Viser opslag med etiketten Hund i Fokus 2018. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Hund i Fokus 2018. Vis alle opslag

søndag den 9. september 2018

Hund i Fokus 2018


Hund i Fokus vinderne i HTM/FS 2018

Dagen startede helt perfekt. Amanda, Anita, Mathilde, Mette og jeg mødtes ved HTM-ringen i Mørkøv, stillede telt op, og fik hver den mest fantastiske gave af Mathilde (og Mette): et 2018-mindekrus med fotos af Mathilde og hundene, hundeslik, menneskeslik og et personlig kort. Tusind tak til jer begge, det er MEGET værdsat.

Jeg er på det punkt (?!) lidt af den gamle skole, og synes ordet tak bruges alt for lidt. Det koster så lidt og det betyder tit meget.

Inden jeg gik i gang med dagens prøve i rally så jeg Mathilde og Boogie bestå færdighedsprøve 3, med flotte 4,0 point, superflot arbejdet.

Max og jeg skulle op i rally championklasse, Conni havde designet en lækker bane, og med hjælp fra Kimmie som hundeholder (tak Kimmie!), fik jeg også gået banen et par gange. Kimmie fik besked på at belønne hæmningsløst, Max måtte bare ikke blive ked af det.

Vi var på som nummer 4, opvarmning mv. var helt som planlagt, og vi kom fint i gang. 2. skilt var bakke væk på højre side, og den sad i skabet (godt tegn!). Skilt 4, bakke 1, bakke 2 skridt på højre side måtte vi lave om, og ligeledes skilt 5 skift side foran; Max kiggede lidt væk, og vi skal have fuld kontakt for at de øvelser lykkes.

Resten gik fint, der var en ommer til, jeg har glemt hvilken, og først og fremmest var der fed kontakt. Og som både Conni og Amanda kommentere: INGEN snus. 3 ommere og 3x1, 88 point og mere end godkendt. Jeg havde den rigtige følelse hele vejen, og støttede Max rigtigt godt.

Mathilde var oppe med begge hundene i junioklasse og gjorde det igen superfint, 93 point og 3.v. med Max, og 84 point og 4.v. med Lille Bjørn.


Lille Bjørn skulle op i HTM2. Der var ingen der oplevede mig efter prøven, der var i tvivl om at jeg ikke havde det godt, jeg var så skuffet, mest på mig selv, for jeg havde virkelig været en dårlig fører for Lille Bjørn.

Jeg fik timet det dårligt med at hente ham fra bilen, så vi kom til at vente for længe. Jeg havde ikke taget buret med til teltet, så han kunne ikke slappe af. Lige inden vi skulle i ringen var han ved at kløjs i en godbid, og jeg fortsatte bare ind i ringen. Der var noget kludder i starten af programmet, Lille Bjørn bakkede ikke første gang.

Og hvad fucking så????

Lille Bjørn arbejdede top sejt, han gjorde alt, hvad han skulle uanset hvor dumt jeg agerede og leverede et ganske glimrende program! Tak Lille Bjørn, og undskyld. Lille Bjørn har allerede tilgivet mig 😉

Dommernes kommentarer (Emmy, Jette, Sonja)

Udførelse
7,4 Tydelige håndsignaler i visse links. I P10 og face opposite på v. side (P7), hvor hunden ikke kan se op på handlers ansigt, kommer den ikke ind i positionen. Hund skal øve sig i ikke at have øjen kontakt.
5,8 Hænger lidt indimellem. Lidt upræcis. Prøv at undgå håndsignaler i skiftende mellem positionerne. Lidt varierende afstand. Meget opmærksom hund.
6,5

Indhold og sværhedsgrad
6,6
6,0
7,2

Fortolkning og kunstnerisk indtryk
5,5 Ha’ lidt is i maven og hold finish pose bare et par sekunder. Savner lidt fortolkning af musikken.
6,0 Rigtig fin musik der passer til jer.
7,1 Charmerende musik til charmerende hund

Hundens velfærd
3
3
3

Samlet 22,37 point, bestået og 1. vinder (vi var de eneste i klassen).

Og sørme om det ikke var et ægte hattrick, 3 gange 1.v. i træk i HTM2!

Prøven var den sidste af årets 3 DKK-konkurrencer, som tæller til Årets Hund. Lille Bjørn var på forhånd sikker på at blive årets HTM2-hund. Han havde 8 point inden i dag, og de to konkurrenter 5 point hver, og ingen af dem stillede op.

Årets Hund i HTM2

Lille Bjørn vandt dermed ÅH i HTM2 med 13 point ud af 15 mulige.

Hund i Fokus HTM2

Han blev også vinder af Hund i Fokus titlen i HTM2 (HIF18 HTM2), så det var på titelsiden også en særdeles givtig dag.

Lille Bjørn har nu opnået 23 Q point i HTM2, så vi skal starte i HTM3 næste gang, som jeg også havde planlagt.

Det er meningen at vi skal starte i HTM3 på Samsø. Men jeg må også være realistisk og fair overfor Lille Bjørn. Jeg synes alle ovenstående dommerkommentarer er lødige og relevante, og der er ikke noget jeg undrer mig over.

Men at træne en ældre (11½ år), næsten døv hund til at kunne præstere i klasse 3, der er alligevel et spring. Lille Bjørn har været så fantastisk i HTM. Vi har været oppe 4 gange i HTM1, 2 gange i HTM2 i Sverige og 5 gange HTM3 i Danmark. Alle de danske prøver er bestået, den ene svenske bestod vi. Hvad vil jeg mere?

Kirsten og jeg taler tit om Lizzie Bauder, Lille Bjørns opdrætter. Hun var så stolt af alle de flotte resultater vi opnåede, mens hun levede. Vi er sikker på at hun får en ordentlig øl og et godt glas vin og sender en masse gode ønsker til os på denne dag.

Jeg sad ved HTM-ringen det meste af dagen og så en masse superflotte programmer.

Jeg vil ønske særligt tillykke til Lonni og Morgen, som gik et fantastisk FS1-program og et næsten lige så godt HTM1-program. Morgan blev Årets Hund i begge klasser og fik Hund i Fokus titlen i FS1. Kæmpestort tillykke igen igen med de kæmpe flotte resultater, I er så megaseje.

Juryens specialpris går til Anita & Osseau, som gik deres bedste HTM3-program til en konkurrence. Desværre forlod Osseau ringen for at hilse på Amanda/Dumle, men programmet var bare så flot, og en masse af de svære detaljer fungerede på dagen. Tillykke igen Anita!!

PS: Øv, at jeg ikke fik filmet Lille Bjørns prøve, men det glemte jeg at få aftalt :-(

lørdag den 8. september 2018

Hund i Fokus 9. september 2018


Så er bilen pakket med det, der kan gøres klar dagen i forvejen, til Hund i Fokus i Mørkøv i morgen.

Lille Bjørn skal op for sidste gang i HTM2, der er lidt underligt, at vi allerede er kommet dertil. Han debuterede i HTM 14. oktober 2017, startede første gang i HTM2 7. april og fik titlen 2. juni. 30. juni startede vi første gang med Paddington-musikken, og det er det samme nummer vi skal op med i morgen, men i en bedre trænet udgave mener vi selv 😉

Hvis alt går vel starter vi i HTM3 med en udvidet udgave med rekvisitter 20. oktober på Samsø, lige godt et år efter vores debut i HTM3.

Som man kan se af kataloget [1] er Lille Bjørn eneste tilmeldte i klasse 2.

Han er også den eneste hund her fra matriklen. For første gang siden jeg debuterede med Max i HTM 5. juni 2015 skal jeg til HTM-prøve, hvor han ikke skal op ….

Musikken er naturligvis klar [2], jeg huskede at lave en back-up i går [3], jeg har engang haft brug for at finde back-up frem, så det er absolut vigtigt. Resultatbogen er naturligvis klar [4], til forrige prøve havde jeg købt en ny bog og så fotokopieret resultaterne over, for de stod i et virvar i en rally resultatbog ☹

Vaccinationer er helt opdaterede [5], begge hunde var til årligt tjek i august.

Max var oprindeligt tilmeldt i HTM3, men han er blevet flyttet til rally championklasse. Rally starter kl. 10 med championklasse [6] og startbøgerne er naturligvis også her klar. Max’ [7] er en helt regulær nr. 2, mens Lille Bjørns første er blevet erstattet af LP-resultatbogen [8], som jo ikke skal bruges mere til LP. Vaccinationerne er på plads også for Max [9].

Og så skal jeg som altid huske det med at have styr på påklædningen [10]. Ikke bare tøjet til HTM, men også gardering mod regnvejr. Mathilde skal op med både Lille Bjørn og Max i juniorklasse. Vi har aftalt, at hvis hun har tid og lyst, så må hun gerne gå til prøve med dem, for at kvalificere til DM 2019 og ÅH 2019, og hun skal selvfølgelig også holde formen ved lige frem til ÅH 2018-finalen den 3. november.

Jeg kom lige til at lave en statisk over årets officielle rallyprøver plus DM.

Hundene har været til i alt 61 prøver i år. De har været til 7 officielle prøver i Sverige hver. De har været oppe i championklasse 25 gange (Lille Bjørn 12, Max 13) og 22 gange i juniorklasse (Lille Bjørn 10, Max 12).

Hvordan er det gået? Her er top 10:
  1. Lille Bjørn 99 27.4 Junior
  2. Lille Bjørn 99 17.6 Junior
  3. Max 97 25.8 Junior
  4. Lille Bjørn 96 25.8 Junior
  5. Max 95 11.2 Champion
  6. Max 94 26.5 Junior
  7. Lille Bjørn 94 12.5 Junior
  8. Lille Bjørn 93 28.4 Champion
  9. Max 93 26.5 Junior
  10. Max 92 27.4 Junior
Forventningerne til i morgen? At Lille Bjørn og jeg kan gå vores program, som vi plejer. At Max og jeg har den kontakt før og efter vi går på banen, som vi har haft til de sidste træningsrunder og til prøven i søndags.

Jeg ønsker naturligvis alle deltagere al mulig held og lykke, men den ekstra gode karma er sendt til nogen, som jeg synes i ekstraordinær grad fortjener strålende resultater 😊

PS: Jeg skal da lige nævne, at Lille Bjørn i morgen fylder 11½ år. Han er stadig i fin form, der er lidt skavanker, men vi er så klar som vi kan blive til at optræde!