Desværre var vejrguderne ikke taget i ed, så det blev en ret våd og mudret affære. Der var mange hunde der havde problemer med at sidde og dække i det våde græs. Bl.a. Lille Bjørn, som man kan læse i hans kritik her.
Det blev også en lang dag. Vi kom ved 12-tiden, og der var den første af 9 LP3 hunde gået i gang, så vi kunne godt se at planlagt LP1 start 13:45 ikke var realistisk. Det endte med at blive 15:30, da der også var præmieoverrækkelse for LP2 og LP3 inden.
Sidste LP1 hund var oppe ved 18:15 tiden, og der var det begyndt at blive mørkt, og vi kørte hjem i buldrende mørke da præmieoverrækkelsen var afsluttet ved 19-tiden.
Selvfølgelig er det ikke spændende ikke at få en præmiering, men generelt gik det ok, og først og fremmest havde Lille Bjørn det sjovt.
Vores to hovedproblemer var ”det med linen” og underlaget:
- Jeg opdagede fredag under generalprøven hjemme i haven, at jeg slet ikke har trænet at tage line af og på! Jeg har trænet med line og uden line, så det var rigtigt dårligt at jeg ikke har tænkt tidligere på, at det er ret forstyrrende for hunden at linen tages af og på hele tiden under prøven. Det skal jeg bestemt have trænet inden næste prøve på lørdag. Herunder at få Lille Bjørn i plads med line på, og så tage den af mens han bliver siddende. Det er rigtigt dårligt at føreren slet ikke har tænkt på dette.
- Jeg har ikke trænet på SÅ vådt og mudret underlag. Som det kan ses af kritikken var der en del gange Lille Bjørn ikke ville sætte sig, og Hans Ove var meget large med at lade os starte både stillingsskift og spring fra stå, men stillingsskift havde jeg bestemt regnet som sikker øvelse, og så er det da ærgerligt slet ikke at kunne komme i gang med øvelsen :-(
Og så skal jeg have trænet udlægning af næseprøve med fremmed udlægger. Lille Bjørn var rigtig glad for Inge Frank Petersen, som var prøveleder, og da hun stod med VORES næseprøvegenstand i hånden ville han bare hen til hende … Og det duer jo ikke til en prøve.
Og endelig fællesdækken. Jeg blev temmelig forskrækket, da jeg vendte mig om i fællesdækken - da jeg var kommet de 15 meter ud - og så fire hunde stå sammen, Lille Bjørn er altså lille sammen med en Kooikerhondje, en tervueren og en border collie blanding. Pludselig løb de fire hunde rundt og knurrede, en af føreren løftede sin hund, og jeg fik heldigvis fat i Lille Bjørn med det samme, men det var ikke lige en drømmestart på en fri ved fod.
Jeg lærte en masse af denne prøve, og vi glæder os til årets sidste prøve i Østerlars på lørdag den 25. oktober.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar