lørdag den 11. marts 2023

Take It Easy, Boy Boy


I mit blog indlæg i tirsdags skrev jeg: ”Bare som lille incitament har jeg meldt både Max og Otto til to Siriusprøver hver.” 

Jeg har ikke trænet med hundene i noget der føles som uendelig lang tid, og bare det at gøre klar til ”Sirius Easter Egg Hunt Sniffs Challenge” i formiddags var en skøn fornemmelse. 

At tage træningsvesten på, at se to forventningsfulde hunde, hold op, det er en vigtig del af min mentale genoptræning. 

Søget var der ikke de store krav til, men så meget mere til temaet: ”Påskefrokost” skulle fortolkes, det skulle være tydeligt for dommeren, at det var en påskefrokost. 

Kirsten og jeg planlagde det sammen, og jeg følte mig som en Erich von Stroheim junior, med alle de detaljer der kom med. 

Max’ video kom i mål i første forsøg. 

Ottos første gik fint, men Kirsten tog min ”fundet” for første kilde som stop, og der var gået lige under 30 sekunder (minimumsvarighed af søget), så vi tog nogle flere gentagelser, og jeg var nødt til at flytte kilderne (Otto havde jo styr på dem), inden vi fik en optagelse i hus, som jeg var tilfreds med. 

Begge er blevet godkendt af Camilla Kikkenborg, og med følgende bonus kommentar: ”Godkendt 💓  Og hvor er jeg vild med din ros til dine hunde 💓”. 

Min egen træning går støt fremad, der er kun gået 16 dage siden operationen og Kirsten og jeg kan se dramatisk udvikling. Jeg får i den grad trænet selvkontrol, for jeg vil gerne meget mere end jeg må, og det får jeg ikke lov til. PUNKTUM.

Ingen kommentarer: