af Rallyinstruktøruddannelsen 2020. Pga. Corona-situationen blev det et lidt andet setup end normalt, idet 6 kursister og 2 ekvipager mødtes kl. 9 i Jersie og sluttede ved 12:30-tiden. Derefter kom 5 kursister og 2 andre ekvipager med start kl. 13. Desuden var Otto og jeg ekvipage formiddag og Dumle og Amanda eftermiddag. På den måde holdt vi os indenfor de gældende grænser, og Amanda og jeg fik oplevet kursisterne ekstra tæt på.

Amanda, Dumle og Neel
Otto og jeg var ekvipager hos 4 af formiddagskursisterne og det var en fed oplevelse. Otto var superglad og på, han arbejdede fint og vi fik meget godt input til vores videre træning, det var lækkert. Da han var på fjerde gang, var han ret træt. Jeg fortalte bagefter Amanda, at hvis det ikke havde været en eksamen, havde jeg stoppet og sat ham i bilen. Og instruktøren sagde, at hvis det ikke havde været eksamen, havde hun bedt os om at stoppe 😊

Men Otto sprudler i den grad af energi og glæde, når vi træner, selvom han er træt, og det er skønt. Han er fantastisk, og jeg husker også at rose mig selv, for jeg har fået præcis det samarbejde, jeg har drømt om!

Otto efter en hård dag :-)
I dag fylder Otto 11 måneder, og vi havde en træningsaftale med Mette i Jersie kl. 9.

Hov, vil nogen tænke, som har læst min blog fra i fredags … I trænede en time fredag, han var på i går, og nu træner I igen?!

Rallytræning i Jersie
Ja, jeg var opmærksom på det, og jeg havde besluttet på forhånd, at vi udover at gå en tur på området i Jersie, ikke skulle andet end varme op og så gå en begynderbane med 100 % fokus på glæde og motivation, og med belønninger i rigt mål undervejs.

Mette filmede, videoen kan ses foroven, og jeg er 110 % tilfreds. Jeg havde en fed følelse hele vejen igennem, og jeg kan se på filmen at jeg agerede korrekt. Otto fokuserer, han er glad og hans motivation er helt i top. At han så også udførte en masse øvelser rigtigt pænt, er ren bonus ❤️

Bagefter gik Max den fulde bane (der var nogle ekspert- og championklasse skilte i forlængelse af begynderbanen), og han gik som en drøm. Der var næsten ingen lyd og hans fokus var eminent. Jeg var lige så forpustet efter den bane som efter Ottos, den helt rigtige forpustethed, som jeg har, når jeg ved at jeg har været fuldt koncentreret hele vejen.

Jeg var helt tro mod mine aftaler med mig selv, ikke mere træning med de to i den runde.

En fed start på dagen!

En kort opsummering af Ottos udvikling: Der sker en hel masse! Fokus på rally den sidste periode har virkelig båret frugt. Der kommer skilte og udstyr op i forskellige miljøer, og det fortsætter vi med; det eneste jeg stræber efter er, at Otto får fede oplevelser hver eneste gang. Vi har sammen skabt et godt fundament, og det skal styrkes endnu mere. Det er en helt anden tilgang end jeg har haft med Megan, Lille Bjørn og Max, og det føles så rigtigt og så godt.

Ingen der oplever Otto og mig sammen, er vist i tvivl om, at vi har det fantastisk sammen❤️

fredag den 15. maj 2020

Otto og rally

Otto hilser på fotografen (alle fotos: Amanda)
Hvilken adfærd skal en hund kunne, for dels at kunne klare sig godt i begynderklasse i rally, dels have et solidt fundament for de videre klasser?

Jeg har for længe siden noteret følgende:
  • H følge Fs ben frem, tilbage, til venstre, til højre, i forskellige tempi, herunder stå, når F ikke bevæger benet
  • H gå rundt om F i stilstand og i forskellige tempi (her fx underforstået at H udfører adfærd indtil F siger noget andet. Dette kan fx dække tyskervending, H rundt om F)
  • H sætte sig ved siden af F (forskellige tempi)
  • H sætte sig foran F (fra gang eller fra sit)
  • H twiste (som generaliseret kan bruges til synkronvendinger, spin/twist, tulipan, springvand)
  • H komme fra Fs ben ind foran F og stå
  • H komme fra stå/sit foran den korte vej rundt (den lange tror jeg er dækket af H går rundt om F)
  • H følge med F fra position foran, når F går baglæns
  • H dække fra sit eller stå (uden bevægelse) og fra stå (under bevægelse)
  • H sidde/stå/ligge stille, mens F går rundt om H 
Jeg har trænet en del af ovenstående, ikke supersystematisk (hmmm), men jeg har besluttet at få styr på det NU. Og den smarte løsning var naturligvis at lave en aftale med Amanda, så hun kunne se Otto og mig an med rallyøjne. Amanda, fordi hun kender mig ud og ind, ved en masse om rally, er en dygtig iagttager og fantastisk til at give feedback 😉

Moveon
Så i eftermiddags havde vi en aftale i Jersie, hvor Amanda lavede et setup, så vi kunne prøve ”det hele” af, og jeg få status og et grundlag for planlægning af den videre træning. Jeg har gjort en masse noter, og der er meget, der ser rigtigt lovende ud, og dermed et godt fundament at bygge på.


8-tal
Nogle konklusioner:
  • Jeg skal være (endnu) skarpere i positionerne på både venstre og højre side.
  • Jeg skal back to basics i positionerne (jf. Anjas fri ved fod kursus), selv om det ikke er LP, skal det være præcise positioner (HTM kunne da bestemt være oplagt).
  • Default-positionen skal jeg være 100 % opmærksom på, og det er at hunden stopper og står i alle positioner (venstre, højre, foran). Hvis han skal noget andet, er det en ny kommando (fx sit). Så fx sit foran er sammensat af foran og sit.
  • Jeg skal arbejde på at få twist og spin på verbal kommando og anvende dem i kombinationerne.
  • Jeg skal være hurtig med at belønne i positionen (generelt), det var ganske tydeligt med fx hop efter twist, at jeg belønnede for sent.
  • Jeg skal helt tilbage til grundtræningen i indkald og få styr på at få Otto den korte vej ind fra foran til højre eller venstre
  • Når Otto skal følge fra position foran, er kommandoen foran (ikke kom), og fuldt fokus på at jeg holder hænderne foran i starten af indlæringen, for at holde fokus foran på mig
  • Jeg skal arbejde med alle seks stillingsskifter, ved siden af Otto, så jeg kan se bevægelserne (klassisk LP). Hvert skifte skal generaliseres, så det til sidst kan udføres på afstand og ved siden af på begge sider
  • Begynderdækken skal vi arbejde specielt med (husk anden kommando end dæk), selvom det en del af de seks nævnte skifter. 
Der var nogen af punkterne, jeg godt var opmærksom på, andre havde jeg kun svagt tænkt over og andre igen var helt nye for mig. Præcis som det skulle være. Hvad var det bedste af det hele?

Hvad laver Amanda? Svar ses øverst :-)
At Otto var veloplagt hele vejen igennem, logrede med halen, arbejdede fint, hurtigt kom igen efter forstyrrelser (bl.a. en masse børn og en sød hund), og faktisk kunne huske en hel masse (det har knebent indimellem i hans teenager-periode) så det var alle tiders træningsomgang.

Tusind tak til Amanda, Otto og jeg klør på ❤️

torsdag den 14. maj 2020

Træning og prioritering

Nordisk træning
Efter en april, hvor jeg skulle afvikle 14 feriedage, er det blevet hverdag igen, bare med den forskel i forhold til ”gamle dage”, at jeg skal arbejde hjemmefra. Det passer mig vanvittigt godt. Jeg har svaret på en undersøgelse i dag, og har bl.a. svaret, at jeg synes min effektivitet er steget, og at jeg generelt synes det er positivt at arbejde hjemmefra.

På hundefronten har det været lidt stille.

Christinna og Tempo
I mandags havde jeg den ugentlige træning med Christina, og det gik supergodt. Jeg havde lavet en tilsyneladende ganske simpel bane, men med 10 sideskridtøvelser var den bestemt ikke nem. Jeg fik lige præcis den balance, som jeg ønskede med Max, og vi fik både trænet præcision og motivation og jeg kørte hjem med en rigtig god følelse.

NW-træningen tirsdag og rallytræningen onsdag blev desværre aflyst, men det gjorde dagens nordisk træning ikke.


Der dukkede så noget andet op … Kirsten havde købt torsk samt nye danske kartofler og asparges, og synes ikke det var ok at spise kl. 20, hvor jeg normalt ville være hjemme.

Så jeg lovede at være hjemme kl. 19.

Gitte Freytag havde lavet fire baner, fokus var på vendinger, og der var noget at arbejde med. Der var en masse supergodt arbejde fra Max, men der var også nogle ting, der ikke var som de skulle være. Gitte fik igen påpeget de væsentlige ting, bl.a. om min balance mellem at belønne og ikke-belønne. Får jeg bygget FOR stor en forventning op hos Max, og er det derfor han er så overivrig, ikke mindst på højre side?

Jeg har også fået trænet på platform, og jeg fik Kirsten til at filme et kort træningspas med Otto i eftermiddags. Jeg lagde videoen op i Facebook-gruppen for kurset og har fået en masse meget anvendelige tilbagemeldinger fra Sonja.

Sonja er en af mine yndlingsinstruktører, og det var bestemt ikke tilfældigt, at jeg meldte mig til hendes online platforms-kursus. Hun har lavet en stribe forbilledlige videoer til de forskellige dele af kurset, hun har meget fleksibelt læst deltagerne og øget frekvensen mellem de nye øvelser fra 1 til 2 uger, og hun giver meget præcis og anvendelig feedback på en super-konstruktiv måde. Det er bare en fornøjelse at være på hold hos Sonja.

Jeg må komme med en tilståelse. Jeg træner platform med begge hundene, og det var ikke tilfældigt, at Otto blev filmet i dag. Han har forstået konceptet, og er – positivt ment, jeg véd Max læser med 😉 – rigtigt skarp! Så det er helt oplagt, og har hele tiden ligget i kortene, at han skulle arbejde med platform som ét af redskaberne ved indlæring af nye øvelser/positioner.

De næste dage står i rallyens tegn. I morgen med Amanda, på lørdag eksamen i rallyinstruktøruddannelsen og søndag med Mette. Vi er ved at komme i form til, at der kommer officielle prøver igen 😊

lørdag den 9. maj 2020

Det er hårdt at være hund 😊

Leo, farfar, Frasse og farmor
Max synes det har været en hård dag, Otto er også godt brugt, men han synes ikke dagen har været nær så hård …

Bølle, Max, Mille og Otto
På morgenturen mødte vi tre hundevenner, som Otto kunne lege med, på billedet ses Bølle og Mille. Det er altid en ekstra skøn start på dagen, når der er nogen at lege med synes Otto, Max er ret ligeglad.

Syv svaner fløj forbi på morgenturen
Jeg tog en cykeltur efter morgenmaden, og så var det ved at være tid til at tage til Törringelund Nationalpark, som ligge nogle få minutters kørsel fra Oxie, hvor svenskerne bor. Anledningen var Leos 4-års fødselsdag.

Max, Otto og Leo
Det blev en dejlig dag. Alle børnene er vilde med Otto og Max, og Otto gengælder følelserne, Max er ikke lige så vild med det. Specielt Leo og Otto har et helt specielt forhold, det er vidunderligt at opleve.

Vi havde medbragt det nødvendige til at grille et udvalg af pølser, vejret var i den grad med os, og det blev en uforglemmelig skovtur for børn og voksne.

En lille sø i Törringelund
Törringelund er bestemt et besøg værd, og vi kommer helt sikkert igen, måske allerede i næste måned når Frasse fylder 6 år.

Hundene er helt færdige, og det er bedsteforældrene også 😉

fredag den 8. maj 2020

Om rally, engagement, alder, læsning

Morgentur, Max på badebroen
Den 5. marts startede jeg på et hold i nordisk rally hos Gitte Freytag i Dansk Hundeskole i Roskilde. I går var vi nået til anden runde. Corona har gjort det meste, og regnvejr det sidste, så sådan blev der to måneder i stedet for 1 uge mellem de første to træningsrunder.

Gitte havde tilrettelagt det fint, der var tre mindre baner, med fokus på sidestep, vendinger på stedet, bakning, der var et område med planker og platforme og spejl, og et område med store kegler. Gitte stod ved den ene bane og gav feedback, efter at vi havde gået banen.

Max og far (foto: Mia)
Jeg havde både Max og Otto med. Max gik nogle pæne baner, og jeg havde primært fokus på motivation, men der sket lidt underlige ting. En reel smuttur, og en del fokus på underlaget. Han lavede en masse godt og flot, men der manglede et eller andet.

Gitte gav meget fin og præcis feedback, det var ret åbenlyst, hvad vi manglede at træne …

Otto havde jeg ude et kvarters tid, og han var totalt opslugt af underlaget, og vi fik kun lavet tre mikroskopiske øvelser, og det var fint 😊

Eftertræningssnak (foto: Mia)
Efter træningen sad vi alle, 7 deltagere og Gitte, og småsnakkede, Mia fandt udmeldingen om fase 2 af genåbningen og læste op, og jeg tror vi alle sammen var ret skuffede. Selv med den bedste vilje kunne vi ikke finde en indikation af, at rigtige rallyprøver bliver mulig i fase 2. Vi brænder alle for rally, og vi diskuterede alt muligt, som kunne ses som lyspunkter, men næh, en rallyprøve der bare tilnærmelsesvis ligner det, vi er vant til, står ikke lige for.

I dag havde Amanda og jeg aftalt at tale sammen om de sidste runde af Rallyinstruktøruddannelsen, den praktiske eksamen. Vi plejer at have alle deltagere og inviterede ekvipager samlet, og det kan vi ikke nu.

Jeg skulle lige til at tage af sted på morgencykelturen da Amanda skrev og spurgte om jeg havde tid til at tale, så jeg trak cyklen de første tre kilometer, mens Amanda og jeg fik klaret planlægningen, eller principperne for den, plus det løse …

Derefter cyklede jeg til Mosede Fort, vestpå til Karlslunde og sydpå hjem igen. En skøn tur i det dejligste vejr.

Max og Otto hygger :-)
Midt på dagen-turen med hundene gik til hundeskoven i Karlslunde, det var godt nok lummert, så den blev ikke så lang, men hundene hyggede sig gevaldigt og jeg fik trænet lidt indkald med Otto 😊

Vi har aftalt at besøge svenskerne i morgen, det er Leos fødselsdag, så jeg skulle til Irma i Greve og handle, hundene plejer at komme med, Otto var helt med på den, Max blev liggende i solen i haven.

Til aften talte Kirsten og jeg om Max. Han bliver 9 i juni, men han virker altså lidt gammel… Det er svært for mig at erkende, men jeg har lagt mærke til lidt ændringer i hans adfærd på det sidste, som jeg kun kunne opfatte som noget aldersrelateret, og det er altså underligt. Max, som indtil januar aldrig har været den ældste hund hos os, og nu er han ved at være gammel ☹

Nyt emne 😊

En af sideeffekterne af Corona-situationen er, at jeg har fået min gamle interesse for at læse genoplivet. Symbolsk blev det markeret ved at min filmblog også kom til at omfatte andre kunstarter, og siden 13. april har jeg skrevet om 11 bøger. Bøgerne på læselisten hober sig op, på en skøn måde 😊

Jeg er i gang med Raymond Chandlers Den lange søvn. Dernæst kommer Tobias Bukkehaves Kongetro, Conan Doyles Baskerville-slægtens hund og Hanya Yanagiharas Et lille liv, så de sidste 4 bind om Sherlock Holmes osv.

Jeg har en tilsvarende liste med musik og med film.

Og hvad betyder det?

At der er en masser fantastiske oplevelser i vente!!!

Det er der bestemt også på hundefronten. Jeg kan mærke at glæden ved at træne er vendt tilbage i stor stil og jeg elsker at arbejde med Otto. Og jeg er blevet mindet om, at Max er ved at være gammel, og at jeg skulle huske at respektere det. Når bare præmisserne er klare, så kan træningen blive rettet ind efter det.

onsdag den 6. maj 2020

Gang i træningen

Otto og far (foto: Mette)
Der har været god gang i træningen ugens tre første dage. Kirsten og jeg havde en fitnesstime mandag og deltog på seniorholdet i dag. Jeg er ret øm flere forskellige steder, pausen har vist varet lidt for længe, det er skønt at være i gang igen!

Jeg har fået materialet til de første tre øvelser på online platformkurset hos Sonja, og det er virkelig godt. Gode, instruktive videoer, meget pædagogiske, og jeg glæder mig til at komme i gang med de tre øvelser med begge hunde. Jeg har dog fortsat lidt problemer med steppet inden: magnetiseringen, men Sonja har givet mig et tip, som jeg prøver af i morgen.

Rallyen med Christina mandag aften blev aflyst, og lidt efter blev tirsdagens Nose Work hos Merete også aflyst, men Christina var frisk på at træne tirsdag aften i stedet, så sådan blev det.


Jeg havde planlagt en lang finurlig bane, og jeg gik nogle fine baner med Max, men lidt ufokuseret, og jeg havde ikke noget svar, da Christina spurgte, hvad jeg trænede …


Det tænkte jeg en del over, og tog revanche i dag.


Jeg havde aftalt at mødes med Mette i Roskilde, vi aftalte på forhånd en bane, som både kunne bruges til begynderne (Eddie og Otto), og de viderekomne (Boogie og Max), så den havde jeg med hjemmefra, så den var lige til at stille op.

Otto på rallybanen (foto: Mette)
Det blev virkelig fed træning, fordi jeg helt bevidst om, hvad jeg trænede med begge hunde. Ikke mindst var det vigtigt i forhold til Otto at huske, at jeg KUN trænede motivation, at have det sjovt på et område med skilte i skilteholdere, og det fik vi i den grad.

Var vi ikke gode sammen? (foto: Mette)
Vi startede med en kort bane, en meget glad og logrende Otto, og masser af leg bagefter.

Sådan sluttede vi også, og indimellem fik de andre hunde også gået banerne.

Jeg vil ikke hjem nu! (foto: Mette)
Hvad synes Otto? Han synes bestemt ikke ville skulle stoppe, så han ville slet ikke med, da jeg skulle have ham tilbage til bilen, jeg måtte lokke med godbidder … så helt dumt har det nok ikke været 😉